Hvis erhvervsorganisationen DI var en ludobrik, var den blevet slået hjem lige nu.

Ikke på grund af held i kærlighed eller dårligt spil, men på grund af en kombination af gode nyheder inden for DI’s mærkesager og de igangværende overenskomstforhandlinger.

Nye beregninger af lønudviklingen i danske industrivirksomheder parret med Danmarks gode evne til at udvikle og tiltrække kompetencer viser nemlig, at det går rigtig godt. Faktisk så godt, at danske industrivirksomheders lønkonkurrenceevne ikke har været bedre siden 1995. Samtidig har det franske topuniversitet Insead netop udnævnt Danmark til at være blandt de lande i verden, der er allerbedst stillet i den internationale talentkonkurrence.

I lyset af de aktuelle overenskomstforhandlinger om de arbejdsbetingelser, som skal gælde i industrien de næste to-tre år, virker den cocktail på samme måde på Danmarks største erhvervsorganisation, som hvis den i et spil ludo var landet på en globus, som er optaget af en modstander.

De nye tal gør det nemlig svært at bevare pessimismen og argumentere for tilbageholdenhed i løn- og arbejdsvilkår, som jo er DI’s selvskrevne rolle i overenskomstforhandlingerne. Og derfor har organisationen valgt at lade sig slå hjem i stedet for at deltage i debatten om, hvordan Danmark bedst muligt fastholder og udnytter industriens styrkede konkurrenceevne.

”Af hensyn til de igangværende forhandlinger må vi desværre takke nej til at kommentere,” lyder det således fra DI’s presseafdeling.

Hos fagforeningen 3F derimod flagrer begge arme højt over hovedet.

”Det går ualmindelig godt,” konstaterer forbundsformand Per Christensen og fortsætter: ”Vi har en stærkt forbedret lønkonkurrenceevne sammenlignet med bl.a. Sverige, Tyskland og England, og vi scorer højt på en række øvrige vigtige konkurrenceparametre i internationale målinger og analyser."

De nye tal står i stærk kontrast til den kriseretorik, der har præget vækstdebatten i Danmark de senere år, og som har fået såvel forbrugere som arbejdstagere til at udvise tilbageholdenhed.

Grunden til, at DI er lidt trykket, er med andre ord, at virksomhedsledernes organisation kan se frem til hårde krav om både mere i lønposen og bedre uddannelsesvilkår.

”Det giver os et økonomisk råderum, som vi da har en forventning om kommer til at afspejle sig i de overenskomstresultater, vi nu forhandler,” siger Per Christensen.

Uddannelse frem for skattelettelser

Ligeledes vil 3F insistere på, at regeringen i sin 2025-plan ikke prioriterer yderligere skattelettelser for industrien.

”Vi bliver nødt til at insistere på, at vi nu ikke bruger vores økonomiske råderum på skattelettelser til virksomhederne. Det har der været rigeligt af i form af bl.a. afskaffelsen af PSO-afgiften. Nu skal vi investere i mennesker og kompetencer,” siger 3F’s forbundsformand.

Per Christensen understreger imidlertid, at hans medlemmer er fuldt ud klar over, at det er vigtigt, at virksomhederne omvendt ikke taber konkurrenceevne. Derfor vil organisationen i lige så høj grad fokusere på efteruddannelse og kompetenceudvikling som på at få mere i lønposen.

”Vi er meget bevidste om, at det at have de rigtige kompetencer er vigtigt for, at vores medlemmer på den lange bane kan møde de krav, som digitaliseringen stiller, og at de kan skifte branche, hvis det bliver nødvendigt,” siger Per Christensen.

Samtidig peger han på, at bedre uddannelses- og opkvalificeringsvilkår også vil tilgodese virksomhedernes behov for flere faglærte og mere kvalificerede medarbejdere og dermed bidrage til, at konkurrenceevnen bliver endnu bedre de kommende år.

Bedste lønkonkurrenceevne i 20 år

Men hvad er det så helt præcist, der får 3F til at juble og DI til at tie?

Den ene ting kan delvist aflæses i nationalregnskabet, og den anden i Inseads årlige benchmarking af forskellige nationers evne til at udvikle, tiltrække og fastholde kompetencer, det såkaldte Global Talent Competitiveness Index, GTCI 2017, der blev offentliggjort i sidste uge.

Første ting først.

Allerede i sin redegørelse fra 2. kvartal 2016 konstaterede Nationalbanken, at ’den danske konkurrenceevne er god’. Det gælder særligt, hvis man i beregningen af lønkonkurrenceevnen udover at inddrage løn også inddrager den relative vækst i produktivitet samt bytteforholdet, dvs. hvor høje priser danske virksomheders produkter kan sælges til i forhold til prisen på importerede varer. Populært betegnes det mål for lønkonkurrenceevnen som ’den relative lønkvote’.

