Finanskrisens fortrængte årsager

Har vi egentlig lært noget af finanskrisen og de 62 krakkede danske banker, som den har efterladt i sit spor? Samfundet har betalt en samlet regning på mindst 200 milliarder kr. i produktionstab siden 2008, og bankerne har foretaget samlede nedskrivninger på 174 milliarder kr. Men er vi blevet klogere? 

Hvis man i sidste uge fulgte debatten om den store rapport fra det såkaldte Rangvid-udvalg, kan man næsten komme i tvivl. Efter at Udvalget om finanskrisens årsager, der har haft CBS-professor Jesper Rangvid som formand, barslede med sin 488 sider lange rapport, har der i sandhed været kø ved håndvasken. 

Både politikere, økonomer og kommentatorer har forsøgt at dreje debatten væk fra det, den egentlig burde handle om.

Polemikken kradser kun i overfladen

I stedet for at tale om behovet for fundamentale reformer af banksektoren, herunder en opsplitning af de største banker, har vi bl.a. været vidner til en overfladisk debat om, hvorvidt der blev ført for slap finanspolitik i Anders Fogh Rasmussens regeringstid i nullerne. 

Lad os blot slå det fast med det samme: Hovedårsagen til finanskrisen skal ikke findes i finanspolitikken. 

Ja, det er sandt, at VK-regeringen førte en ekspansiv finanspolitik og ikke gjorde nok for at tøjle de offentlige udgifter i en buldrende højkonjunktur. Der var bred politisk konsensus om at skåne boligejerne, og da man havde fastfrosset boligskatten, begyndte danskerne i stor stil at sige farvel til de fastforrentede lån til fordel for de risikofyldte afdragsfrie flekslån. 

Indtil det gik så grueligt galt, kendte optimismen ingen grænser. Finansminister Thor Pedersen koketterede ligefrem med, at vi kunne købe hele verden. 

Den nuværende regeringsblok har på den baggrund brugt Rangvid-rapporten til at give VKO hovedansvaret for finanskrisen. De borgerlige partier har omvendt argumenteret for, at venstrefløjen ville have brugt endnu flere penge i nullerne, og det er nok også sandt. 

Men det gør os ikke klogere på de systemfejl i den finansielle sektor og i reguleringen af den, der faktisk er en langt vigtigere årsag til krisen. 

Den politiske polemik om, hvor den finanspolitiske abe skal placeres, bringer os ikke nærmere en erkendelse af, hvorfor finanskrisen ramte Danmark så hårdt.

De fleste politikere har lettere ved at tale om finanspolitik og blive oppe i det makroøkonomiske lag end at sætte sig ind i de komplekse og ofte ekstremt tekniske forhold, som definerer finanssektorens virke i dag.  

”Godt håndværk”

Politikernes udtalelser i de seneste dage antyder, at de stadig ikke helt har erkendt de dybereliggende årsager til finanskrisen. De borgerlige partier har f.eks. været hurtige til at advare mod rapportens forslag om skrappere krav til kapitalen og likviditeten i de store banker. 

Måske har de ladet sig lulle i søvn af, at Rangvid-udvalget – der har været velbesat med embedsmænd – i grunden siger, at embedsmændenes og politikernes bankpakker har været godt håndværk.

”Overordnet og generelt har de været hensigtsmæssigt udformet,” fastslår udvalget, der også understreger, at banksektoren selv har betalt for bankpakkerne. Finanstilsynet og Nationalbanken får berettiget kritik for ikke at have lavet deres tilsynsarbejde godt nok i årene op til finanskrisen. De undervurderede bl.a. risikoen i den hårde gearing af flere banker, og de forstod ikke i tide de likviditetsrisici, der kunne opstå som følge af bankernes hastigt voksende indlånsunderskud. 

Men samtidig beroliger udvalget politikerne ved at sige, at Finanstilsynet har fået strammet op under Ulrik Nødgaards ledelse og nu skarpt følger op på, om bankerne holder sig inden for de fastlagte grænseværdier.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen, der ved sin tiltrædelse spillede med musklerne over for de store banker, har hilst Rangvid-rapporten velkommen og meldt sig klar til at følge op på en del af anbefalingerne fra udvalget. 

Men han tør alligevel ikke gå planken ud. Han skyndte sig at fastslå, at ejendomsbeskatningen ikke skal ændres, selv om Rangvids udvalg anbefaler det for at stabilisere markedet. Og ministeren har til nyhedsbureauet Bloomberg sagt, at de korte F1-rentetilpasningslån ”ikke udgør en risiko”. 

