Det Frie Forskningsråd udvikler fremtidens nye erhverv
100 millioner kr. til forskning uden garanti
Nødvendigt at gamble for at komme på forkant
Bioteknologi er en stærk ingrediens i opskriften på, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Det viser et rundspørge til Danmarks fem nye faglige forskningsråd. Forskningsrådene er, af Det Frie Forskningsråd, blevet bedt om at komme med bud på visionære områder, som på lang sigt - dvs. om 20-25 år - kan udvikle sig til styrkepositioner for Danmark. I fire ud af otte bud indgår bioteknologi, som en væsentlig parameter. Et af områderne handler om at kombinere bioteknologi med forskning inden for kommunikation og databehandling. “Det er et område, der er i stærk vækst internationalt, selvom det endnu er umodent. Men faren er, at vi bliver hægtet af, når området bliver strategisk og kan udnyttes kommercielt, hvis ikke vi hopper på nu, ” siger professor på DTU Erling Halfdan Stenby. Han er formand for Forskningsrådet for Teknologi og Produktion, der netop har fået 17 millioner kr. til forskning i kommunikation og manipulering i makromolekylære systemer. I alt har Det Frie Forskningsråd afsat 100 millioner kr. til visionære områder i 2005. Også den danske kulturarvs potentiale i forhold til oplevelsesøkonomien bliver et nyt forskningsfelt.