”Ifølge den opgørelse har dansk industri forbedret sin lønkonkurrenceevne over de senere år,” skriver Nationalbanken i kvartalsredegørelsen.

Men industriens konkurrenceevne er ikke bare god, hvis lønkonkurrenceevnen udregnes på den måde – som det i øvrigt også er blevet anbefalet af Produktivitetskommissionen. Den er rigtig god. Men det er indtil videre gået under radaren i den aktuelle vækstdebat.

For eksempel har Nationalbanken i sin seneste redegørelse for 4. kvartal 2016 ikke opjusteret lønkonkurrenceevnen trods en kraftig opjustering af såvel den faktiske BNP-vækst som væksten i timeproduktiviteten efter finanskrisen i 2009.

Det arbejde står ifølge underdirektør i Nationalbanken Niels Lynggård Hansen på lige nu og vil blive meldt ud i en senere publikation. Han konstaterer dog, at lønkonkurrenceevnen er bedre end hidtil antaget, men han ønsker ikke at udtale sig om hvor meget, før publikationen offentliggøres til marts.

Det vil 3F’s cheføkonom Frederik I. Pedersen til gengæld gerne.

”Forholdet mellem lønnen per arbejdstime og værdiskabelsen per arbejdstime er revideret så meget, at vi ifølge mine beregninger får en forbedring af lønkonkurrenceevnen på omkring 5 pct. Det er altså en mærkbar forbedring af det billede, der i forvejen bliver betegnet som ’godt’ af Nationalbanken,” siger Frederik I. Pedersen.

Konkret viser cheføkonomens beregninger, at industriens lønkonkurrenceevne med de nye nationalregnskabstal er blevet forbedret med hele 22,5 pct. siden 1995, og at danske industrivirksomheders lønkonkurrenceevne dermed i dag er den stærkeste i over 20 år. Se figur 1.

Det er godt nyt for industriens og Danmarks konkurrenceevne, men naturligvis også et særdeles godt kort for 3F at have på hånden i de aktuelle forhandlinger om de fremtidige rammer for minimal- og normalløn.

Uddannelse som vækstmotor

Den anden ting, som også er godt nyt for både virksomheder, ansatte og Danmark som nation, kan til dels forklare, hvorfor Danmarks lønkonkurrenceevne er stigende og muligvis give DI lidt forhandlingskraft den anden vej.

Det franske eliteuniversitet Inseads rapport GTCI 2017 viser nemlig, at Danmark er blandt de nationer i verden, der er bedst stillet, når det gælder om at udvikle den arbejdskraft, der er brændstoffet for en god konkurrenceevne.

Indekset har siden 2013 målt nationer på deres rammebetingelser, uddannelsessystemer, evne til at tiltrække og fastholde talenter samt faktisk talentmasse, hvad angår ’tekniske’ og ’globale’ kompetencer, og Danmark er i samtlige år kommet i top-10 målt på tværs af de 6 parametre. Se figur 2.

I årets udgave af GTCI, som blev offentliggjort i sidste uge, er Danmark samlet set nummer otte. Det er tre pladser dårligere i forhold til sidste år, men samme placering som i 2014. Med andre ord ligger Danmark flot og stabilt i top-10.

Særligt Danmarks overordnede rammebetingelser såsom politisk stabilitet, regeringens effektivitet, it-infrastruktur, betingelser for at drive virksomhed samt uddannelsessystem, herunder adgang til uddannelse, efteruddannelse og professionelle netværk, vurderes til at være helt i top og overgås ifølge GTCI kun af Singapore og Schweiz.

Ifølge Insead er talenter kernen i alle virksomheders, byers og nationers konkurrenceevne. Uddannelse og kompetencer er således en afgørende komponent, når det drejer sig om at øge værdiskabelsen per arbejdstime – eller timeproduktiviteten – og dermed også industrivirksomhedernes lønkonkurrenceevne.

Derfor må det formodes, at 3F til dels sparker en åben dør ind med sine krav om endnu bedre efteruddannelses- og opkvalificeringsforhold til medlemmerne.

København som internationalt benchmark

Med årets GTCI får København en særlig cadeau. Som noget nyt har Insead vurderet byer, der betegnes som omdrejningspunkter for fremtidens globale talentkamp, efter samme parametre som nationer. Og her scorer København helt i top foran Zürich, Helsinki, San Francisco og Göteborg. Se figur 3.

En interessant betragtning i den sammenhæng er, at det ikke er de store metropoler, der dominerer toppen af ranglisten. De fleste byer i top-10 er således mindre end København, selv om millionbyer som Los Angeles, Paris og Madrid også har fundet vej til listen.

