Familiegården

“Heldet følger den velforberedte. For os er research en kernedisciplin, og intet af det, vi gør, er tilfældigt.” 

Det er syv år siden, at Hanne Risgaard satte sig ned og skrev den første forretningsplan for Skærtoft Mølle. I dag er virksomheden med sine økologiske korn- og melprodukter et stærkt gastronomisk brand, der er anerkendt blandt de bedste kokke og bagere i verden, og produkterne er på hylderne i de fleste detailkæder landet over.

Hvem har Væxt-Factor?

Jagten på Væxt-Factor fortsætter. Denne uge præsenterer vi fem nye innovative talenter, der tegner Danmarks fremtid.

Læs alle de personlige portrætter på mm.dk/fremtidensdanmark

Succesen bygger på en kombination af mod, iderigdom og benhårdt arbejde i det, der begyndte som en ren familievirksomhed for den tidligere DR og TV 2-journalist Hanne Risgaard og hendes mand Jørgen Bonde, der både er uddannet landmand og har en MBA.  I dag tæller virksomheden også den agronomuddannede datter Marie-Louise Risgaard og en lille stab af stærke kernemedarbejdere. Mølleriet holder til på Jørgen Bondes familiegård Skærtoft på Als, som parret overtog allerede i 1983.

Skærtoft Mølle har som få andre redefineret en række velkendte varer. Mel er gjort til noget, man køber frisk, på linje med friske grøntsager, æg og mælk. Og fattigmandsspisen kogte kerner er kommet ind på landets fineste gourmet-restauranter. Med sine pionerprodukter og direkte kommunikation til forbrugerne har virksomheden formået både at revolutionere mange danske forbrugeres syn på mel og korn og skabt en solid forretning.

“Vi har skabt os selv et blåt ocean inden for et kendt produktområde,” siger Hanne Risgaard.

Hanne Risgaards Væxt-Factor

CV – Hanne Risgaard – f. 1942

  • 2004: Opbygningen af virksomheden Skærtoft Mølle begyndte
  • 1991: Omlægning af Skærtoft fra konventionelt til økologisk landbrug
  • 1983: Overtog sammen med sin mand, Jørgen Bonde, Skærtoft på Als
  • 1970-2004: Journalist, blandt andet for DR og TV 2 som programvært, redaktør, producer og instruktør

Skærtoft Mølle

  • Antal ansatte: 8 faste + en række sæsonarbejdere
  • Omsætningsvækst 2008: 68 pct.
  • Omsætningsvækst 2009: 61 pct.
  • Omsætningsvækst 2010: 38 pct.

Nadja Pass om Hanne Risgaard og Skærtoft Mølle:

"Det er imponerende, hvad Hanne Risgaard og Skærtoft Mølle på få år har formået at opbygge. De har skabt et koncept, hvor de er ekstremt innovative og hele tiden udforsker nye områder, samtidig med at de er et fyrtårn, når det gælder om at danne forbrugernes fødevarebevidsthed."

Nadja Pass

Stifter, Borgerlyst.dk

Skærtoft Mølle har under krisen præsteret tocifrede vækstrater, skabt arbejdspladser i det sønderjyske og høstet en række priser og anerkendelser for deres produkter. Blandt andet blev virksomheden hædret for at bruge design til at skabe vækst, da Skærtoft Mølles produkter også på emballagefronten adskiller sig fra andre mel- og kornprodukter i detailhandlen.

Skærtoft-brandet spirede allerede så småt tilbage i 1980’erne, hvor møllerparret tog tidens miljødebat til sig. I 1990’erne blussede begrebet sporbarhed så op. Folk ville vide, hvem der havde lavet maden, hvor den kom fra, og hvad den gjorde ved kroppen. På Skærtoft tændte det ideen om at realisere frasen fra jord til bord. Hanne Risgaard og Jørgen Bonde ville være med i hele værdikæden fra såning af korn til det færdige mel. I 2004 tog de skridtet fuldt ud: Hanne Risgaard forlod journalist-livet og parret etablerede virksomheden Skærtoft Mølle.

I dag er debatten rykket videre til bæredygtighed i produktionen og arbejdsforhold i alle dele af værdikæden. Det har ført Skærtoft Mølle ud af nye pionerveje, der bl.a. retter sig mod at gøre bæredygtigheden endnu mere transparent og gennemført i kommende produktnyheder.

[quote align="right" author=""]Vi har skabt os selv et blåt ocean inden for et kendt produktområde[/quote]

Ifølge Hanne Risgaard har det også været afgørende for rejsens succes, at virksomheden fra starten havde besluttet at købe sig til de bedste kompetencer på de områder, hvor deres egne evner ikke slog til. En anden nøglefaktor har været det stærke netværk af frontløbere inden for økologi og gastronomi, som virksomheden har haft, og som har været med i udviklingen af nye produkter, før de nåede forbrugerne.

Resultaterne taler for sig selv. Men selv om Skærtoft Mølle fylder alt for Hanne Risgaard og hendes familie, så er der ingen planer om at holde inde nu.

“Vi kunne stoppe her. Men vi synes, det er træls at sige nej til kunder,” siger hun.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu