Paradigmeskifte Globale kriser kræver samlet handling Finanskrisen er tæt forbundet med fødevarekrisen, oliekrisen og klimakrisen Fire forbundne kriser stiller i dag det globale lederskab over for den sværeste udfordring i generationer: Finanskrisen er den værste siden Den Store Depression, og den forstærkes nu af tre andre kriser: oliekrisen, fødevarekrisen og klimakrisen. Kriserne er mere komplekse end energikrisen i 1970’erne og aktiekrakket i 1987. De kan få store omkostninger for verdensøkonomien, 100 millioner mennesker kan blive kastet ud i fattigdom, og det kan give anledning til social uro og nye globale konflikter. Men kriserne er samtidig en kærkommen lejlighed til at skabe nye innovative samfundsløsninger, udvikle nye teknologier og reformere de internationale institutioner. Evnen til at forstå de forbundne krisers rækkevidde afgør, hvem der rykker ud på den anden side som vindere. Og det vil få stor betydning for, hvilke virksomheder og teknologier der får størst succes i de kommende år.