Finanskrisens fortrængte årsager

Har vi egentlig lært noget af finanskrisen og de 62 krakkede danske banker, som den har efterladt i sit spor? Samfundet har betalt en samlet regning på mindst 200 milliarder kr. i produktionstab siden 2008, og bankerne har foretaget samlede nedskrivninger på 174 milliarder kr. Men er vi blevet klogere? 

Hvis man i sidste uge fulgte debatten om den store rapport fra det såkaldte Rangvid-udvalg, kan man næsten komme i tvivl. Efter at Udvalget om finanskrisens årsager, der har haft CBS-professor Jesper Rangvid som formand, barslede med sin 488 sider lange rapport, har der i sandhed været kø ved håndvasken. 

Både politikere, økonomer og kommentatorer har forsøgt at dreje debatten væk fra det, den egentlig burde handle om.

Polemikken kradser kun i overfladen

I stedet for at tale om behovet for fundamentale reformer af banksektoren, herunder en opsplitning af de største banker, har vi bl.a. været vidner til en overfladisk debat om, hvorvidt der blev ført for slap finanspolitik i Anders Fogh Rasmussens regeringstid i nullerne. 

Lad os blot slå det fast med det samme: Hovedårsagen til finanskrisen skal ikke findes i finanspolitikken. 

Ja, det er sandt, at VK-regeringen førte en ekspansiv finanspolitik og ikke gjorde nok for at tøjle de offentlige udgifter i en buldrende højkonjunktur. Der var bred politisk konsensus om at skåne boligejerne, og da man havde fastfrosset boligskatten, begyndte danskerne i stor stil at sige farvel til de fastforrentede lån til fordel for de risikofyldte afdragsfrie flekslån. 

Indtil det gik så grueligt galt, kendte optimismen ingen grænser. Finansminister Thor Pedersen koketterede ligefrem med, at vi kunne købe hele verden. 

Den nuværende regeringsblok har på den baggrund brugt Rangvid-rapporten til at give VKO hovedansvaret for finanskrisen. De borgerlige partier har omvendt argumenteret for, at venstrefløjen ville have brugt endnu flere penge i nullerne, og det er nok også sandt. 

Men det gør os ikke klogere på de systemfejl i den finansielle sektor og i reguleringen af den, der faktisk er en langt vigtigere årsag til krisen. 

Den politiske polemik om, hvor den finanspolitiske abe skal placeres, bringer os ikke nærmere en erkendelse af, hvorfor finanskrisen ramte Danmark så hårdt.

De fleste politikere har lettere ved at tale om finanspolitik og blive oppe i det makroøkonomiske lag end at sætte sig ind i de komplekse og ofte ekstremt tekniske forhold, som definerer finanssektorens virke i dag.  

”Godt håndværk”

Politikernes udtalelser i de seneste dage antyder, at de stadig ikke helt har erkendt de dybereliggende årsager til finanskrisen. De borgerlige partier har f.eks. været hurtige til at advare mod rapportens forslag om skrappere krav til kapitalen og likviditeten i de store banker. 

Måske har de ladet sig lulle i søvn af, at Rangvid-udvalget – der har været velbesat med embedsmænd – i grunden siger, at embedsmændenes og politikernes bankpakker har været godt håndværk.

”Overordnet og generelt har de været hensigtsmæssigt udformet,” fastslår udvalget, der også understreger, at banksektoren selv har betalt for bankpakkerne. Finanstilsynet og Nationalbanken får berettiget kritik for ikke at have lavet deres tilsynsarbejde godt nok i årene op til finanskrisen. De undervurderede bl.a. risikoen i den hårde gearing af flere banker, og de forstod ikke i tide de likviditetsrisici, der kunne opstå som følge af bankernes hastigt voksende indlånsunderskud. 

Men samtidig beroliger udvalget politikerne ved at sige, at Finanstilsynet har fået strammet op under Ulrik Nødgaards ledelse og nu skarpt følger op på, om bankerne holder sig inden for de fastlagte grænseværdier.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen, der ved sin tiltrædelse spillede med musklerne over for de store banker, har hilst Rangvid-rapporten velkommen og meldt sig klar til at følge op på en del af anbefalingerne fra udvalget. 