Det kan ministeren da umuligt mene? De er kategoriseret som højrisikolån, og de store ratingbureauer har advaret om, at den slags fleksible rentetilpasningslån risikerer at bringe realkreditinstitutterne i likviditetsproblemer, hvis der opstår fundingproblemer i markedet. 

Men Socialdemokraterne, der i forvejen har masser af problemer med at tiltrække vælgere, tør ikke støde boligejerne fra sig. Danske boligejere har sat hus og hjem ind på, at den fleksible og risikofyldte kapitalisme fortsat vil trives og blive beskyttet af politikerne. Og begge sider af Folketingssalen forsvarer ihærdigt det gamle Fogh-løfte om, at boligbeskatningen ligger fast.

Så længe renteniveauet er lavt, er de afdragsfrie flekslån med til at holde forbruget oppe i samfundet. Men det kan ende galt, når renterne igen stiger, og mange familier får svært ved at betale regningen efter festen. 

Ansvarsforflygtigelse og skurketeorier

Rangvid-rapporten rummer mange fornuftige anbefalinger, der med fordel kan gøres til virkelighed: Bankerne skal fortsat holdes i stramme tøjler, ikke mindst af Finanstilsynet, risikostyringen skal forbedres, bankernes store låneengagementer til enkeltkunder skal begrænses, og Finanstilsynet skal have adgang til data om de store låntagere. 

Det sidste er vigtigt, da det viser sig, at bare 17 spekulanter med deres pantebrevskarruseller og vilde spekulationer i bl.a. erhvervsejendomme har påført bankerne tab for over 16 milliarder kr. Flere banker, bl.a. Roskilde Bank, blev trukket ned af dette spekulationscirkus.

På forsiden af Ekstra Bladet og andre steder er disse mennesker blevet hængt ud som syndebukke. Og skurketeorien er sikkert et fremragende udkast til en ny film, og i den historie kan man sikkert også inkludere nogle af de inkompetente og uprofessionelle bankdirektører og bestyrelser i de små banker, som blev taget ved næsen, da den finansielle eufori var på det højeste i nullerne.

Men det vil være alt for simpelt at sige, at 17 finansskurke alene har hovedansvaret for den danske finanskrise. 

Nymoralismen i spejlet

En anden forklaringsmodel blev forleden fremført af Berlingskes chefredaktør Tom Jensen. Ansvaret for finanskrisen er angiveligt kollektivt: Vi blev alle grebet af euforien og tilsidesatte de moralske skrupler, mens vi dyrkede overforbruget og kastede os grådigt over de afdragsfrie lån, som bankrådgiverne fristede med. 

Sat lidt på spidsen er synspunktet, at vi alle dybest set er ansvarlige. Derfor bør vi nu se os selv i spejlet og igen blive sparsommelige, arbejdsomme og mådeholdne mennesker. 

Der er et gran af sandhed i dette budskab. Der er brug for et opgør med den jubeloptimistiske fortælling om, at man bare kan give fanden i realøkonomien og så spekulere, spendere og låne sig til succes, mens man tager på luksusferie for endnu en konverteringsgevinst. 

Problemet med at kollektivisere det moralske ansvar er bare, at det ender med at føre til den konklusion, Berlingske drog i sin leder forleden: Kollektiv uansvarlighed. Hvis alle er ansvarlige, er ingen ansvarlige. Og så står vi nøgne tilbage efter syndefaldet og kan bekræfte hinanden i Berlingskes bløde slutord om, at Rangvid-rapporten er ”et middel til at fastholde den kollektive hukommelse”.

Hukommelse er udmærket. Men der skal også drages nogle konklusioner, hvis vi skal undgå fremtidige finanskriser.

Rangvid-rapporten er et fint sted at starte, hvis man vil forstå nogle af de vigtigste årsager til finanskrisen. Man kunne også læse den lange række af Mandag Morgen-analyser, der helt tilbage fra 2007 – før finanskrisen og dens bankkrak ramte Danmark – advarede mod, at vi stod over for det 21. århundredes første alvorlige kreditkrise. I august 2008, hvor Peter Straarup kaldte Roskilde Bank for ”en enlig svale”, skrev Mandag Morgen, at en lang række danske og europæiske banker risikerede at krakke på grund af alt for høj gearing. Se tekstboks.

