Finanskrisens fortrængte årsager

Har vi egentlig lært noget af finanskrisen og de 62 krakkede danske banker, som den har efterladt i sit spor? Samfundet har betalt en samlet regning på mindst 200 milliarder kr. i produktionstab siden 2008, og bankerne har foretaget samlede nedskrivninger på 174 milliarder kr. Men er vi blevet klogere? 

Hvis man i sidste uge fulgte debatten om den store rapport fra det såkaldte Rangvid-udvalg, kan man næsten komme i tvivl. Efter at Udvalget om finanskrisens årsager, der har haft CBS-professor Jesper Rangvid som formand, barslede med sin 488 sider lange rapport, har der i sandhed været kø ved håndvasken. 

Både politikere, økonomer og kommentatorer har forsøgt at dreje debatten væk fra det, den egentlig burde handle om.

Polemikken kradser kun i overfladen

I stedet for at tale om behovet for fundamentale reformer af banksektoren, herunder en opsplitning af de største banker, har vi bl.a. været vidner til en overfladisk debat om, hvorvidt der blev ført for slap finanspolitik i Anders Fogh Rasmussens regeringstid i nullerne. 

Lad os blot slå det fast med det samme: Hovedårsagen til finanskrisen skal ikke findes i finanspolitikken. 

Ja, det er sandt, at VK-regeringen førte en ekspansiv finanspolitik og ikke gjorde nok for at tøjle de offentlige udgifter i en buldrende højkonjunktur. Der var bred politisk konsensus om at skåne boligejerne, og da man havde fastfrosset boligskatten, begyndte danskerne i stor stil at sige farvel til de fastforrentede lån til fordel for de risikofyldte afdragsfrie flekslån. 

Indtil det gik så grueligt galt, kendte optimismen ingen grænser. Finansminister Thor Pedersen koketterede ligefrem med, at vi kunne købe hele verden. 

Den nuværende regeringsblok har på den baggrund brugt Rangvid-rapporten til at give VKO hovedansvaret for finanskrisen. De borgerlige partier har omvendt argumenteret for, at venstrefløjen ville have brugt endnu flere penge i nullerne, og det er nok også sandt. 

Men det gør os ikke klogere på de systemfejl i den finansielle sektor og i reguleringen af den, der faktisk er en langt vigtigere årsag til krisen. 

Den politiske polemik om, hvor den finanspolitiske abe skal placeres, bringer os ikke nærmere en erkendelse af, hvorfor finanskrisen ramte Danmark så hårdt.

De fleste politikere har lettere ved at tale om finanspolitik og blive oppe i det makroøkonomiske lag end at sætte sig ind i de komplekse og ofte ekstremt tekniske forhold, som definerer finanssektorens virke i dag.  

”Godt håndværk”

Politikernes udtalelser i de seneste dage antyder, at de stadig ikke helt har erkendt de dybereliggende årsager til finanskrisen. De borgerlige partier har f.eks. været hurtige til at advare mod rapportens forslag om skrappere krav til kapitalen og likviditeten i de store banker. 

Måske har de ladet sig lulle i søvn af, at Rangvid-udvalget – der har været velbesat med embedsmænd – i grunden siger, at embedsmændenes og politikernes bankpakker har været godt håndværk.

”Overordnet og generelt har de været hensigtsmæssigt udformet,” fastslår udvalget, der også understreger, at banksektoren selv har betalt for bankpakkerne. Finanstilsynet og Nationalbanken får berettiget kritik for ikke at have lavet deres tilsynsarbejde godt nok i årene op til finanskrisen. De undervurderede bl.a. risikoen i den hårde gearing af flere banker, og de forstod ikke i tide de likviditetsrisici, der kunne opstå som følge af bankernes hastigt voksende indlånsunderskud. 

Men samtidig beroliger udvalget politikerne ved at sige, at Finanstilsynet har fået strammet op under Ulrik Nødgaards ledelse og nu skarpt følger op på, om bankerne holder sig inden for de fastlagte grænseværdier.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen, der ved sin tiltrædelse spillede med musklerne over for de store banker, har hilst Rangvid-rapporten velkommen og meldt sig klar til at følge op på en del af anbefalingerne fra udvalget. 

Men han tør alligevel ikke gå planken ud. Han skyndte sig at fastslå, at ejendomsbeskatningen ikke skal ændres, selv om Rangvids udvalg anbefaler det for at stabilisere markedet. Og ministeren har til nyhedsbureauet Bloomberg sagt, at de korte F1-rentetilpasningslån ”ikke udgør en risiko”. 