Men han tør alligevel ikke gå planken ud. Han skyndte sig at fastslå, at ejendomsbeskatningen ikke skal ændres, selv om Rangvids udvalg anbefaler det for at stabilisere markedet. Og ministeren har til nyhedsbureauet Bloomberg sagt, at de korte F1-rentetilpasningslån ”ikke udgør en risiko”. 

Det kan ministeren da umuligt mene? De er kategoriseret som højrisikolån, og de store ratingbureauer har advaret om, at den slags fleksible rentetilpasningslån risikerer at bringe realkreditinstitutterne i likviditetsproblemer, hvis der opstår fundingproblemer i markedet. 

Men Socialdemokraterne, der i forvejen har masser af problemer med at tiltrække vælgere, tør ikke støde boligejerne fra sig. Danske boligejere har sat hus og hjem ind på, at den fleksible og risikofyldte kapitalisme fortsat vil trives og blive beskyttet af politikerne. Og begge sider af Folketingssalen forsvarer ihærdigt det gamle Fogh-løfte om, at boligbeskatningen ligger fast.

Så længe renteniveauet er lavt, er de afdragsfrie flekslån med til at holde forbruget oppe i samfundet. Men det kan ende galt, når renterne igen stiger, og mange familier får svært ved at betale regningen efter festen. 

Ansvarsforflygtigelse og skurketeorier

Rangvid-rapporten rummer mange fornuftige anbefalinger, der med fordel kan gøres til virkelighed: Bankerne skal fortsat holdes i stramme tøjler, ikke mindst af Finanstilsynet, risikostyringen skal forbedres, bankernes store låneengagementer til enkeltkunder skal begrænses, og Finanstilsynet skal have adgang til data om de store låntagere. 

Det sidste er vigtigt, da det viser sig, at bare 17 spekulanter med deres pantebrevskarruseller og vilde spekulationer i bl.a. erhvervsejendomme har påført bankerne tab for over 16 milliarder kr. Flere banker, bl.a. Roskilde Bank, blev trukket ned af dette spekulationscirkus.

På forsiden af Ekstra Bladet og andre steder er disse mennesker blevet hængt ud som syndebukke. Og skurketeorien er sikkert et fremragende udkast til en ny film, og i den historie kan man sikkert også inkludere nogle af de inkompetente og uprofessionelle bankdirektører og bestyrelser i de små banker, som blev taget ved næsen, da den finansielle eufori var på det højeste i nullerne.

Men det vil være alt for simpelt at sige, at 17 finansskurke alene har hovedansvaret for den danske finanskrise. 

Nymoralismen i spejlet

En anden forklaringsmodel blev forleden fremført af Berlingskes chefredaktør Tom Jensen. Ansvaret for finanskrisen er angiveligt kollektivt: Vi blev alle grebet af euforien og tilsidesatte de moralske skrupler, mens vi dyrkede overforbruget og kastede os grådigt over de afdragsfrie lån, som bankrådgiverne fristede med. 

Sat lidt på spidsen er synspunktet, at vi alle dybest set er ansvarlige. Derfor bør vi nu se os selv i spejlet og igen blive sparsommelige, arbejdsomme og mådeholdne mennesker. 

Der er et gran af sandhed i dette budskab. Der er brug for et opgør med den jubeloptimistiske fortælling om, at man bare kan give fanden i realøkonomien og så spekulere, spendere og låne sig til succes, mens man tager på luksusferie for endnu en konverteringsgevinst. 

Problemet med at kollektivisere det moralske ansvar er bare, at det ender med at føre til den konklusion, Berlingske drog i sin leder forleden: Kollektiv uansvarlighed. Hvis alle er ansvarlige, er ingen ansvarlige. Og så står vi nøgne tilbage efter syndefaldet og kan bekræfte hinanden i Berlingskes bløde slutord om, at Rangvid-rapporten er ”et middel til at fastholde den kollektive hukommelse”.

Hukommelse er udmærket. Men der skal også drages nogle konklusioner, hvis vi skal undgå fremtidige finanskriser.

Rangvid-rapporten er et fint sted at starte, hvis man vil forstå nogle af de vigtigste årsager til finanskrisen. Man kunne også læse den lange række af Mandag Morgen-analyser, der helt tilbage fra 2007 – før finanskrisen og dens bankkrak ramte Danmark – advarede mod, at vi stod over for det 21. århundredes første alvorlige kreditkrise. I august 2008, hvor Peter Straarup kaldte Roskilde Bank for ”en enlig svale”, skrev Mandag Morgen, at en lang række danske og europæiske banker risikerede at krakke på grund af alt for høj gearing. Se tekstboks.