Det unævnelige: Storbankerne skal splittes op

Rangvid-udvalget er meget forsigtig med ikke at placere ansvaret hos nogen part. Man giver i stedet en mere kompleks systemforklaring med mange forskellige faktorer, der spiller sammen:

”Finanskrisen i Danmark opstod som konsekvens af et kompliceret samspil mellem en række forudgående forhold, herunder en forholdsvis høj og tilsyneladende holdbar økonomisk vækst, der medførte en udbredt optimisme og deraf følgende generel undervurdering af risiko, procyklisk finanspolitik, procyklisk regulering af den finansielle sektor, lempelige finansielle vilkår, risikosøgende kreditinstitutter og utilstrækkelig selskabsledelse i en række pengeinstitutter. Årsagen til finanskrisen er således en kombination af mange faktorer – både internationale og nationale – der spillede sammen, og det er derfor ikke muligt at udpege én årsag eller én skurk bag den finansielle krise,” hedder det i rapporten.

Denne forklaring er for så vidt meget lødig. Der var tale om et komplekst samspil af mange faktorer. Men det er ærgerligt, at man går i en forsigtig rundkreds uden om de mere fundamentale årsager til, at det hele løb løbsk. Det er nemlig også her, man er nødt til at sætte ind for at undgå gentagelser.

Dette er tydeligt på især to punkter, nemlig spørgsmålet om opsplitning af de store banker og spørgsmålet om skrappere regulering af handlen med komplekse finansielle instrumenter, de såkaldte derivater.

Opgør med komplekse finansprodukter

På det første punkt konstaterer udvalget, at Danske Bank havde bragt sig i en sårbar position, der i 2008 truede med at ryste den finansielle stabilitet i Danmark. Med en lånegearing på 33 gange egenkapitalen og et indlånsunderskud på ca. 350 milliarder kr. skulle der ikke ret meget til at tippe læsset. Med en balance, der svarer til 200 pct. af BNP, er banken så stor, at den i praksis kan vælte hele Danmarks økonomi. 

Men det er kun et mindretal i udvalget, der er positivt over for den tanke, som en række internationale bankfolk og økonomer samt topfolk i OECD har anbefalet: at splitte de store banker op, således at de mere spekulative investeringsafdelinger skilles ud i separate selskaber, hvor de ikke truer med at trække de almindelige bankforretninger med ned. 

Professorerne Finn Østrup og Peter Møgelvang-Hansen er inde på det i en mindretalsudtalelse, hvor de bl.a. foreslår, at realkreditselskaberne skilles ud fra bankerne. Østrup foreslår sammen med professor Anders Grosen, at de danske bankers udenlandske forretninger skilles ud i selvstændige selskaber. Begge forslag kunne reducere noget af ”too big to fail”-risikoen. Her er Danmark et af de lande i Europa, der er hårdest eksponeret.

På det andet punkt hævder udvalget, at den generelle liberalisering af de internationale kapitalbevægelser, herunder opbygning af finansielle supermarkeder, ikke er en medvirkende årsag til krisen i Danmark. Et sted skriver ekspertudvalget, at liberaliseringen var ”et naturligt element i den generelle internationalisering”.

Liberaliseringer er i de fleste situationer en økonomisk fordel, men uden reguleringer fra statens side, der opstiller fornuftige spilleregler for markedets ageren, kan markedet blive sin egen værste fjende. 

Det er ordet ”naturligt”, man bør lægge mærke til. Der er ingen naturlighed over syntetiske finansprodukter som futures, swaps, rente- og valutakontrakter. På få splitsekunder kan der indgås kontrakter mellem to parter om fremtidige forventninger til de underliggende papirværdier, som måske afhænger af kreditværdigheden og likviditeten hos en tredjepart eller en fjerdepart. Værdien af de samlede udestående kontrakter løber op i svimlende 633.000 milliarder dollar. 

Det har ført til kollektiv ansvarsforflygtigelse, hvor nogle har tjent store penge på at bruge derivaterne som løftestang for komplekse finansielle operationer, der ofte var helt uigennemskuelige for både forbrugerne, bankerne selv og kreditvurderingsinstitutterne. 

Subprimelån i USA, Danske Banks FlexGaranti-futures eller Forstædernes Banks spekulative Dannevirke-obligationer var aldrig kommet til verden uden den enorme systemændring af det finansielle system, som derivatmarkedet og liberaliseringerne har været løftestang for.