Det kan ministeren da umuligt mene? De er kategoriseret som højrisikolån, og de store ratingbureauer har advaret om, at den slags fleksible rentetilpasningslån risikerer at bringe realkreditinstitutterne i likviditetsproblemer, hvis der opstår fundingproblemer i markedet. 

Men Socialdemokraterne, der i forvejen har masser af problemer med at tiltrække vælgere, tør ikke støde boligejerne fra sig. Danske boligejere har sat hus og hjem ind på, at den fleksible og risikofyldte kapitalisme fortsat vil trives og blive beskyttet af politikerne. Og begge sider af Folketingssalen forsvarer ihærdigt det gamle Fogh-løfte om, at boligbeskatningen ligger fast.

Så længe renteniveauet er lavt, er de afdragsfrie flekslån med til at holde forbruget oppe i samfundet. Men det kan ende galt, når renterne igen stiger, og mange familier får svært ved at betale regningen efter festen. 

Ansvarsforflygtigelse og skurketeorier

Rangvid-rapporten rummer mange fornuftige anbefalinger, der med fordel kan gøres til virkelighed: Bankerne skal fortsat holdes i stramme tøjler, ikke mindst af Finanstilsynet, risikostyringen skal forbedres, bankernes store låneengagementer til enkeltkunder skal begrænses, og Finanstilsynet skal have adgang til data om de store låntagere. 

Det sidste er vigtigt, da det viser sig, at bare 17 spekulanter med deres pantebrevskarruseller og vilde spekulationer i bl.a. erhvervsejendomme har påført bankerne tab for over 16 milliarder kr. Flere banker, bl.a. Roskilde Bank, blev trukket ned af dette spekulationscirkus.

På forsiden af Ekstra Bladet og andre steder er disse mennesker blevet hængt ud som syndebukke. Og skurketeorien er sikkert et fremragende udkast til en ny film, og i den historie kan man sikkert også inkludere nogle af de inkompetente og uprofessionelle bankdirektører og bestyrelser i de små banker, som blev taget ved næsen, da den finansielle eufori var på det højeste i nullerne.

Men det vil være alt for simpelt at sige, at 17 finansskurke alene har hovedansvaret for den danske finanskrise. 

Nymoralismen i spejlet

En anden forklaringsmodel blev forleden fremført af Berlingskes chefredaktør Tom Jensen. Ansvaret for finanskrisen er angiveligt kollektivt: Vi blev alle grebet af euforien og tilsidesatte de moralske skrupler, mens vi dyrkede overforbruget og kastede os grådigt over de afdragsfrie lån, som bankrådgiverne fristede med. 

Sat lidt på spidsen er synspunktet, at vi alle dybest set er ansvarlige. Derfor bør vi nu se os selv i spejlet og igen blive sparsommelige, arbejdsomme og mådeholdne mennesker. 

Der er et gran af sandhed i dette budskab. Der er brug for et opgør med den jubeloptimistiske fortælling om, at man bare kan give fanden i realøkonomien og så spekulere, spendere og låne sig til succes, mens man tager på luksusferie for endnu en konverteringsgevinst. 

Problemet med at kollektivisere det moralske ansvar er bare, at det ender med at føre til den konklusion, Berlingske drog i sin leder forleden: Kollektiv uansvarlighed. Hvis alle er ansvarlige, er ingen ansvarlige. Og så står vi nøgne tilbage efter syndefaldet og kan bekræfte hinanden i Berlingskes bløde slutord om, at Rangvid-rapporten er ”et middel til at fastholde den kollektive hukommelse”.

Hukommelse er udmærket. Men der skal også drages nogle konklusioner, hvis vi skal undgå fremtidige finanskriser.

Rangvid-rapporten er et fint sted at starte, hvis man vil forstå nogle af de vigtigste årsager til finanskrisen. Man kunne også læse den lange række af Mandag Morgen-analyser, der helt tilbage fra 2007 – før finanskrisen og dens bankkrak ramte Danmark – advarede mod, at vi stod over for det 21. århundredes første alvorlige kreditkrise. I august 2008, hvor Peter Straarup kaldte Roskilde Bank for ”en enlig svale”, skrev Mandag Morgen, at en lang række danske og europæiske banker risikerede at krakke på grund af alt for høj gearing. Se tekstboks.

