Hans Lassen er optimist. 

Han deler ikke de mange pessimistiske røster og dommedagsagtige profetier i udlændingedebatten. Tværtimod. Hvor andre ser begrænsninger, ser den nyudnævnte ph.d. i integration på arbejdsmarkedet fra Aalborg Universitet muligheder. Han forsøger med fakta at gennemhulle myter og påstande om den fejlslagne integration. 

Hans Lassens ph.d.-afhandling ’En supertanker skifter kurs’, som han forsvarede i april, er én lang forsvarstale for, at beskæftigelsen blandt folk med ikke-vestlig baggrund på det danske arbejdsmarked er væsentlig mere succesfuld, end hvad den fortælling om den fejlslagne integration, som præger medierne og den politiske debat, giver indtryk af.

Hans Lassen tager fat om nogle af de mest følsomme emner i de sidste 20 års dansk politik.

Han konkluderer, at indførelsen af de såkaldte fattigdomsydelser som starthjælpen, kontanthjælpsloftet og 300-timersreglen ikke har haft den store betydning for beskæftigelsen. De tiltag skulle ellers øge incitamenterne for flygtninge og indvandrere til at tage et job og har været centrum for talrige politiske slagsmål mellem rød og blå blok siden 1990’erne. Men effekten har været meget minimal.

”Alle beregninger, studier og analyser peger entydigt på, at vi er nede i nogle meget små tal, når det handler om at skrue på de økonomiske incitamenter. Man kan gøre det af værdimæssige årsager. Men man skal ikke gøre det, hvis man ønsker mærkbare forbedringer af beskæftigelsen,” siger Hans Lassen i et interview med Mandag Morgen.

Stik imod det generelle billede i medierne konkluderer han, at indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande har lige så stor jobmotivation som danskere. På samme måde udgør religion og kultur heller ikke den store barriere for integrationen på arbejdsmarkedet, som det ellers fremgår af den brede offentlige debat. Fortællingen om indvandrerkvinder, der hellere vil gå hjemme og passe hjem og børn end at tage et job, holder ifølge Hans Lassen heller ikke vand.

Han anfægter desuden Finansministeriets skøn for de næste mange års udgifter til ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere. Ministeriet anslår, at regningen årligt løber op i 33 mia. kr. frem mod 2100 – altså hvert år de næste 82 år. Men den køber Hans Lassen ikke.

”Det er friskt at lave sådan en analyse frem mod år 2100, når man ved, hvor kompliceret dette område er. Jeg vil ikke anse det for urealistisk, at ikke-vestlige indvandrere allerede i løbet af de næste 10-15 år vil komme i nærheden af samme beskæftigelsesniveau som vestlige indvandrere,” siger Hans Lassen

Hvis han får ret, vil ikke-vestlige indvandrere ikke længere være en underskudsforretning for Danmark. For vestlige indvandreres beskæftigelsesniveau er så højt, at de giver en årlig gevinst på 14 mia. kr. ifølge ministeriets egen analyse. Hans Lassen peger på en stribe tendenser, som han mener går imod Finansministeriets analyse.

Hvilke tendenser der er tale om, og Hans Lassen bud på nye løsninger vender vi tilbage til.

Danmark er godt klædt på

Hans Lassen kan minde om den verdensberømte og nu afdøde svenske professor Hans Rosling, som på mange måder gik imod den herskende strøm, når han skulle argumentere for sine synspunkter om global sundhed, flygtningestrømme eller vækst i udviklingslande.

Hvor den svenske professor kunne finde på at bruge toiletruller og æbler til at visualisere sine synspunkter, bruger danske Hans Lassen tørre fakta. Masser af fakta. Fakta om perioden fra 1981 og frem til i dag hentet fra bl.a. forskningsstudier, Danmarks Statistik, skiftende regeringer og konsulentrapporter. Se tekstboks.

Når han argumenterer for et synspunkt, bliver det hurtigt fulgt op med en henvisning til en af de talrige skriftlige kilder. Når Hans Lassen selv skal fremhæve en af de vigtigste pointer i sin ph.d., peger han på, at Danmark står godt rustet til at styrke integrationen de kommende år, da en stribe strategiske grundmekanismer stort set er på plads.

”For det første er job- og uddannelsesmotivationen blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere rimelig høj sammenlignet med danskernes. Selvfølgelig kan man udvikle den og gøre den skarpere. Men den er grundlæggende på plads,” siger Hans Lassen.

