Forsvarsfusion med flere formål

Siden slaget ved Hastings i 1066 har Frankrig og Storbritannien bekæmpet hin­anden igen og igen op gennem århundrederne – med slaget ved Waterloo som det mest kendte klimaks. Siden har de også været allierede, f.eks. under 2. Verdenskrig.

Nu styrkes båndene yderligere. Den franske præsident, Nicolas Sarkozy, og den britiske premierminister, David Cameron, underskrev ved et topmøde i London i sidste uge en aftale om et nyt militært samarbejde mellem Europas to eneste atommagter.

Samarbejdet kommer til at spænde vidt. De to lande vil bl.a. etablere en fælles udrykningsstyrke, som kan sendes af sted under NATOs kommando, under EUs eller på egen hånd.

Derudover vil der blive opbygget en fælles maritim styrke omkring det franske hangarskib Charles de Gaulle, hvor hvert af de to lande skal levere halvdelen af både soldater og støtteskibe.

Også på det mere strategiske niveau skal de to lande øge samarbejdet betydeligt. Der skal udarbejdes en fælles militær doktrin og fælles træningsprogrammer for de to landes soldater.

Og så udvides det praktiske militære samarbejde til blandt andet at omfatte fælles indkøb af ubemandede overvågningsfly, fælles opsendelse af militære satellitter, fælles indkøb af ubådsteknologi og fælles militær forskning.

Samtidig vil de to lande etablere et samarbejde omkring moderne trusler som terror og cyberkriminalitet.

Der er flere årsager til, at det er lykkes at få etableret det nye samarbejde. En af forklaringerne er den nye franske forsvarspolitik, som Nicolas Sarkozy står for. Han har gjort op med Frankrigs problematiske forhold til det amerikansk dominerede NATO og bragt Frankrig tilbage ind i den militære del af det transatlantiske samarbejde.

Hvad angår Storbritannien, er massive forsvarsnedskæringer en vigtig del af regeringens gigantiske spareplan. Derfor er der brug for pragmatiske løsninger på, hvordan forsvaret kan drives billigere og mere effektivt.

De to landes forsvarssamarbejde skal efter planen udbygges gradvist frem til 2020.