Det unævnelige: Storbankerne skal splittes op

Rangvid-udvalget er meget forsigtig med ikke at placere ansvaret hos nogen part. Man giver i stedet en mere kompleks systemforklaring med mange forskellige faktorer, der spiller sammen:

”Finanskrisen i Danmark opstod som konsekvens af et kompliceret samspil mellem en række forudgående forhold, herunder en forholdsvis høj og tilsyneladende holdbar økonomisk vækst, der medførte en udbredt optimisme og deraf følgende generel undervurdering af risiko, procyklisk finanspolitik, procyklisk regulering af den finansielle sektor, lempelige finansielle vilkår, risikosøgende kreditinstitutter og utilstrækkelig selskabsledelse i en række pengeinstitutter. Årsagen til finanskrisen er således en kombination af mange faktorer – både internationale og nationale – der spillede sammen, og det er derfor ikke muligt at udpege én årsag eller én skurk bag den finansielle krise,” hedder det i rapporten.

Denne forklaring er for så vidt meget lødig. Der var tale om et komplekst samspil af mange faktorer. Men det er ærgerligt, at man går i en forsigtig rundkreds uden om de mere fundamentale årsager til, at det hele løb løbsk. Det er nemlig også her, man er nødt til at sætte ind for at undgå gentagelser.

Dette er tydeligt på især to punkter, nemlig spørgsmålet om opsplitning af de store banker og spørgsmålet om skrappere regulering af handlen med komplekse finansielle instrumenter, de såkaldte derivater.

Opgør med komplekse finansprodukter

På det første punkt konstaterer udvalget, at Danske Bank havde bragt sig i en sårbar position, der i 2008 truede med at ryste den finansielle stabilitet i Danmark. Med en lånegearing på 33 gange egenkapitalen og et indlånsunderskud på ca. 350 milliarder kr. skulle der ikke ret meget til at tippe læsset. Med en balance, der svarer til 200 pct. af BNP, er banken så stor, at den i praksis kan vælte hele Danmarks økonomi. 

Men det er kun et mindretal i udvalget, der er positivt over for den tanke, som en række internationale bankfolk og økonomer samt topfolk i OECD har anbefalet: at splitte de store banker op, således at de mere spekulative investeringsafdelinger skilles ud i separate selskaber, hvor de ikke truer med at trække de almindelige bankforretninger med ned. 

Professorerne Finn Østrup og Peter Møgelvang-Hansen er inde på det i en mindretalsudtalelse, hvor de bl.a. foreslår, at realkreditselskaberne skilles ud fra bankerne. Østrup foreslår sammen med professor Anders Grosen, at de danske bankers udenlandske forretninger skilles ud i selvstændige selskaber. Begge forslag kunne reducere noget af ”too big to fail”-risikoen. Her er Danmark et af de lande i Europa, der er hårdest eksponeret.

På det andet punkt hævder udvalget, at den generelle liberalisering af de internationale kapitalbevægelser, herunder opbygning af finansielle supermarkeder, ikke er en medvirkende årsag til krisen i Danmark. Et sted skriver ekspertudvalget, at liberaliseringen var ”et naturligt element i den generelle internationalisering”.

Liberaliseringer er i de fleste situationer en økonomisk fordel, men uden reguleringer fra statens side, der opstiller fornuftige spilleregler for markedets ageren, kan markedet blive sin egen værste fjende. 

Det er ordet ”naturligt”, man bør lægge mærke til. Der er ingen naturlighed over syntetiske finansprodukter som futures, swaps, rente- og valutakontrakter. På få splitsekunder kan der indgås kontrakter mellem to parter om fremtidige forventninger til de underliggende papirværdier, som måske afhænger af kreditværdigheden og likviditeten hos en tredjepart eller en fjerdepart. Værdien af de samlede udestående kontrakter løber op i svimlende 633.000 milliarder dollar. 

Det har ført til kollektiv ansvarsforflygtigelse, hvor nogle har tjent store penge på at bruge derivaterne som løftestang for komplekse finansielle operationer, der ofte var helt uigennemskuelige for både forbrugerne, bankerne selv og kreditvurderingsinstitutterne. 

Subprimelån i USA, Danske Banks FlexGaranti-futures eller Forstædernes Banks spekulative Dannevirke-obligationer var aldrig kommet til verden uden den enorme systemændring af det finansielle system, som derivatmarkedet og liberaliseringerne har været løftestang for.