For det andet er incitamenterne til at tage en uddannelse for denne gruppe stort set også på plads. Hudfarve og religion udgør ikke en barriere. Folk kan se frem til en højere beskæftigelsesgrad ved at tage en uddannelse. De kan se frem til at få et job, som svarer til uddannelsens indhold, og en økonomisk gevinst sammenlignet med, hvis de ikke tager en uddannelse.

For det tredje ser det ud til, at virksomhederne først og fremmest ser på folks kvalifikationer, når de skal ansætte nye folk, og ikke på folks etnicitet.

For det fjerde peger Hans Lassen på en meget høj og stabil tilfredshed med ikke-vestlige indvandrere inden for både det offentlige og det private arbejdsmarked.

”Da alle disse fire grundlæggende ting stort set er på plads, er det danske samfund klædt godt på til at kunne forbedre indsatsen endnu mere. Vi kan sætte flueben ud for alle disse fire ting. Havde det ikke været tilfældet, havde Danmark haft et kæmpe problem,” siger han.

Fra fiasko til succes

Hans Lassen har delt den danske historie om udlændinges integration på arbejdsmarkedet op i tre forskellige perioder:

Nedgangsperioden fra 1981 til 1996, hvor forskellen mellem danskernes og de ikke-vestliges beskæftigelsesfrekvens bare voksede og voksede år for år og kulminerede med et beskæftigelsesgab på hele 41 pct.point i 1996. I denne periode præget af fiasko blev gruppen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i den erhvervsaktive alder mere end tredoblet fra ca. 36.000 til ca. 127.000. Se figur 1 ovenfor og figur 2 længere nede.

Fremgangsperioden fra 1996 til 2009, hvor flere kom i arbejde, og beskæftigelsesgabet blev mindre år efter år. Inden den økonomiske krise satte ind i 2009, var beskæftigelsesgabet halveret, og samtidig var gruppen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere nu nået op på 245.000 – 6,5 gange så mange som i 1981.

Konsolideringsperioden fra 2009 til 2016, hvor fremgangen fra succesårene blev bremset uden dog at blive rullet helt tilbage. Det skyldtes bl.a., at krisen var ekstra hård for indvandrere med flygtningebaggrund, samt den øgede konkurrence om jobbene fra østeuropæiske arbejdere. I denne periode voksede antallet af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere yderligere – fra ca. 245.000 til ca. 331.000 personer – eller ca. 12.300 pr. år i gennemsnit.

”Afhandlingen dokumenterer, at den fremgang, vi har haft i beskæftigelsen af ikke-vestlige indvandrere fra midten af 1990’erne og frem til finanskrisen, har vist sig robust og holdbar på trods af en masse dårlige odds. Alligevel har vi en meget negativ diskurs i den offentlige debat. Den havde givet rigtig god mening i fiaskoperioden frem til midten af 1990’erne, hvor det gik meget ned ad bakken. Men diskursen har ikke tilpasset sig succesfasen fra midten af 1990’erne og frem, på trods af at der ellers er god grund til at være optimistisk,” siger Hans Lassen.

Opgør med myter

I sin afhandling har han udvalgt fem fremherskende perspektiver på indvandrerbeskæftigelsen for at se, om de udgør en barriere for at få indvandrere og efterkommere i job. Det drejer sig om kultur, økonomiske incitamenter, humankapital, diskrimination og netværk.

Nogle af de kulturelle og religiøse barrierer, som Hans Lassen er dykket ned i, handler om den såkaldte husmodermentalitet, hvor indvandrerkvinder bliver anklaget for hellere at ville gå derhjemme og passe børn, mand og hjem end at tage et arbejde. Han har gennemgået en lang række empiriske studier.

Hans konklusion er, at denne fortælling ikke generelt holder vand. Den bygger i vid udstrækning på en overfortolkning af nogle ganske få og ældre undersøgelser. Nogle studier viser endda, at kvinder fra lande som Tyrkiet, Iran og Pakistan i højere grad end danske kvinder går ind for, at en kvinde bør arbejde.

”Påstanden fylder ellers rigtig meget i medierne. Masser af politikere, interesseorganisationer og forskere peger netop på denne husmodermentalitet som en vigtig forklaring på, at ikke-vestlige indvandrerkvinder har en lav beskæftigelsesfrekvens. Jeg har samlet stort set alle surveys på området, og det er altså svært at argumentere for, at det er en stor barriere,” siger Hans Lassen.