Den nødvendige erkendelse

Bear Stearns-krakket i 2007 og Lehman Brothers’ kollaps i 2008 viste, hvad et derivatmarked uden modhager kan udløse af katastrofer. Og folk med en endnu længere hukommelse ved, at en lang række andre bankkrak de sidste femten år hænger tæt sammen med spekulative derivathandler, der løb ud af kontrol. 

Fortalerne hævder, at disse instrumenter gør samfundet rigere. Men sandheden er nok snarere, at meget få er blevet meget, meget rigere, mens de store risici er blevet kollektiviseret. 

Imens er magtforholdene i det økonomiske system blevet forskudt i retning af den finansielle sektor på bekostning af investeringer og talentrekruttering i industri og serviceerhverv.  

Som professor Katarina Juselius minder om i et indlæg i Information, udgør den finansielle sektor i USA nu 11 pct. af landets samlede økonomi – lige så meget som industriproduktionen. Denne forskydning er uholdbar, fordi vi også i fremtiden skal leve af den reelle værdiskabelse, som industrivirksomheder og almindelige serviceproducenter kan levere. 

Mere fundamentalt bør den politiske debat også handle om en bedre risikoafdækning. Uden en skrappere international regulering af dette marked og flere indbyggede stopklodser, løber vi en stor risiko for, at den næste finanskrise opstår via de komplekse og hårdt gearede derivathandler, som løber ud af kontrol.

Det er ikke en ny erkendelse. Og det står slemt til, hvis vi efter fem års økonomisk krise fornægter, at det er vigtigt at gøre noget ved disse systemfejl.

Men her springer Rangvid-udvalget desværre over, hvor gærdet er lavest. Det nøjes med at anbefale de regelændringer, der for manges vedkommende er undervejs allerede, men udelader de anbefalinger, der virkelig kunne gøre en forskel. Måske hænger det sammen med, at man ikke har gravet dybt nok?

Forudsigelserne var der

På rapportens side 15 skriver udvalget: ”Krisen, og især dens voldsomhed, blev således generelt ikke forudset; heller ikke af de relevante myndigheder og centralbanker, hverken i Danmark eller i udlandet. Én blandt flere centrale årsager til, at den internationale finansielle krise generelt ikke blev forudset, var den stigende kompleksitet af det finansielle system i årene inden krisen.”

Det er korrekt, at de relevante myndigheder og centralbanker overså eller ignorerede faresignalerne. Men flere andre forudså faktisk krisen såvel som dens voldsomhed.

Internationale økonomer og kommentatorer havde længe advaret om de store systemiske risici, der lå gemt i den ekstreme gearing på derivatmarkedet. Beslutningstagernes kollektive ignorance var måske udbredt som følge af kompleksiteten i det finansielle system, men det var lige netop dét, der fik en stribe økonomer – og i al beskedenhed Mandag Morgen – til at advare mod de enorme risici for en finanskrise, før den ramte Danmark. 

I 2007 skrev jeg i Mandag Morgen en leder om ”systemkrisen”, der fastslog, at ”verden står midt i det 21. århundredes første alvorlige kreditkrise. Den bør give anledning til selvransagelse hos finansielle virksomheder og myndigheder. Verdensøkonomien befinder sig ved et knivskarpt hjørne. De seneste års overflod af billig og lettilgængelig kapital skabte en gylden æra, hvor folk kunne bruge deres hus som kreditkort. Den kan i værste fald blive afløst af en længere periode med stagflation.”

Rangvid-udvalget hævder, at krisen ikke blev forudset. Men måske var det, fordi så mange af udvalgets medlemmer vendte det blinde øje til de enorme systemrisici, der var under opbygning i Danmark og internationalt i årene forud? 

Langt ind i 2008 var der embedsmænd og bankfolk i Danmark, som bildte sig ind, at det nok alligevel ikke var så galt. Den sommer hævdede Nationalbanken, at den danske banksektor stadig var robust, og Peter Straarups udtalelse om, at Roskilde Bank var en enlig svale, må gå over i historiebøgerne. 

Senere forsøgte politikere og bankøkonomer at bilde danskerne ind, at det var en krise, som var skyllet ind over Danmark udefra. Subprime var det fremmedord, som danskerne skulle lære sig. Sandheden var bare, at de danske husstande og banker var nogle af de hårdest gearede i hele Europa, og den danske boligboble var større end i de fleste andre lande. 

Krisen kom ikke bare udefra, men også indefra.