Den nødvendige erkendelse

Bear Stearns-krakket i 2007 og Lehman Brothers’ kollaps i 2008 viste, hvad et derivatmarked uden modhager kan udløse af katastrofer. Og folk med en endnu længere hukommelse ved, at en lang række andre bankkrak de sidste femten år hænger tæt sammen med spekulative derivathandler, der løb ud af kontrol. 

Fortalerne hævder, at disse instrumenter gør samfundet rigere. Men sandheden er nok snarere, at meget få er blevet meget, meget rigere, mens de store risici er blevet kollektiviseret. 

Imens er magtforholdene i det økonomiske system blevet forskudt i retning af den finansielle sektor på bekostning af investeringer og talentrekruttering i industri og serviceerhverv.  

Som professor Katarina Juselius minder om i et indlæg i Information, udgør den finansielle sektor i USA nu 11 pct. af landets samlede økonomi – lige så meget som industriproduktionen. Denne forskydning er uholdbar, fordi vi også i fremtiden skal leve af den reelle værdiskabelse, som industrivirksomheder og almindelige serviceproducenter kan levere. 

Mere fundamentalt bør den politiske debat også handle om en bedre risikoafdækning. Uden en skrappere international regulering af dette marked og flere indbyggede stopklodser, løber vi en stor risiko for, at den næste finanskrise opstår via de komplekse og hårdt gearede derivathandler, som løber ud af kontrol.

Det er ikke en ny erkendelse. Og det står slemt til, hvis vi efter fem års økonomisk krise fornægter, at det er vigtigt at gøre noget ved disse systemfejl.

Men her springer Rangvid-udvalget desværre over, hvor gærdet er lavest. Det nøjes med at anbefale de regelændringer, der for manges vedkommende er undervejs allerede, men udelader de anbefalinger, der virkelig kunne gøre en forskel. Måske hænger det sammen med, at man ikke har gravet dybt nok?

Forudsigelserne var der

På rapportens side 15 skriver udvalget: ”Krisen, og især dens voldsomhed, blev således generelt ikke forudset; heller ikke af de relevante myndigheder og centralbanker, hverken i Danmark eller i udlandet. Én blandt flere centrale årsager til, at den internationale finansielle krise generelt ikke blev forudset, var den stigende kompleksitet af det finansielle system i årene inden krisen.”

Det er korrekt, at de relevante myndigheder og centralbanker overså eller ignorerede faresignalerne. Men flere andre forudså faktisk krisen såvel som dens voldsomhed.

Internationale økonomer og kommentatorer havde længe advaret om de store systemiske risici, der lå gemt i den ekstreme gearing på derivatmarkedet. Beslutningstagernes kollektive ignorance var måske udbredt som følge af kompleksiteten i det finansielle system, men det var lige netop dét, der fik en stribe økonomer – og i al beskedenhed Mandag Morgen – til at advare mod de enorme risici for en finanskrise, før den ramte Danmark. 

I 2007 skrev jeg i Mandag Morgen en leder om ”systemkrisen”, der fastslog, at ”verden står midt i det 21. århundredes første alvorlige kreditkrise. Den bør give anledning til selvransagelse hos finansielle virksomheder og myndigheder. Verdensøkonomien befinder sig ved et knivskarpt hjørne. De seneste års overflod af billig og lettilgængelig kapital skabte en gylden æra, hvor folk kunne bruge deres hus som kreditkort. Den kan i værste fald blive afløst af en længere periode med stagflation.”

Rangvid-udvalget hævder, at krisen ikke blev forudset. Men måske var det, fordi så mange af udvalgets medlemmer vendte det blinde øje til de enorme systemrisici, der var under opbygning i Danmark og internationalt i årene forud? 

Langt ind i 2008 var der embedsmænd og bankfolk i Danmark, som bildte sig ind, at det nok alligevel ikke var så galt. Den sommer hævdede Nationalbanken, at den danske banksektor stadig var robust, og Peter Straarups udtalelse om, at Roskilde Bank var en enlig svale, må gå over i historiebøgerne. 

Senere forsøgte politikere og bankøkonomer at bilde danskerne ind, at det var en krise, som var skyllet ind over Danmark udefra. Subprime var det fremmedord, som danskerne skulle lære sig. Sandheden var bare, at de danske husstande og banker var nogle af de hårdest gearede i hele Europa, og den danske boligboble var større end i de fleste andre lande. 