Det unævnelige: Storbankerne skal splittes op

Rangvid-udvalget er meget forsigtig med ikke at placere ansvaret hos nogen part. Man giver i stedet en mere kompleks systemforklaring med mange forskellige faktorer, der spiller sammen:

”Finanskrisen i Danmark opstod som konsekvens af et kompliceret samspil mellem en række forudgående forhold, herunder en forholdsvis høj og tilsyneladende holdbar økonomisk vækst, der medførte en udbredt optimisme og deraf følgende generel undervurdering af risiko, procyklisk finanspolitik, procyklisk regulering af den finansielle sektor, lempelige finansielle vilkår, risikosøgende kreditinstitutter og utilstrækkelig selskabsledelse i en række pengeinstitutter. Årsagen til finanskrisen er således en kombination af mange faktorer – både internationale og nationale – der spillede sammen, og det er derfor ikke muligt at udpege én årsag eller én skurk bag den finansielle krise,” hedder det i rapporten.

Denne forklaring er for så vidt meget lødig. Der var tale om et komplekst samspil af mange faktorer. Men det er ærgerligt, at man går i en forsigtig rundkreds uden om de mere fundamentale årsager til, at det hele løb løbsk. Det er nemlig også her, man er nødt til at sætte ind for at undgå gentagelser.

Dette er tydeligt på især to punkter, nemlig spørgsmålet om opsplitning af de store banker og spørgsmålet om skrappere regulering af handlen med komplekse finansielle instrumenter, de såkaldte derivater.

Opgør med komplekse finansprodukter

På det første punkt konstaterer udvalget, at Danske Bank havde bragt sig i en sårbar position, der i 2008 truede med at ryste den finansielle stabilitet i Danmark. Med en lånegearing på 33 gange egenkapitalen og et indlånsunderskud på ca. 350 milliarder kr. skulle der ikke ret meget til at tippe læsset. Med en balance, der svarer til 200 pct. af BNP, er banken så stor, at den i praksis kan vælte hele Danmarks økonomi. 

Men det er kun et mindretal i udvalget, der er positivt over for den tanke, som en række internationale bankfolk og økonomer samt topfolk i OECD har anbefalet: at splitte de store banker op, således at de mere spekulative investeringsafdelinger skilles ud i separate selskaber, hvor de ikke truer med at trække de almindelige bankforretninger med ned. 

Professorerne Finn Østrup og Peter Møgelvang-Hansen er inde på det i en mindretalsudtalelse, hvor de bl.a. foreslår, at realkreditselskaberne skilles ud fra bankerne. Østrup foreslår sammen med professor Anders Grosen, at de danske bankers udenlandske forretninger skilles ud i selvstændige selskaber. Begge forslag kunne reducere noget af ”too big to fail”-risikoen. Her er Danmark et af de lande i Europa, der er hårdest eksponeret.

På det andet punkt hævder udvalget, at den generelle liberalisering af de internationale kapitalbevægelser, herunder opbygning af finansielle supermarkeder, ikke er en medvirkende årsag til krisen i Danmark. Et sted skriver ekspertudvalget, at liberaliseringen var ”et naturligt element i den generelle internationalisering”.

Liberaliseringer er i de fleste situationer en økonomisk fordel, men uden reguleringer fra statens side, der opstiller fornuftige spilleregler for markedets ageren, kan markedet blive sin egen værste fjende. 

Det er ordet ”naturligt”, man bør lægge mærke til. Der er ingen naturlighed over syntetiske finansprodukter som futures, swaps, rente- og valutakontrakter. På få splitsekunder kan der indgås kontrakter mellem to parter om fremtidige forventninger til de underliggende papirværdier, som måske afhænger af kreditværdigheden og likviditeten hos en tredjepart eller en fjerdepart. Værdien af de samlede udestående kontrakter løber op i svimlende 633.000 milliarder dollar. 

Det har ført til kollektiv ansvarsforflygtigelse, hvor nogle har tjent store penge på at bruge derivaterne som løftestang for komplekse finansielle operationer, der ofte var helt uigennemskuelige for både forbrugerne, bankerne selv og kreditvurderingsinstitutterne. 