Der var mange, der svigtede deres ansvar. Men det er for let at sige, at alle har et medansvar, og at der blot er tale om et samspil af mange forskellige faktorer. Hvis de ansvarlige politikere, økonomer og embedsmænd ikke havde rendt rundt i nullerne og bekræftet hinanden i den glade mainstream-optimisme, men faktisk havde kigget lidt kritisk på tallene og de komplekse, syntetiske instrumenter i det finansielle maskinrum, var de sikkert nået frem til en anden konklusion. 

Den lange række af advarsler

Allerede i slutningen af 1990’erne, hvor Long-Term Capital Management (LTCM) gik ned på spektakulær vis efter fejlslagne derivathandler, skrev jeg artikler og ledere om, hvordan derivatmarkedet var med til at skabe en finansiel boble og burde reguleres langt bedre.  

”LTCM’s handelsbøger var så komplicerede og dets positioner så store, at verdens førende derivathandlere og risikomanagere fra tre store derivathandelshuse ikke kunne finde ud af, hvordan de skulle afvikle LTCM’s derivatpapirer hurtigt på en ordentlig måde,” fastslog IMF dengang i en analyse.

Centralbankerne greb ind, da LTCM krakkede, men USA’s daværende forbundsbankchef Alan Greenspan sænkede renten aggressivt og lagde dermed grunden til det næste krak. It-boblen voksede frem med eksorbitante kursstigninger, og Newsweeks Fareed Zakaria skrev, at der var tale om ”irrationel overflod på første klasse”. 

I 2000, året inden dotcom-krakket, sagde Luc Soete, professor i international økonomi ved Limburg-universitetet, at ”aktiemarkedet er blevet det rene kasino. Vi ser en helt ekstrem spekulation i it- og internetvirksomheder”. 

I stedet for at tage ved lære af erfaringerne udskød de ansvarlige politikere nye reguleringer af den finansielle sektor. Og ”finansialiseringen” af økonomien tog fart med en ny bølge af spekulation, denne gang i ejendomsmarkedet – fra Danmark til USA.

Det blev mere og mere tydeligt i 2004 og 2005, at det var helt og aldeles uholdbart.

Cheføkonom i Morgan Stanley Stephen Roach sagde på Davos-mødet tilbage i 2005, at USA’s voksende udlandsgæld og økonomiske balanceproblemer var ”uholdbar”. USA var måske på vej til et krak på ejendomsmarkedet, mente han.

”Amerikanerne bruger deres huse som massive hæveautomater,” sagde Roach: ”De tager nye lån i deres huse for at forbruge mere og købe dvd-maskiner lavet i Kina.” 

Og i sommeren samme år sagde Roach: "Det allermest bekymrende er, at ingen, der har en ansvarsstilling, ønsker at sætte en stopper for denne galskab."

I 2006 skrev jeg en klumme i Dagbladet Politiken om, at Dannevirke var faldet. Det var en henvisning til de højspekulative Dannevirke-obligationer, som Forstædernes Bank havde lokket kunderne til at købe med store tab til følge. 

”Et kollaps for finansielle institutioner i 1.000-mia.-dollar-klassen kan på grund af overgearing på derivatmarkedet ikke afvises som en usandsynlig risiko,” skrev jeg. Forklaringen var grundlæggende den samme som i slutningen af 90’erne. Derivathandlen var bare vokset mangefold siden da, i og uden for Danmark:

”Finansselskaber gearer deres investeringer som aldrig før. I nogle tilfælde har de gamblet så meget, at det endda er en alvorlig risiko for deres eksistens, for stabiliteten på det globale finansmarked og for nationernes økonomi.” 

Det er faktuelt forkert, når Rangvid-udvalget hævder, at krisen ikke blev forudset. Det er vigtigt for den kollektive hukommelse at forstå dybden i alt det, der gik forud. 

Hvis man vil skabe et mere stabilt finansmarked og undgå gentagelser af de stadig hyppigere finansboble-krak, er det nødvendigt med en skrappere regulering af derivatmarkedet og en opsplitning af de store megabanker. Det er på høje tid, at de ansvarlige politikere erkender, at business as usual ikke længere er tilstrækkelig.

Eller som Katarina Juselius formulerer det: ”Alene i de seneste tre årtier har verden oplevet omtrent 60 alvorlige økonomiske kriser, som har haft store omkostninger. Betydningen af at forhindre den slags kriser kan ikke overvurderes.”