Krisen kom ikke bare udefra, men også indefra.

Der var mange, der svigtede deres ansvar. Men det er for let at sige, at alle har et medansvar, og at der blot er tale om et samspil af mange forskellige faktorer. Hvis de ansvarlige politikere, økonomer og embedsmænd ikke havde rendt rundt i nullerne og bekræftet hinanden i den glade mainstream-optimisme, men faktisk havde kigget lidt kritisk på tallene og de komplekse, syntetiske instrumenter i det finansielle maskinrum, var de sikkert nået frem til en anden konklusion. 

Den lange række af advarsler

Allerede i slutningen af 1990’erne, hvor Long-Term Capital Management (LTCM) gik ned på spektakulær vis efter fejlslagne derivathandler, skrev jeg artikler og ledere om, hvordan derivatmarkedet var med til at skabe en finansiel boble og burde reguleres langt bedre.  

”LTCM’s handelsbøger var så komplicerede og dets positioner så store, at verdens førende derivathandlere og risikomanagere fra tre store derivathandelshuse ikke kunne finde ud af, hvordan de skulle afvikle LTCM’s derivatpapirer hurtigt på en ordentlig måde,” fastslog IMF dengang i en analyse.

Centralbankerne greb ind, da LTCM krakkede, men USA’s daværende forbundsbankchef Alan Greenspan sænkede renten aggressivt og lagde dermed grunden til det næste krak. It-boblen voksede frem med eksorbitante kursstigninger, og Newsweeks Fareed Zakaria skrev, at der var tale om ”irrationel overflod på første klasse”. 

I 2000, året inden dotcom-krakket, sagde Luc Soete, professor i international økonomi ved Limburg-universitetet, at ”aktiemarkedet er blevet det rene kasino. Vi ser en helt ekstrem spekulation i it- og internetvirksomheder”. 

I stedet for at tage ved lære af erfaringerne udskød de ansvarlige politikere nye reguleringer af den finansielle sektor. Og ”finansialiseringen” af økonomien tog fart med en ny bølge af spekulation, denne gang i ejendomsmarkedet – fra Danmark til USA.

Det blev mere og mere tydeligt i 2004 og 2005, at det var helt og aldeles uholdbart.

Cheføkonom i Morgan Stanley Stephen Roach sagde på Davos-mødet tilbage i 2005, at USA’s voksende udlandsgæld og økonomiske balanceproblemer var ”uholdbar”. USA var måske på vej til et krak på ejendomsmarkedet, mente han.

”Amerikanerne bruger deres huse som massive hæveautomater,” sagde Roach: ”De tager nye lån i deres huse for at forbruge mere og købe dvd-maskiner lavet i Kina.” 

Og i sommeren samme år sagde Roach: "Det allermest bekymrende er, at ingen, der har en ansvarsstilling, ønsker at sætte en stopper for denne galskab."

I 2006 skrev jeg en klumme i Dagbladet Politiken om, at Dannevirke var faldet. Det var en henvisning til de højspekulative Dannevirke-obligationer, som Forstædernes Bank havde lokket kunderne til at købe med store tab til følge. 

”Et kollaps for finansielle institutioner i 1.000-mia.-dollar-klassen kan på grund af overgearing på derivatmarkedet ikke afvises som en usandsynlig risiko,” skrev jeg. Forklaringen var grundlæggende den samme som i slutningen af 90’erne. Derivathandlen var bare vokset mangefold siden da, i og uden for Danmark:

”Finansselskaber gearer deres investeringer som aldrig før. I nogle tilfælde har de gamblet så meget, at det endda er en alvorlig risiko for deres eksistens, for stabiliteten på det globale finansmarked og for nationernes økonomi.” 

Det er faktuelt forkert, når Rangvid-udvalget hævder, at krisen ikke blev forudset. Det er vigtigt for den kollektive hukommelse at forstå dybden i alt det, der gik forud. 

Hvis man vil skabe et mere stabilt finansmarked og undgå gentagelser af de stadig hyppigere finansboble-krak, er det nødvendigt med en skrappere regulering af derivatmarkedet og en opsplitning af de store megabanker. Det er på høje tid, at de ansvarlige politikere erkender, at business as usual ikke længere er tilstrækkelig.