Subprimelån i USA, Danske Banks FlexGaranti-futures eller Forstædernes Banks spekulative Dannevirke-obligationer var aldrig kommet til verden uden den enorme systemændring af det finansielle system, som derivatmarkedet og liberaliseringerne har været løftestang for.

Den nødvendige erkendelse

Bear Stearns-krakket i 2007 og Lehman Brothers’ kollaps i 2008 viste, hvad et derivatmarked uden modhager kan udløse af katastrofer. Og folk med en endnu længere hukommelse ved, at en lang række andre bankkrak de sidste femten år hænger tæt sammen med spekulative derivathandler, der løb ud af kontrol. 

Fortalerne hævder, at disse instrumenter gør samfundet rigere. Men sandheden er nok snarere, at meget få er blevet meget, meget rigere, mens de store risici er blevet kollektiviseret. 

Imens er magtforholdene i det økonomiske system blevet forskudt i retning af den finansielle sektor på bekostning af investeringer og talentrekruttering i industri og serviceerhverv.  

Som professor Katarina Juselius minder om i et indlæg i Information, udgør den finansielle sektor i USA nu 11 pct. af landets samlede økonomi – lige så meget som industriproduktionen. Denne forskydning er uholdbar, fordi vi også i fremtiden skal leve af den reelle værdiskabelse, som industrivirksomheder og almindelige serviceproducenter kan levere. 

Mere fundamentalt bør den politiske debat også handle om en bedre risikoafdækning. Uden en skrappere international regulering af dette marked og flere indbyggede stopklodser, løber vi en stor risiko for, at den næste finanskrise opstår via de komplekse og hårdt gearede derivathandler, som løber ud af kontrol.

Det er ikke en ny erkendelse. Og det står slemt til, hvis vi efter fem års økonomisk krise fornægter, at det er vigtigt at gøre noget ved disse systemfejl.

Men her springer Rangvid-udvalget desværre over, hvor gærdet er lavest. Det nøjes med at anbefale de regelændringer, der for manges vedkommende er undervejs allerede, men udelader de anbefalinger, der virkelig kunne gøre en forskel. Måske hænger det sammen med, at man ikke har gravet dybt nok?

Forudsigelserne var der

På rapportens side 15 skriver udvalget: ”Krisen, og især dens voldsomhed, blev således generelt ikke forudset; heller ikke af de relevante myndigheder og centralbanker, hverken i Danmark eller i udlandet. Én blandt flere centrale årsager til, at den internationale finansielle krise generelt ikke blev forudset, var den stigende kompleksitet af det finansielle system i årene inden krisen.”

Det er korrekt, at de relevante myndigheder og centralbanker overså eller ignorerede faresignalerne. Men flere andre forudså faktisk krisen såvel som dens voldsomhed.

Internationale økonomer og kommentatorer havde længe advaret om de store systemiske risici, der lå gemt i den ekstreme gearing på derivatmarkedet. Beslutningstagernes kollektive ignorance var måske udbredt som følge af kompleksiteten i det finansielle system, men det var lige netop dét, der fik en stribe økonomer – og i al beskedenhed Mandag Morgen – til at advare mod de enorme risici for en finanskrise, før den ramte Danmark. 

I 2007 skrev jeg i Mandag Morgen en leder om ”systemkrisen”, der fastslog, at ”verden står midt i det 21. århundredes første alvorlige kreditkrise. Den bør give anledning til selvransagelse hos finansielle virksomheder og myndigheder. Verdensøkonomien befinder sig ved et knivskarpt hjørne. De seneste års overflod af billig og lettilgængelig kapital skabte en gylden æra, hvor folk kunne bruge deres hus som kreditkort. Den kan i værste fald blive afløst af en længere periode med stagflation.”

Rangvid-udvalget hævder, at krisen ikke blev forudset. Men måske var det, fordi så mange af udvalgets medlemmer vendte det blinde øje til de enorme systemrisici, der var under opbygning i Danmark og internationalt i årene forud? 

Langt ind i 2008 var der embedsmænd og bankfolk i Danmark, som bildte sig ind, at det nok alligevel ikke var så galt. Den sommer hævdede Nationalbanken, at den danske banksektor stadig var robust, og Peter Straarups udtalelse om, at Roskilde Bank var en enlig svale, må gå over i historiebøgerne. 

