Matthew Yglesias fra Vox Media skrev for nylig en generelt virkelig god artikel om eurozonens historie frem til nu. I artiklen forklarer han, at en kombination af politisk engagement og stålsat finansiel intervention har stabiliseret den finansielle situation, mens økonomien og de arbejdsløse har lidt forfærdelig meget.

Men selv mr. Yglesias er blevet bjergtaget af den intense propaganda, der skildrer krisen som primært finanspolitisk. Han siger nemlig, at indførslen af euroen og de deraf følgende låneomkostninger førte til en ”uansvarlig budgettering” i Italien.

Undskyld mig, men nej (og i øvrigt, når det kommer til næsten hvad som helst finanspolitisk, skal man altid, altid, kontrollere tallene selv og ikke stole på, hvad omtalen ser ud til at sige). Italiens store gæld er resultatet af politikker, der er udstukket for længe siden. Landets gældssituation blev faktisk forbedret i løbet af euro-boom-årene og blev kun forværret igen for nylig takket være den økonomiske krise.

Her er den fulde liste over lande, for hvem argumentet om, at den finanspolitiske uansvarlighed førte til eurokrisen, giver nogen mening overhovedet: Grækenland.

Sandheden er, at Spanien og Irland var modeller for finanspolitisk ansvarlighed fra 2000 til 2007. Eller sådan virkede det i hvert fald. Og Italien var heller ikke dårlig. Og hvis man forestiller sig andet – hvis man tror, at man har hørt, at den finanspolitiske uansvarlighed var mere udbredt end det – så kan man skyde skylden på den fejlagtige omtale.

Fanget i fælden

Efter at New York Times’ Neil Irwin skrev en artikel om deflationstruslen i Europa, følte økonomen Dean Baker sig for nylig kaldet til på sin blog at konstatere, at ingen inflation ikke er en slags Rubicon. Inflation under målsætningen er allerede et problem og endog et meget alvorligt problem for visse lande, der ikke har haft nemt ved at stimulere økonomien.

Tænk over det. Antag, at et land har et mål om to procents inflation, men at landets centralbank allerede har sænket rentesatserne til tæt på nul, og at inflationen er én procent og faldende. Så er landet allerede midt i en proces, som vil trække det længere ned i dybet, medmindre det givne land er virkelig heldigt.

Hvordan det? Jo. Når inflationen falder, vil renten stige, og det har en tendens til at presse økonomien yderligere. Desuden vil skyldnere opleve, at deres gæld vokser, fordi inflationen ikke er så høj som forventet, og så vil landet have en gælds-deflationscyklus, selv om det endnu ikke har deflation.

Så er Europas lave og faldende inflation et problem, fordi det kan ende med at blive til deflation? Nej. Det største problem bunder i Europas ageren.

Åh, lige et ord om Sverige, hvor økonomien faktisk er på kanten af ??deflation, men hvor embedsmænd og politikere siger ”pyt”, fordi produktionen i øjeblikket vokser. Øh, har centralbanken en inflationsmålsætning, eller har den ikke? Ja, økonomien kan nogle gange ekspandere, selv om inflationen er under målet – men fordi inflationen er lav, er der ikke så meget plads til at reagere på negative chok. Så at misse målet er en politisk fiasko, uanset hvad de nuværende indikatorer viser.

Anyway, tilbage til Euroland: Problemet er ikke, at noget kunne gå galt. Problemet er det faktum, at det allerede er gået galt. Og husk frem for alt, at risiciene ikke er symmetriske. At kontrollere inflationen gør ondt, men vi ved jo, hvordan man gør det.

At komme ud af deflation eller lowflation er virkelig, virkelig hårdt – netop derfor bør det undgås.

© 2014 The New York Times