Amterne i livsfare
Fogh vil have omfattende strukturreform
Kommunegrænserne skal trækkes på Christiansborg
Amterne er nu mere i farezonen end nogen sinde. Hidtil har de sat deres lid til, at Anders Fogh Rasmussen og Mogens Lykketoft, lederne af Danmarks to største partier, ikke for alvor kunne finde på at nedlægge landets amter og gennemføre massesammenlægninger af kommunerne. Bl. a. fordi ingen af de to partiledere hidtil har tilkendegivet, hvad de mener. Men Ugebrevet Mandag Morgen kan i dag afsløre, at Anders Fogh Rasmussen på partiets sommergruppemøde i forrige uge for første gang skar igennem og tilkendegav sin egen holdning: Det er ikke et spørgsmål om reformen skal komme, men hvad den skal indeholde. Samtidig gjorde Fogh det klart, at hvis Venstre ikke udnytter det holdningsskifte, der er sket til fordel for en strukturreform, svigter partiet sin opgave. En række centralt placerede kilder i Venstre tolker udmeldingen ens: Amterne skal væk og formentlig erstattes af en håndfuld sygehusfællesskaber, der næppe skal opkræve skat, og som derfor heller ikke får brug for folkevalgte. Amternes øvrige opgaver skal i vidt omfang overlades til kommunerne, hvis antal dikteres fra Christiansborg.