Danskernes nye frontlinje
Forsikringsselskaber vil belønne kunder, der lever sundt
Nyt syn på sygdom vinder frem
Danmark står over for en sundhedspolitisk omvæltning. De store danske forsikringskoncerner er dybt inde i overvejelser om at introducere produkter, der belønner kunder, som lever sundt, og straffe dem, der ikke har en offensiv tilgang til sundhed. “Det er helt naturligt, at virksomheder, der gør noget særligt for sundhed – f. eks. reducerer stress, serverer sunde fødevarer i kantinen osv. – forventer, at det påvirker prisen på forsikring, ” siger Svend Erik Christensen, direktør i Skandia Lifeline. Det nye syn på sundhed er også grundlaget for regeringens rygepolitiske udspil og indvarsler en fase, hvor viden og individualisering vil udfordre det gamle sundheds-væsen. Således er de nye forsikringer ikke kun målrettet virksomheder. Tryg tilbyder allerede i dag særlige forsikringer til overvægtige. Og forventningen er en voldsom vækst i markedet. Skredet er en del af en international tendens. I Holland og Frankrig kan man i dag få rabat på sine forsikringer, hvis man spiser særligt kolesterolsænkende mælk, yoghurt og smør. Sundhedsøkonom Jakob Kjellberg advarer mod en statsfinansieret opsplitning i danskernes sundhed. På få år er antallet af private sundhedsforsikringer ottedoblet.