Eller som Katarina Juselius formulerer det: ”Alene i de seneste tre årtier har verden oplevet omtrent 60 alvorlige økonomiske kriser, som har haft store omkostninger. Betydningen af at forhindre den slags kriser kan ikke overvurderes.”

Mandag Morgen om finanskrisen

Forrige artikel Private forandringsledere står klar med milliarder Næste artikel Merkels Tyskland og den nordiske model er et godt match

Bobler, kriser, ubalancer – og den finansielle sektor

Bobler, kriser, ubalancer – og den finansielle sektor

Økonomiske kriser opstår ikke ved tilfældigheder. I en ny bog giver økonom Katarina Juselius sine bud på, hvorfor økonomien med jævne mellemrum smelter sammen. Det er en mulighed at lade Nationalbanken styre landets pengeskabelse, skriver hun i denne analyse.

Biomasse er en blindgyde i dansk klimapolitik

Biomasse er en blindgyde i dansk klimapolitik

Forsyningsselskaber i danske storbyer bindes i årtier til biomasse, der er fritaget for afgift og anses for bæredygtig, selv om den udleder masser af CO2. Klimaministeren vil ikke udtale sig om sagen, der rokker ved Danmarks status som frontløber inden for vedvarende energi.

Det Økonomiske Råd og Klimarådet:  Læg afgift på biomassen

Det Økonomiske Råd og Klimarådet: Læg afgift på biomassen

Afgiftsfritagelsen på biomasse skævvrider markedet og giver incitament til private investeringer og fjernvarmeinvesteringer i biomasse på bekostning af andre grønne energikilder, lyder det fra Det Økonomiske Råd og Klimarådet, der begge opfordrer til en afgiftsændring. Det nuværende system forhaler en reel grøn omstilling.

Aalborg Kommune: Biomasse er sidste udvej

Aalborg Kommune: Biomasse er sidste udvej

Med omstillingen af Nordjyllandsværket går Aalborg Kommune foran med at sikre fremtidens varmeforsyning gennem flere energikilder. Her har biomasse laveste prioritet. I stedet hentes energien fra luft, sol, jord, havvand, varmt vand i undergrunden og overskudsvarme.

Set, læst og hørt: Katja Iversen

Set, læst og hørt: Katja Iversen

Katja Iversen anbefaler i denne uge krimien ’Den blå digters kone’, der tackler samfundsmæssige dilemmaer, og tv-serien ’Sex Education’, der er lærerig for både børn, unge og forhenværende unge.

Trump øjner nyt ejendomseventyr: Grønland

Trump øjner nyt ejendomseventyr: Grønland

Præsidenten har under samtaler med sine medarbejdere – mere eller mindre seriøst – leget med idéen om, at USA skulle købe det selvstændige danske territorie.

Trumps besøg er risikabelt for Danmark

Trumps besøg er risikabelt for Danmark

ANALYSE: USA under Donald Trump arbejder målrettet på at splitte EU. Derfor skal statsminister Mette Frederiksen træde varsomt, når den amerikanske præsident kommer på besøg. De store EU-lande holder skarpt øje med, hvor Danmark placerer sig.

Klichéen holder. Kultur æder alt andet

Klichéen holder. Kultur æder alt andet

KOMMENTAR: Det er efterhånden bredt anerkendt, at virksomhedskultur er nøglen til at tiltrække og fastholde de rigtige medarbejdere. Her er, hvordan vi arbejder med det i Milestone Systems.

Danmark og Holland planlægger grøn guldfeber i Nordsøen

Danmark og Holland planlægger grøn guldfeber i Nordsøen

Statsejede virksomheder i Danmark og Holland har udviklet en masterplan for de næste 25 års massive vindboom i Nordsøen. Virksomhederne bag planen skal sikre integrationen af nye store mængder vindstrøm i det europæiske elnet. Investorer står i kø for at være med, siger aktieanalysechef i Sydbank.

Her er beskæftigelsespolitikkens bermudatrekant

Her er beskæftigelsespolitikkens bermudatrekant

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard vil undersøge, hvorfor andelen af danskere i beskæftigelse falder. For hvis der skal være råd til bedre velfærd, skal flere danskere arbejde mere. Ikke mindst blandt de tre grupper, der udgør beskæftigelsespolitikkens bermudatrekant: De udsatte unge, ikkevestlige indvandrere og de ufaglærte.