Han fremhæver en række andre generelle indikatorer, som trækker i samme retning. F.eks. faldt de ikke-vestlige kvinders fertilitet fra lidt over 3 til lidt under 2 og endte således med at være fuldstændig identisk med de danske kvinders fertilitet i den periode fra 1996 til 2009, hvor beskæftigelsen gik frem, og de i større grad kom ud på arbejdsmarkedet.

Indvandrernes børn kommer ganske vist lidt senere i daginstitution end danske børn, men fra treårsalderen er der stort set ikke nogen forskel. Og de kvindelige indvandrere bruger rent faktisk deres uddannelsesfremgang til at komme i job bagefter.

”Alle de ting peger kun én vej: Der er en jobmotivation og jobvilje i denne gruppe,” siger Hans Lassen.

Selv om ’husmodermentaliteten’ ikke generelt er en barriere i Hans Lassens optik, medgiver han dog, at den kan være en del af forklaringen på den særlig lave beskæftigelsesfrekvens for nogle grupper af kvindelige indvandrere fra lande som Libanon, Somalia, Irak, Tyrkiet og Pakistan.

”Det er selvfølgelig en udfordring, når kvinder kommer fra denne type af lande, hvor de er vant til at gå hjemme, og så pludselig kommer til et socialdemokratisk arbejdsmarked, hvor det forventes, at de kommer i regulære lønmodtagerjob med pensionsordninger og hele pakken. Men det afgørende spørgsmål er, om de med næb og klør holder fast i det mønster, de kommer fra. Konklusionen er, at det gør de ikke. Der er godt gang i gryden,” siger Hans Lassen.

Regeringens mærkesag har lille effekt

Han forsøger også at banke en tyk pæl gennem påstanden om, at lavere ydelser som starthjælp og kontanthjælpsloft får masser af folk i job. Dermed rejser han tvivl om regeringens fortælling, når minister efter ministrer netop fremhæver lavere ydelser som en succesfuld måde til at få flere indvandrere i job.

Ordninger som starthjælpen, 300-timersreglen og kontanthjælpsloftet blev alle indført efter 2002. Hvis de havde haft et stort økonomisk incitament til at få indvandrere og efterkommere i job, ville det også kunne mærkes på beskæftigelsesfrekvensen efter 2002.

Men Hans Lassen når frem til et andet billede. Beskæftigelsesfrekvensen gik mere i vejret i perioden fra 1996 til 2002 end i perioden fra 2002 og frem til krisens start i 2009. Denne tendens gjaldt for både indvandrere og efterkommere, mænd og kvinder samt yngre og ældre.

Hans Lassen anslår, at disse såkaldte fattigdomsydelser formentlig kun har haft en begrænset effekt på 2.000-3.000 helårspersoner. Det skal sammenholdes med den samlede fremgang i beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på knap 100.000 i samme periode.

Samtidig har de lave ydelser formentlig også haft store afledte økonomiske konsekvenser for de folk, som ikke kom i arbejde. De har haft færre penge til sig selv og deres børn hver måned og kom måske endnu længere væk fra arbejdsmarkedet.

”Man kan undre sig over, at man ikke har lavet undersøgelser blandt de folk, som ikke kom i arbejde. Men selv hvis vi antager den mest optimistiske analyse og sætter denne kontraproduktive effekt lig med 0, så har starthjælpen, kontanthjælpsloftet og 300-timersreglen tilsammen kun haft en beskeden effekt,” siger Hans Lassen.

Sår tvivl om ministeriets analyse

Han rejser også tvivl om den nye økonomiske analyse, som Finansministeriet netop har lavet om regningen for ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Her konkluderer ministeriet i sin analyse, at indvandrere og deres efterkommere vil koste statskassen 33 mia. kr. hvert eneste år frem til år 2100. Se figur 3 længere nede i artiklen.

Som finansminister Kristian Jensen (V) sagde, da han offentliggjorde den kæmpemæssige regning:

”Den indvandring, vi har oplevet fra ikke-vestlige lande, koster vores samfund penge, og sådan vil det blive ved at være i mange år frem. Det er vigtigt at se realiteterne i øjnene.”

