Vinderopskrift Krisepakke kan bane vej for bæredygtig omstilling Fem nødvendige elementer i en grøn vækstoffensiv Sidste uges skattereform har sat regeringen under pres for at levere en vækstpakke, der både kan skabe nye arbejdspladser og geare Danmark til tiden efter krisen. De hidtidige initiativer er dog ikke nok til at vende sidste kvartals minusvækst på 2 pct. og den stormflod af fyringer, der i øjeblikket skyller ind over landet. Løbet er imidlertid langt fra kørt endnu. Mandag Morgen har – på baggrund af samtaler med økonomer, politikere samt klima- og energieksperter – identificeret fem nøgleelementer til en ny grøn vækststrategi, hvor Danmark med offensive teknologisatsninger skaber vækst og støber fundamentet for et nyt clean tech-eventyr. Analysen viser, at Fogh står med fremragende muligheder for at udnytte krisen til at præsentere en ny vækststrategi, der kan dreje Danmarks økonomi ind på et langsigtet, bæredygtigt spor. Som formanden for Ingeniørforeningen IDA, Lars Bytoft, konstaterer: “Vi står i en sjælden situation, hvor alt er kørt i stilling til en større omstilling af samfundet og hvor såvel politikere, erhvervsliv som borgere er indstillet på at bidrage til omstillingen. Det er nu regeringen skal udnytte muligheden til store reformer, frem for at spille fedtspil med marginale justeringer. ”