Senere forsøgte politikere og bankøkonomer at bilde danskerne ind, at det var en krise, som var skyllet ind over Danmark udefra. Subprime var det fremmedord, som danskerne skulle lære sig. Sandheden var bare, at de danske husstande og banker var nogle af de hårdest gearede i hele Europa, og den danske boligboble var større end i de fleste andre lande. 

Krisen kom ikke bare udefra, men også indefra.

Der var mange, der svigtede deres ansvar. Men det er for let at sige, at alle har et medansvar, og at der blot er tale om et samspil af mange forskellige faktorer. Hvis de ansvarlige politikere, økonomer og embedsmænd ikke havde rendt rundt i nullerne og bekræftet hinanden i den glade mainstream-optimisme, men faktisk havde kigget lidt kritisk på tallene og de komplekse, syntetiske instrumenter i det finansielle maskinrum, var de sikkert nået frem til en anden konklusion. 

Den lange række af advarsler

Allerede i slutningen af 1990’erne, hvor Long-Term Capital Management (LTCM) gik ned på spektakulær vis efter fejlslagne derivathandler, skrev jeg artikler og ledere om, hvordan derivatmarkedet var med til at skabe en finansiel boble og burde reguleres langt bedre.  

”LTCM’s handelsbøger var så komplicerede og dets positioner så store, at verdens førende derivathandlere og risikomanagere fra tre store derivathandelshuse ikke kunne finde ud af, hvordan de skulle afvikle LTCM’s derivatpapirer hurtigt på en ordentlig måde,” fastslog IMF dengang i en analyse.

Centralbankerne greb ind, da LTCM krakkede, men USA’s daværende forbundsbankchef Alan Greenspan sænkede renten aggressivt og lagde dermed grunden til det næste krak. It-boblen voksede frem med eksorbitante kursstigninger, og Newsweeks Fareed Zakaria skrev, at der var tale om ”irrationel overflod på første klasse”. 

I 2000, året inden dotcom-krakket, sagde Luc Soete, professor i international økonomi ved Limburg-universitetet, at ”aktiemarkedet er blevet det rene kasino. Vi ser en helt ekstrem spekulation i it- og internetvirksomheder”. 

I stedet for at tage ved lære af erfaringerne udskød de ansvarlige politikere nye reguleringer af den finansielle sektor. Og ”finansialiseringen” af økonomien tog fart med en ny bølge af spekulation, denne gang i ejendomsmarkedet – fra Danmark til USA.

Det blev mere og mere tydeligt i 2004 og 2005, at det var helt og aldeles uholdbart.

Cheføkonom i Morgan Stanley Stephen Roach sagde på Davos-mødet tilbage i 2005, at USA’s voksende udlandsgæld og økonomiske balanceproblemer var ”uholdbar”. USA var måske på vej til et krak på ejendomsmarkedet, mente han.

”Amerikanerne bruger deres huse som massive hæveautomater,” sagde Roach: ”De tager nye lån i deres huse for at forbruge mere og købe dvd-maskiner lavet i Kina.” 

Og i sommeren samme år sagde Roach: "Det allermest bekymrende er, at ingen, der har en ansvarsstilling, ønsker at sætte en stopper for denne galskab."

I 2006 skrev jeg en klumme i Dagbladet Politiken om, at Dannevirke var faldet. Det var en henvisning til de højspekulative Dannevirke-obligationer, som Forstædernes Bank havde lokket kunderne til at købe med store tab til følge. 

”Et kollaps for finansielle institutioner i 1.000-mia.-dollar-klassen kan på grund af overgearing på derivatmarkedet ikke afvises som en usandsynlig risiko,” skrev jeg. Forklaringen var grundlæggende den samme som i slutningen af 90’erne. Derivathandlen var bare vokset mangefold siden da, i og uden for Danmark:

”Finansselskaber gearer deres investeringer som aldrig før. I nogle tilfælde har de gamblet så meget, at det endda er en alvorlig risiko for deres eksistens, for stabiliteten på det globale finansmarked og for nationernes økonomi.” 

Det er faktuelt forkert, når Rangvid-udvalget hævder, at krisen ikke blev forudset. Det er vigtigt for den kollektive hukommelse at forstå dybden i alt det, der gik forud. 

Hvis man vil skabe et mere stabilt finansmarked og undgå gentagelser af de stadig hyppigere finansboble-krak, er det nødvendigt med en skrappere regulering af derivatmarkedet og en opsplitning af de store megabanker. Det er på høje tid, at de ansvarlige politikere erkender, at business as usual ikke længere er tilstrækkelig.