Analysen bygger dog på, at det nuværende mønster fortsætter, og at det ikke for alvor går hverken frem eller tilbage for integrationen. Hans Lassen køber ikke denne præmis.

”Det virker ret primitivt. Finansministeriet hænger i sin måde at analysere på fast i fiaskofasen fra 1981 til 1996,” siger han og peger på en stribe faktorer, som hver især kan være med til at styrke integrationen.

Han fremhæver, at der er sket en markant stigning i uddannelsesniveauet for den ikke-vestlige gruppe, og det går endnu stærkere i dag end tidligere. Al forskning viser, at øget uddannelse er vejen frem til job og bedre integration.

Konkurrencen fra de østeuropæiske arbejdere kan også være på retur. Polen er et af de lande, som arbejder på at få deres arbejdere hjem igen. De tæller i statistikkerne som vestlig arbejdskraft og kan derfor gøre det lettere for folk fra lande som Syrien, Iran og Somalia at få job i Danmark.

Antallet af danskere i den erhvervsaktive alder falder også kraftigt de kommende år. Færre skal forsørge flere. Det øger også chancerne for, at ikke-vestlige folk kommer i job, og samtidig ser det økonomiske opsving også ud til at have bidt sig fast.

Endelig er antallet af asylansøgere faldet kraftigt de seneste par år. Kommunerne modtog i 2015 knap 10.600 flygtninge. Sidste år var det faldet til knap 2.100. Og den seneste opgørelse fra Udlændingestyrelsen viser, at kommunerne kun skal forvente at modtage 1.000 flygtninge i år og 1.000 til næste år.

”Det lave antal asylansøgere, vi modtager, gør det også nemmere at øge beskæftigelsesfrekvensen for ikke-vestlige indvandrere. Så der er nogle ret kraftige tendenser, som understøtter denne her udvikling. Derfor tror jeg også, at det er realistisk, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere kan komme i nærheden af samme beskæftigelsesniveau som de vestlige om allerede 10 til 15 år. Det kræver, at konjunkturerne giver medløb, og at der bliver investeret offensivt i deres humankapital,” siger Hans Lassen.

Bred palet af løsninger

Han tøver ikke et sekund, når han skal pege på løsninger til at få flere indvandrere og efterkommere i job. Den helt store motor for at styrke integrationen hedder uddannelse, uddannelse og atter uddannelse.

”Når vi graver os ned i al den viden og forskning, vi har, og skal udpege den mest sikre og største beskæftigelsesmæssige effekt, peger pilen entydigt på, at vi skal investere strategisk i humankapital. Det handler om uddannelse. Men det handler også om danske sprogkundskaber, netværk og kendskab til arbejdsmarkedet,” siger han.

Som et konkret eksempel fremhæver han manglen på arbejdskraft på ældreområdet. Her ser han et stort potentiale for, at ikke-vestlige kvinder kan komme ind. Allerede i dag er situationen akut, da 73 pct. af kommunerne mangler arbejdskraft inden for ældreområdet. Og problemet vil blive endnu større, hvis der ikke bliver grebet ind nu, konkluderede KL og FOA i en rapport fra januar i år.

”Her ligger der virkelig et stort potentiale. Vi har først lige set starten på et meget stort arbejdskraftsbehov. Det vokser, i takt med at flere og flere lever længere, og det matcher i forvejen nogle af de kompetencer, som ikke-vestlige kvinder har i forvejen som pleje og omsorg. Derfor er det oplagt at lave et strategisk sats på dette område,” siger Hans Lassen.

Han opfordrer også flere kommuner til at bruge de såkaldte branchepakker til at få endnu flere indvandrere i job. Flere og flere kommuner er begyndt at bruge disse branchepakker. De tager udgangspunkt i de lokale og regionale virksomheders behov for arbejdskraft inden for den nærmeste fremtid og opbygger så indvandrernes kompetencer skridt for skridt, så de til sidst er i stand til at skabe værdi på virksomhederne.

Hans Lassen efterlyser, at der bliver lavet en national handlingsplan for uddannelse, der bygger videre på de fremskridt, der allerede er sket. Den skal omfatte hele paletten – lige fra folkeskolen over ungdomsuddannelser til de videregående uddannelser:

”Vi burde lave et nationalt udviklingsprogram, hvor vi samlede alle tropperne – også høj- og efterskolerne og hele det store voksen- og efteruddannelsesområde. Det ville virkelig kunne rykke.”