50.000 unge er i risikozonen på fremtidens arbejdsmarked

50.000 unge er i risikozonen på fremtidens arbejdsmarked

Den nye regering arver en stor udfordring med at få flere udsatte unge til at tage en ungdomsuddannelse. Knap 50.000 unge under 25 år har hverken er i gang med en uddannelse eller et job. De får det svært på fremtidens arbejdsmarked, forudser forsker.

Indvandrere kan bidrage med 15 milliarder på arbejdsmarkedet

Indvandrere kan bidrage med 15 milliarder på arbejdsmarkedet

Det går så godt med at sluse ikkevestlige indvandrere i job, at en forsker ligefrem taler om en ny succesfase i den danske integrationshistorie. Men der er fortsat store udfordringer. Specielt indvandrerkvinder udgør et stort økonomisk potentiale for at sikre velfærden.

Bjarne Corydon: Jeg kom væk fra politik, inden det åd mig op

Bjarne Corydon: Jeg kom væk fra politik, inden det åd mig op

INTERVIEW: Tabet af regeringsmagten i 2015 var et venligt puf til Bjarne Corydon, som dermed kunne slippe ud af den politiske osteklokke, han har set mange blive opslugt af. Men skiftet til det private erhvervsliv faldt folk for brystet, og kritikken haglede ned. Nu kritiserer han selv kritikerne for at puste til en farlig ild.

Hvad Trump egentlig skal i Danmark

Hvad Trump egentlig skal i Danmark

ANALYSE: Et eskalerende stormagtsspil i Arktis mellem USA, Rusland og Kina er den egentlige årsag til, at USA's præsident har bedt om et møde med den danske statsminister. Lige nu foregår en slags våbenkapløb i form af arktiske baser og isbrydere i farvandet omkring Grønland.

Kønsdebatten er rykket ind på chefkontorerne

Kønsdebatten er rykket ind på chefkontorerne

Fire af de helt tunge topchefer i dansk erhvervsliv slår nu et kraftigt slag for diversitet i direktioner og bestyrelser. Det skader simpelthen konkurrenceevnen for danske virksomheder, at Danmark et blevet overhalet indenom, lyder budskabet.

Problemet med populære medarbejdere

Problemet med populære medarbejdere

Popularitet kan påvirke beslutningstagning negativt og føre til ringere arbejdsindsats, fordi det fordrer overdreven selvtillid, skriver WSJ’s ledelsesekspert Marissa King

Estland er Europas digitale frontløber

Estland er Europas digitale frontløber

Estland har siden sovjettiden satset hårdt på digital teknologi som vejen til udvikling og vækst. Den offentlige sektors tjenester er blandt de mest avancerede i verden og på mange måder foran de tjenester, vi har i Danmark. Og borgerne har kontrol over egne data – og hvem der tilgår dem.

Færøerne har valgt den estiske model

Færøerne har valgt den estiske model

Da Færøerne i 2015 lavede en digitaliseringsstrategi, valgte de at bruge Estlands X-road som den grundlæggende infrastruktur for udveksling af data i det offentlige. Tendensen peger mod større integration og dataudveksling mellem de nordiske landes systemer.

Proaktiv forvaltning: Gå ikke til staten – staten kommer til dig

Proaktiv forvaltning: Gå ikke til staten – staten kommer til dig

I en gennemført digital offentlig administration behøver borgerne ikke at gøre opmærksomme på deres situation for at blive betjent – systemet ved allerede, at der er et behov. Det er filosofien bag det offentlige system i Estland, hvor man også er opmærksomme på risikoen for kafkaske bivirkninger.

Digitaliseringspagt opdaterer Danmarks offentlige tjenester

Digitaliseringspagt opdaterer Danmarks offentlige tjenester

Den danske offentlige sektor ligger i den internationale top, hvad digitalisering angår. I de nærmeste år skal tjenesterne forbedres yderligere gennem den såkaldte digitaliseringspagt. Mange af de kommende digitale tilbud svarer til tjenester, som allerede findes i Estland.

Set, læst og hørt: Anne Skovbro

Set, læst og hørt: Anne Skovbro

Anne Skovbro anbefaler dig at læse om dyrene i afrika, se Benedict Cumberbatch arbejde for at få Storbritannien ud af EU, og så skal du høre Kalaha, ikke spille det. 

CO2-neutralt København i 2025:  Hvornår kan man kalde en by klimaneutral?

CO2-neutralt København i 2025: Hvornår kan man kalde en by klimaneutral?