Eller som Katarina Juselius formulerer det: ”Alene i de seneste tre årtier har verden oplevet omtrent 60 alvorlige økonomiske kriser, som har haft store omkostninger. Betydningen af at forhindre den slags kriser kan ikke overvurderes.”

Mandag Morgen om finanskrisen

Forrige artikel Private forandringsledere står klar med milliarder Næste artikel Merkels Tyskland og den nordiske model er et godt match

Post-crash-økonomerne er ved at blive voksne

Post-crash-økonomerne er ved at blive voksne

I Storbritannien præger bevægelsen Rethinking Economics allerede erhvervsliv, styrelser, ministerier – og endda nationalbanken. De første studenteroprørere på økonomistudierne arbejder nu mange steder i samfundet og er i gang med at sætte deres præg på det.

Økonomisk Institut: Vi underviser allerede meget bredt

Økonomisk Institut: Vi underviser allerede meget bredt

De studerendes kritik af et for snævert pensum på økonomistudiet rammer forbi, siger institutleder på Økonomisk Institut ved Københavns Universitet. Tidligere overvismand ser Rethinking Economics som et svagt oprør uden meget klare alternativer.

Nu ruller den cirkulære økonomi

Nu ruller den cirkulære økonomi

Ny lovgivning fra både Folketinget og EU presser på for mere fokus på reparationer og genanvendelse af materialer. Produkter og forretningsmodeller, der bygger på de samme principper, vælter frem. Den cirkulære økonomi er en ide, hvis tid er kommet.

Vi bruger afsindigt meget plastik

Vi bruger afsindigt meget plastik

Pludselig hader vi plastik. På få år er der kommet langt større bevidsthed om, at vores plastikaffald havner i maven på fisk og fugle eller i gigantiske plastik-øer i verdenshavene. Alligevel vokser forbruget støt. Det arbejder politikere, erhvervsfolk og civilsamfundet på at ændre.

Plastik fra danske husholdninger får nyt liv i Langå

Plastik fra danske husholdninger får nyt liv i Langå

Dansk Affaldsminimering sorterer, renser og tørrer plastik fra danske husholdninger på deres anlæg i Langå uden for Randers. Virksomheden giver plastikken nyt liv ved at smelte den om, så den kan sælges videre til producenter.

Brød bliver til øl bliver til brød

Brød bliver til øl bliver til brød

Det økologiske bageri Jalm&B har sammen med Carlsbergs bryggeri Jacobsen indgået en industriel symbiose, hvor de aftager hinandens restprodukter til at bage brød og brygge øl.

Dansk svineproducent satser stort på bæredygtige larver

Dansk svineproducent satser stort på bæredygtige larver

Den danske virksomhed Enorm Biofactory vil dyrke larver til produktion af insektprotein, som vil kunne anvendes som tilskud i fødevarer og i fiskefoder. ”Vores mål er at komme så tæt som muligt på et nulspildsanlæg,” siger administrerende direktør Carsten Lind Pedersen

Set, læst og hørt: Julie Rokkjær Birch

Set, læst og hørt: Julie Rokkjær Birch

Julie Rokkjær Birch er ny direktør på Kvindemuseet. Mandag Morgen har spurgt hende om, hvad hun har set, læst og lyttet til for nylig, og hendes anbefalinger byder på alt fra historie til science fiction og spiritualitet.

EU rører på sig som global stormagt

EU rører på sig som global stormagt

EU-landene aftvang før påske historiske handelspolitiske indrømmelser fra Kina. Det er kun det seneste eksempel på, at EU så småt begynder at træde i karakter som en global stormagt.

Brug verdensmålene effektivt til forretningsudvikling

Brug verdensmålene effektivt til forretningsudvikling

KOMMENTAR: Hvordan tager man som virksomhed verdensmålene til sig og bruger dem konkret i forretningsudviklingen? 13 danske virksomheder har fundet svarene gennem FN’s Udviklingsprogram SDG Accelerator. Lederen af programmet giver her et bud på, hvad andre kan lære af det.