Mandag Morgen om finanskrisen

Forrige artikel Private forandringsledere står klar med milliarder Næste artikel Merkels Tyskland og den nordiske model er et godt match

Ny udlændingepolitik kan koste virksomheder 8.700 ansatte

Ny udlændingepolitik kan koste virksomheder 8.700 ansatte

Det danske arbejdsmarked risikerer at miste tusindvis af aktive hænder som konsekvens af paradigmeskiftet i udlændingepolitikken. Men Inger Støjberg vil hellere hente ny arbejdskraft i udlandet end at lade flygtningene løse behovet for hænder i danske virksomheder eller kommuner.

Rengøringsgigant: Vi jagter arbejdskraft alle steder

Rengøringsgigant: Vi jagter arbejdskraft alle steder

Facility service-koncernen ISS jagter arbejdskraft alle steder. Dels for at løse manglen på arbejdskraft; dels fordi flere og flere analyser internt hos ISS viser, at mangfoldighed målt på køn, alder og etnisk baggrund i sig selv har en lang række forretningsmæssige fordele.

Den agile organisation – en illusion, du skal jagte

Den agile organisation – en illusion, du skal jagte

KOMMENTAR: Omstillingen til en fleksibel og forandringsparat organisation er en uendelig rejse mod et evigt bevægeligt mål. Derfor kræver det en høj grad af selvindsigt, når du som leder samtidig har som opgave at få andre til at trives under de konstante forandringer.

Set, læst og hørt: Mathias Linnemann

Set, læst og hørt: Mathias Linnemann

Mandag Morgen har bedt iværksætter Mathias Linnemann om tre kulturanbefalinger. Han fortæller blandt andet om en podcast, der fik Teslas aktiekurs til at falde med ti procent, og så er han blevet dybt rørt over en fotobog af krigsfotograf Jan Grarup.

Nyt job: Stina Vrang Elias er ny NFA-formand

Nyt job: Stina Vrang Elias er ny NFA-formand

Stina Vrang Elias er udpeget som ny formand for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Hun tager over fra Kjeld Møller Pedersen, der har siddet på posten siden 2001.

Danmark løfter en mindre del af flygtningebyrden

Danmark løfter en mindre del af flygtningebyrden

Kun fem ud af tusind asylsøgere, der kommer til Europa, søger asyl i Danmark. Det er tredje år i træk, Danmark holder sig på det historisk lave niveau. Danmark er nu sunket til nummer 75 på FN’s rangliste over lande, der modtager flest flygtninge set i forhold til deres økonomisk velstand.

Her er de mest (u)populære danske statsministre

Her er de mest (u)populære danske statsministre

Nyt studie kortlægger danske ministres popularitet fra de allerførste ministermålinger i 1978 og frem til i dag. Som statsminister var Poul Schlüter mere populær end nogen anden i embedet i den 40-årige periode. Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt indtager fælles bundplacering.

Den største danske erhvervssucces du aldrig har hørt om

Den største danske erhvervssucces du aldrig har hørt om

Det er en af de største danske erhvervssucceser i nyere tid. Siden starten i 2000 har firmaet været på én lang og stejl vækstkurve. I dag er de to stiftere begge blandt de 25 rigeste danskere, og firmaet er verdens førende på deres marked. Men de færreste har hørt om 3Shape.

På kommunal bootcamp for borgerfokus

På kommunal bootcamp for borgerfokus

Borgmesteren, byrådet og kommunaldirektøren i Kolding vil ikke styre alting fra toppen. Med projektet ”Borgerens Centrum” skal medarbejderne tænke med på udviklingen af løsninger, der tager udgangspunkt i borgerens behov og ikke i lovgivningens regler.

Valgpanik skaber hovsaløsninger

Valgpanik skaber hovsaløsninger

ANALYSE: Politikere på Christiansborg vil haste store reformer af sundhedsvæsenet, udlændingepolitikken og pensionssystemet igennem inden valget. Det kan komme til at koste Danmark dyrt. Meget dyrt.

Tjek dit sundhedsfællesskab

Tjek dit sundhedsfællesskab

Mandag Morgen har kortlagt det skæve Sundhedsdanmark. Find din kommune på kortet, og se sundhedsprofilen for det sundhedsfællesskab, du vil tilhøre under regeringens bebudede reform. Du kan også sammenligne sundhedsfællesskaberne på 15 udvalgte parametre.

