Trepartsforhandlingerne om en udviklingsplan for folkeskolen blev umiddelbart før kongressen i Danmarks Lærerforening afsluttet med et tyndt og upræcist resultat. Direktør i Undervisningsministeriet Ivan Sørensen siger imidlertid til Mandag Morgen, at forhandlingerne nu vil blive genoptaget med henblik på at gøre indholdet af aftalen mere præcist. Der er dog fortsat ingen planer om at inddrage folkeskolens økonomi eller lærernes overenskomstforhold i forhandlingerne. Dermed går parterne i en stor bue uden om at forholde sig til den udgiftseksplosion på skoleområdet, som KL advarede om allerede i foråret. Mens selve aftaleteksten i den nuværende form ikke rummer ret meget konkret, så vurderer rektor på Danmarks Lærerhøjskole Tom Ploug Olsen, at signalværdien af aftalen kan være betydelig.