Javel, fru statsminister

Javel, fru statsminister

ANALYSE: Mette Frederiksen vil ruske op i embedsværket, hvis hun vinder valget. Hun vil styrke Statsministeriet og tage stærkere politisk styring på prioriterede områder som børn. Men strategien er risikabel, og møgsager kan hobe sig op på hendes bord.

Så meget fylder den private velfærd i din kommune

Så meget fylder den private velfærd i din kommune

Danmark oplever i disse år en gradvis privatisering af velfærden. Her kan du se andelen af private daginstitutioner, andelen af elever i private skoler og antallet af private plejeboliger i din kommune.

Politisk aristokrati A/S

Politisk aristokrati A/S

Den postpræsidentielle klubs p.t. største stjerne, Michelle Obama, sælger millioner af bøger og taler for fulde huse. Et fragmenteret mediebillede gør, at folk hungrer efter en koncentreret aften i selskab med fascinerende mennesker, mener dansk festival-direktør. Det er blevet en millionforretning for ekspolitikere og deres fruer.

Europas gamle stormagter er i en elendig demokratisk forfatning

Europas gamle stormagter er i en elendig demokratisk forfatning

ANALYSE: Frankrigs demokrati er lige så sygt som det britiske. Hverken i Paris eller London er parlamenterne i stand til at skabe folkelig konsensus om nødvendige politikker. Theresa Mays håndtering af Brexit vil sætte dybe spor i årtier. Præsident Macron overlever kun takket være Frankrigs autoritære system.

Den stille privatisering: Dansk velfærd træder ind i en ny epoke

Den stille privatisering: Dansk velfærd træder ind i en ny epoke

Hver syvende nye plejebolig drives af private. Antallet af fri- og privatskoler er højere end nogensinde. Antallet af børn i privatinstitutioner er tredoblet på få år. Danmark er på vej ind i en ny epoke, hvor den private velfærd vil fylde mere, forudser professor.

Over 30.000 børn bliver passet af private

Over 30.000 børn bliver passet af private

Private vuggestuer og børnehaver skyder frem over hele landet i disse år. Hver syvende daginstitution er i dag privat. I nogle kommuner er det op mod halvdelen. Eksperter forudser, at antallet vokser, i takt med at der skal oprettes op imod 6.000 flere pladser årligt.

Flere private plejeboliger til ældre aflaster kommunerne

Flere private plejeboliger til ældre aflaster kommunerne

Hver syvende nye plejebolig i Danmark bygges for private penge og skal drives af private operatører. Det stigende antal ældre er også blevet et marked for millioninvesteringer i private velfærdstjenester. Borgmestre i en stor og en lille kommune hilser de nye byggerier velkommen.

Set, læst og hørt: Rasmus Kjeldahl

Set, læst og hørt: Rasmus Kjeldahl

Mandag Morgen har bedt Rasmus Kjeldahl om tre kulturanbefalinger. Med musik fra unge, upcoming bands, en bog om Europas tilstand og et teaterstykke om parforholdet er der lidt for enhver smag.

Storhedstid for departementschefer

Storhedstid for departementschefer

Hvis en departementschef kan få en for departementet vigtig sag med i et regeringsgrundlag, er det en næsten-garanti for, at en ny minister vil tage sagen videre. Derfor bruger topembedsmændene tiden lige op til et folketingsvalg på at gennemgå såvel skuffesager som organisation.

Tag et opgør med de anonyme donationer

Tag et opgør med de anonyme donationer

KOMMENTAR: Politikere modtager mere offentlig støtte end nogensinde, men alligevel føler flere partier sig berettigede til at skjule deres private donorer. Det er demokratisk betænkeligt.

Regnearksledelsen har fejlet

Regnearksledelsen har fejlet

KOMMENTAR: Problemerne i Skat er et symptom på mange års fejlbehæftet tænkning i den offentlige sektor, hvor regneark udarbejdet af konsulenthuse har fået lov at diktere alt for meget alt for længe. Der er brug for færre konsulenter og mere ledelse.

Endnu en lærerreform, der svigter børn og unge med særlige behov

Endnu en lærerreform, der svigter børn og unge med særlige behov

KOMMENTAR: Uddannelsesministeren har nedsat en kommission, der skal komme med udspil til en ny læreruddannelse. Men der er ikke en eneste ekspert med forstand på specialpædagogik med ved bordet. Et signal om, at ministeren overser et af folkeskolens grundlæggende problemer.