Flydende bydele kan lette presset på verdens storbyer

Flydende bydele kan lette presset på verdens storbyer

Ved at bygge boligkvarterer, kontorbygninger og hele bydele på store, flydende pramme kan man afhjælpe noget af pladsmanglen i verdens storbyer, mener en hollandsk arkitekt. I det statslige norske energiselskab Equinor undersøger man, om flydende byer kan være en stor ny forretningsmulighed.

Italiens stærke mand er populær som aldrig før

Italiens stærke mand er populær som aldrig før

"En krigsmaskine". "Algoritmernes mand". Vicepremierminister Matteo Salvini er stjernen i den italienske koalitionsregering. I kontinuerlig valgkamp på platforme som Facebook og Twitter er han en kommunikator, der matcher Donald Trump. Selvom han ligesom Marine Le Pen i Frankrig har opgivet modstanden mod euroen, bliver Salvini en udfordring for hele EU.

Sundhedsreform deler Danmark i et A- og B-hold

Sundhedsreform deler Danmark i et A- og B-hold

De mest belastede sundhedsfællesskaber i Udkantsdanmark får svært ved at tilbyde samme niveau i sundhedsbehandlingen som storbyernes sundhedsfællesskaber, hvor borgerne er raskere, yngre og har en sundere livsstil. Mandag Morgen har kortlagt danskernes skæve sundhedsprofil.

Her er danskernes ønskeseddel til en sundhedsreform

Her er danskernes ønskeseddel til en sundhedsreform

Halvdelen af danskerne mener, der er for stor forskel på kommunale sundhedstilbud. De efterlyser handling fra alle parter i sundhedsvæsenet, fast kontaktperson og overblik over egen behandling, viser stor undersøgelse blandt 3.000 danskere foretaget af Tænketanken Mandag Morgen.

Sundhedsreform flytter magten: Ellen Trane kan blive superminister

Sundhedsreform flytter magten: Ellen Trane kan blive superminister

Sundhedsreformen kan afgøre, hvem der skal være landets nye statsminister efter næste valg. Sundhedsminister Ellen Trane Nørby spiller en hovedrolle. Reformens centrale mål om 500.000 færre ambulante besøg og 40.000 indlæggelser bygger på usikre tal, viser notat fra Sundhedsstyrelsen. Der er "ikke meget solid evidens at basere sig på", erkender styrelsen i notatet.

København og Lolland: En verden til forskel i sundhed

København og Lolland: En verden til forskel i sundhed

København og Lolland. To kommuner med hver sin sundhedsprofil. Dobbelt så mange lollikkere får kræft, tre gange så mange får en blodprop i hjertet, og fem gange så mange er på førtidspension. Sundhedsreformen skal sikre mere ens behandling. Men det tvivler de to borgmestre på vil lykkes.

Vi er nødt til at tale om den skjulte ulighed i sundheden

Vi er nødt til at tale om den skjulte ulighed i sundheden

KOMMENTAR: Lighed i behandling har været et centralt mål for dansk sundhedspolitik gennem årtier. Men Rigsrevisionens nye beretning indikerer, at der forekommer ulighed i sundhedsvæsenets behandling, som relaterer sig til bl.a. alder, køn, geografi og socioøkonomisk baggrund.

Set, læst og hørt: Anette Christoffersen

Set, læst og hørt: Anette Christoffersen

Mandag Morgen har bedt Anette Christoffersen om tre kulturanbefalinger. Hun fortæller blandt andet om en juletradition i Trinitatis Kirke og om en bog, der aldrig forlader hendes natbord.

Knud Romer: Præstationssamfundet er min fjende nr. 1

Knud Romer: Præstationssamfundet er min fjende nr. 1

Da han skrev sin debutroman, var den så perfekt, at den indbragte ham stående ovationer og litteraturpriser. Men så indtraf derouten, da den svære to’er blev for svær. Og nøjagtigt som kunstnermyten foreskriver, gik Knud Romer destruktivt i hundene – ligesom det sker for så mange andre.

Et lille skridt for Danmark – et kæmpe skridt for verdensmålene

Et lille skridt for Danmark – et kæmpe skridt for verdensmålene

KOMMENTAR: Arbejdet med FN’s verdensmål kræver, at vi finder ud af, hvad vi skal måle os på, hvad angår deres opnåelse. Med rapporten ’Baseline for verdensmålene. Verdensmål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund’ har Danmark taget det første vigtige skridt.

