Erhvervsklynger
Medicon Valley får konkurrence fra provinsen
Nye biotek-centre i voldsom vækst
Forskermangel en alvorlig trussel
Væksten inden for biomedico er kraftig i provinsen, hvor en lang række strategiske partnerskaber mellem amter, kommuner, private virksomheder og forskningsinstitutioner skyder frem. I Økonomi- og Erhvervsministeriet er vurderingen, at Danmark har nogle af de bedste forudsætninger for bioteknologisk vækst i forhold til andre biotek-centre. Målet er stærke erhvervsklynger, der både vil konkurrere og samarbejde med Medicon Valley om at tiltrække virksomheder og medarbejdere. “Regionerne kommer til at supplere hinanden, fordi man hver især sidder på nogle nicheområder og har særlige kompetencer, ” vurderer politisk konsulent i Medicon Valley Academy, Peter Frank. Tilsammen kan regionerne danne tilstrækkeligt store forskningsmiljøer, der kan tiltrække internationale virksomheder og udenlandske forskere. Og det bliver nødvendigt. Nye tal viser, at manglen på danske forskere er markant og kan bremse vækstpotentialet. Uden nye politiske initiativer vil der i 2010 mangle op mod 6. 000 forskere.