Den demokratiske samtale med politikeren som cybersherif

Den demokratiske samtale med politikeren som cybersherif

En stor del af den politiske debat herhjemme begynder og foregår i dag på politikernes egne profiler på de sociale medier, og dermed er det også i politikernes magt at blokere de brugere, de ikke ønsker, skal blande sig i den demokratiske samtale.

Set, læst og hørt: Marie-Louise Boisen Lendal

Set, læst og hørt: Marie-Louise Boisen Lendal

Mandag Morgen har bedt Marie-Louise Boisen Lendal om tre kulturanbefalinger. Som direktør i den fødevarepolitiske tænketank Frej er hun dybt optaget af bæredygtighed, og det skinner igennem i anbefalingerne, der rummer tanker om kapitalisme, klimakamp og grøn virksomhedsledelse.

Start med at evaluere dig selv som mødeleder

Start med at evaluere dig selv som mødeleder

KOMMENTAR: En vej til at blive en bedre mødeleder er at evaluere sine egne møder på en systematisk måde, mener en af dem, der underviser kommende mødeledere. Det er i foreningen af teori og praksis, at guldet ligger.

Dampen er gået af privatiseringstoget

Dampen er gået af privatiseringstoget

Regeringen drømte for få år siden om at sælge el-, vand- og varmeværker for milliarder. Nu er privatiseringsbølgen bremset op i Danmark og mange andre steder i Europa. Det handler både om politik og økonomi.

Lilleholt: Målet var aldrig at sælge forsyningssektoren til en udenlandsk kapitalfond

Lilleholt: Målet var aldrig at sælge forsyningssektoren til en udenlandsk kapitalfond

Forsyningssektoren skal gøres mindre afhængig af tilskud og mere båret af markedskræfter. Men regeringen har ikke som mål, at der skal sælges ud af sektorens aktiver, fastslår energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt. "Jeg har som minister – og det gælder også regeringen – ingen planer om at blande mig i ejerskabet."

Dueller på analyse og tal afgør forsyningssektorens fremtid

Dueller på analyse og tal afgør forsyningssektorens fremtid

Tænketanke, analyseinstitutter og interessenter på tværs af det politiske spektrum har de senere år bidraget til debatten om forsyningssektorens fremtid med argumenter for og imod involvering af private kræfter. Mandag Morgen kortlægger argumenterne fra et bredt felt af aktører.

Forbrugerejet fjernvarme kan blive centralt for Danmarks grønne omstilling

Forbrugerejet fjernvarme kan blive centralt for Danmarks grønne omstilling

Næsten to ud af tre boliger bliver varmet op af fjernvarme. Det nærmer sig europæisk rekord. Nu opfordrer dansk topekspert til, at vi for alvor bruger fjernvarmen i den grønne omstilling. ”Det bliver dyrere at lade være,” siger Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.

Nyt job: Torben Möger Pedersen bliver formand for CBS

Nyt job: Torben Möger Pedersen bliver formand for CBS

Som ny bestyrelsesformand på Copenhagen Business School skal Torben Möger Pedersen i samarbejde med rektor Nikolaj Malchow-Møller forsøge at sikre universitetet en plads blandt verdens bedste erhvervsuniversiteter.

"Den største fare ved maskinerne er at vi bliver som dem"

INTERVIEW: Teknologien byder på enorme gevinster, og hvis ikke vi kaster os ind i udviklingen, bliver vi udkonkurreret af dem, der gør. Men jo mere vores samfund og vi selv præges af teknologien, des mere mister vi af det, som gør os til mennesker og giver mening for os, advarer den tyske fremtidsforsker Gerd Leonhard.

Global topfeminist: Danmark sakker bagud på ligestilling

Global topfeminist: Danmark sakker bagud på ligestilling

INTERVIEW: Verden bliver rigere, sundere og mere sikker, hvis alle regeringer prioriterer ligestilling højere, mener Katja Iversen, leder af ngo'en Women Deliver. Hun skoser Danmark for at svigte ligestilling og for at have misset #MeToo-debatten.

Mødes I – eller holder I bare møder?

Mødes I – eller holder I bare møder?

KOMMENTAR: Møder er et nødvendigt, men ofte også udskældt element på mange arbejdspladser. Som leder er det din opgave at undgå, at subtile udelukkelsesmekanismer, alliancer og snævert fokus på egne agendaer blokerer for, at deltagerne kan samles om en fælles sag.