Da verdenseliten kastede sig over Faaborg-Midtfyn

Da verdenseliten kastede sig over Faaborg-Midtfyn

KOMMENTAR: Når man følger den årlige virak om World Economic Forums årsmøde i den schweiziske bjergby Davos, skal man ikke lade sig blænde af, hvad der kan synes som varm luft i metermål. Danmark kan sagtens bruge WEF i praksis, hvis vi gør det rigtigt. Et godt eksempel findes i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Kom til læsermøde: Dogmeregler for Danmark 4.0

Kom til læsermøde: Dogmeregler for Danmark 4.0

INVITATION: Kom til læsermøde den 6. februar og deltag i debatten om Danmarks og den teknologiske fremtid med bl.a. Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen, formanden for ATV’s tænketank, professor Maja Horst, og Mandag Morgens redaktør for digital omstilling, Peter Hesseldahl.

Tyskernes farvel til kul sker alt for sent

Tyskernes farvel til kul sker alt for sent

ANALYSE: Tyskland er Europas største klimaproblem. Hvis tyskerne skal klare sig uden kul og atomkraft, kræver det, at de får åbnet for meget mere grøn strøm fra Danmark og resten af Norden.

Politikerne bør få systematisk efterkritik

Politikerne bør få systematisk efterkritik

KOMMENTAR: Det er et hul i vores politiske beslutningsproces, at der ikke foretages flere og mere systematiske analyser af konsekvenserne af ny lovgivning, efter den er indført. Hvis vi ikke lærer af vores fejltagelser, bliver vi jo aldrig klogere.

Industrisamfundet synger på sidste vers

Industrisamfundet synger på sidste vers

Den industrielle økonomi er gået fra 1.0 til 4.0 – fra kulkraft og dampmaskiner til digital koordination af alle aspekter af produktionen. Nu er vi ved at bevæge os så langt fra den oprindelige form for masseproduktion, at det ikke længere giver mening at kalde det industri.

Robot-pioner: Fremtidens værdiskabelse er ’anti-industriel’

Robot-pioner: Fremtidens værdiskabelse er ’anti-industriel’

Vi er knap nået i gang med industri 4.0, men Universal Robots' tekniske direktør og medstifter Esben Østergaard har allerede blikket rettet mod fremtidens produktionsform. Han forventer, at avancerede robotter i fremtiden vil frisætte og støtte mennesker i en form for fremstilling, der er præget af personlighed, håndværk og variation snarere end masseproduktion.

Tue Mantoni: Sådan revolutionerer 3D-print forretningen

Tue Mantoni: Sådan revolutionerer 3D-print forretningen

3D-print gør det muligt at skabe værdi på tværs af de sædvanlige forretningsområder. Det skal man forstå, hvis man for alvor vil udnytte fordelene ved teknologien, siger Tue Mantoni, tidligere CEO for Triumph Motorcycles og B&O. 

Topøkonomer: Ny velstand afhænger af, at vi alle lærer hele livet

Topøkonomer: Ny velstand afhænger af, at vi alle lærer hele livet

Livslang læring er afgørende, hvis vi skal drage nytte af nye teknologier. Sådan lyder det fra to topøkonomer, hvis analyse lagde en af grundstenene under Disruptionrådets arbejde. Nu håber de, at politikerne og virksomhederne husker udfordringen: At det kræver massiv omskoling, når 40 procent af arbejdsopgaverne bliver automatiseret.

Set, læst og hørt: Ida Auken

Set, læst og hørt: Ida Auken

Mandag Morgen har spurgt Ida Auken om, hvad hun har set, læst og hørt for nylig. Hun anbefaler blandt andet en westernserie med et kvindetwist og en underholdende podcast om klassisk musik.

Unlock! Tid til at komme videre med Brexit

Unlock! Tid til at komme videre med Brexit

KOMMENTAR: Kun med et meget stærkt folkeligt mandat i ryggen kan en britisk regering udskrive en ny folkeafstemning. Og hvis ingen politikere er parate til eller i stand til at opnå det mandat, må briterne gennemføre Brexit så hurtigt som muligt.

Risiko-chef: Styrer vi bevidstløst mod en ny global krise?

Risiko-chef: Styrer vi bevidstløst mod en ny global krise?

KOMMENTAR: Hvis en ny global krise rammer, vil vi så kunne rejse det nødvendige niveau af globalt samarbejde og støtte? Sandsynligvis, men spændingerne mellem den globaliserede verdensøkonomi og den voksende nationalisme i international politik er en voksende trussel.