København løber bl.a. med 1. pladsen inden for uddannelsessystemer eller ’grow’, som kategorien hedder i GTCI-rapporten, samt inden for ’globale kompetencer’.

Men – ligesom med vurderingen af Danmarks position i henseende til fremtidens talentkamp – vokser træerne naturligvis ikke ind i himlen. Der er stadig plads til forbedringer, særligt når det gælder tekniske kompetencer og fastholdelse af udenlandske talenter. Og netop de forhold må forudses at give brændstof til både 3F og DI i de kommende overenskomstforhandlinger og ikke mindst, når det gælder statsminister Lars Løkkes 2025-plan.

Her vil 3F fortsat pege på opkvalificering fra bunden og på at løfte flere fra ufaglært til faglært, mens DI vil kunne pege på skattelettelser som model for at tiltrække og fastholde flere udenlandske talenter og virksomheder.

Kompetencer frem for skattelettelser

På ét punkt må det imidlertid formodes, at 3F og DI er rørende enige: Det gælder om at fastholde – og om muligt forbedre – Danmarks gode position inden for både lønkonkurrenceevne og evne til at udvikle, tiltrække og fastholde fremtidens talenter.

Spørger man Copenhagen Capacity, der er det officielle organ for investeringsfremme og regional udvikling i Region Hovedstaden og Region Sjælland, om, hvad der er vigtigst for at bevare Københavns og Danmarks førerposition, er skat ikke topprioriteten. I hvert fald ikke når det handler om at tiltrække udenlandske virksomheder og investeringer.

”Vi oplever, at udenlandske virksomheder i stigende grad er interesseret i adgangen til talenter frem for skattetryk og rammebetingelser,” siger Nikolaj Lubanski, direktør for Talent Attraction i Copenhagen Capacity.

Det er bl.a. Copenhagen Capacitys opgave at trække udenlandske virksomheder, investeringer og højtuddannet arbejdskraft til regionen. Og i den sammenhæng er fokus oftere på regionens muligheder for at fremskaffe og udvikle talenter frem for kun på økonomiske rammevilkår.

”Det handler om, hvor vidt der er adgang til de kompetencer, der er nødvendige for at udvikle forretningen,” siger Nikolaj Lubanski, der deler Insead-rapportens konstatering af, at selv om arbejdskraften fortsætter med at være mobil, så vil vi se en stigende tendens til, at virksomheder og job flytter derhen, hvor talenterne er.

”Så hvis man gerne vil tiltrække flere internationale virksomheder og investeringer til København og Danmark, vil det være klogt at investere i talenter og uddannelse,” siger Nikolaj Lubanski.

Selvpiskeri som motor

Han mener i øvrigt, at danskerne har god grund til at være stolte af sig selv, men konstaterer samtidig, at vi i høj grad fokuserer på håret i suppen – selv når lønkonkurrenceevnen er i top, og vi opnår topplaceringer i internationale benchmarkings.

”Vi elsker at bashe os selv. Det er på den ene side en underlig selvkritik og mangel på anerkendelse af, at ’vi gør det sgu’ meget godt’. På den anden side er det også en kulturel tilgang til at blive ved med at stræbe efter noget, der er bedre,” siger Nikolaj Lubanski.

Og netop det er muligvis motoren i Danmarks positive økonomiske udvikling og vedvarende konkurrencedygtighed, når det samtidig kombineres med, at vi er en lille, overskuelig økonomi, hvor alle kender hinanden.

Nikolaj Lubanski mener, at grunden til, at Danmark ligger højt på Inseads by- og landeindeks, bl.a. er, at vi formår at ’rykke sammen i bussen’ og tænke ’multi stakeholder’, når der er behov for det.

”Det er sådan, vores store reformer inden for f.eks. uddannelse, barsel og pension er blevet til, og det får vi også ros for i Inseads rapport. Det samme gælder vores åbenhed og villighed til at gå sammen om at investere i de forandringer, der er behov for for at udvikle samfundet,” siger Lubanski.

Det er også det, der skal holde os skarpe på og omstille os til den 4. industrielle revolution og de øvrige omvæltninger af samfundet og industrien, som følger af den hastige digitale og teknologiske udvikling.

”Det er en anden fordel ved at være en lille, velregistreret og veldokumenteret, overskuelig nation. Vi får øje på problemerne, og vi ved, at det gør rigtigt ondt, hvis ikke vi gør noget ved dem, f.eks. hvis den digitale udvikling gør en masse ufaglærte arbejdsløse. Det er vi simpelthen for få til at betale for, så vi har erkendt, at vi må gøre noget,” siger Nikolaj Lubanski.

Lad det hermed være en opfordring til, at 3F og DI både bruger pisk og rykker sammen i de kommende forhandlinger om industriarbejdernes vilkår.