København skal være CO2-neutralt inden 2025 − som den første hovedstad i verden. Biomasse, vind og energibesparelser er hovedfokus i planen, og målet har skaffet byen international berømmelse. Spørgsmålet er, om København vitterligt kan noget, som ingen andre kan, eller om politikerne har skåret opgaven og målene rigeligt smart til.

Frank Jensen: Vi vil gøre det nødvendige

Frank Jensen: Vi vil gøre det nødvendige

Hvis det skal lykkes at gøre hovedstaden CO2-neutral i 2025, kræver det justering af byens klimaplaner og nye investeringer – og de vil komme, lover overborgmester Frank Jensen (S). 

Peter Wibroe: Min næste exit bliver den største og sidste

Peter Wibroe: Min næste exit bliver den største og sidste

INTERVIEW: Reklamekongen, der ikke længere ønskede den titel, begik den ultimative exit og forlod arbejdsmarkedet helt. Det var under opsejling over mange år, og strategien har set ud på adskillige måder. Det endte med en smuk have. Og nu, 19 år efter, spøger endnu en exit hos Peter Wibroe: den sidste.

Haves: Ny regering. Efterlyses: Digital strategi

Haves: Ny regering. Efterlyses: Digital strategi

KOMMENTAR: Det havde været på tide at få en digitaliseringsminister, der kunne lægge en kurs for et retfærdigt Danmark på den digitale front. Men i mangel af sådan en, så må man håbe, at statsminister Mette Frederiksen har en plan.

Fik du læst? Klædeskabet er en større klimasynder end flyrejsen

Fik du læst? Klædeskabet er en større klimasynder end flyrejsen

SOMMERLÆSNING: Dagens anbefaling er en artikel fra vores tema om en ureguleret og forurenende modeindustri, som står for ikke mindre end ti procent af verdens udledning af drivhusgasser. Mens det lykkes andre brancher at begrænse udledningen af drivhusgasser, så stiger udledningen fra tøjindustrien år for år. FN forventer, at modeindustriens udledninger stiger med over 60 procent frem mod 2030. En regulær bombe under verdens anstrengelser for at få klimaet under kontrol.

God læselyst og god sommer,

Mikkel Lind Sorgenfrey, journalist

Fik du læst? Klimakampen skaber større ulighed

Fik du læst? Klimakampen skaber større ulighed

SOMMERLÆSNING: Kun Finland har i dag en mere ambitiøs klimapolitik end Danmarks 70 procent reduktion i 2030. Det kommer til at gribe ind i alle områder af samfundet – og dybt ind i vores hverdag. Og det kan skabe mere ulighed i samfundet. Det skrev vi om i januar.

God læselyst og god sommer

Jens Reiermann, velfærdsredaktør

Fik du læst? Nina Smith: Kvinder skal droppe perfekthedskonkurrencerne

Fik du læst? Nina Smith: Kvinder skal droppe perfekthedskonkurrencerne

SOMMERLÆSNING: Perfekthedskravene anno 2019 står tydeligt for professor Nina Smith. De studerende på universitetet spørger hende, hvordan de kan opnå en topkarakter, og de bryder grædende sammen – nogle bliver ligefrem aggressive – hvis en karakter er dårligere end det, de forventede. Særligt pigerne. Selv ville Nina Smith aldrig have klaret sig i dag, fortalte hun mig i januar, da hun modigt stillede op til serien 'Uperfekte Interview'. Hun har for eksempel ingen formel ph.d.-titel. Hun brugte de første ti år af sit arbejdsliv på noget, der var ”spild af tid”, og hun fik flere gange afslag, da hun tilbage i 80’erne søgte stillinger på Økonomisk Institut ved Aarhus Universitet.

God læselyst og god sommer,

Laura Ellemann-Jensen, journalist

Fik du læst? Industrisamfundet synger på sidste vers

Fik du læst? Industrisamfundet synger på sidste vers

SOMMERLÆSNING: Industrisamfundet er under afvikling og en ny økonomisk logik er ved at overtage. I januar i år beskrev jeg i et tema, hvordan vi går fra produkter til løsninger, fra fabrikker og faste forsyningskæder til platforme og netværker af co-creators. Gamle kategorier som ”fastansatte”, ”forbrugere” og ”ejerskab” bliver udfordret. Hotelbranchen, taxa-selskaberne og medieindustrien var de første til at mærke omstillingen.

God læselyst og god sommer

Peter Hesseldahl, redaktør for digital omstilling