Rusland befinder sig i en uhyre farlig balanceakt mellem liberale reformer og en genopblussende kommunisme, der allerede har rykket det politiske magtcenter markant til venstre. Både økonomisk og politisk er landet i vadestedet. Der er ingen plan tilbage, men der er heller ikke opstået noget marked endnu. Og overgangen fra totalitarisme til demokrati har vist sig ikke at være mindre vanskelig end overgangen fra plan- til markedsøkonomi, skriver en af Ruslands førende politiske kommentatorer, Alexander Bovin, i en kommentar til Ugebrevet Mandag Morgen.