Fortroligt regeringsudspil:
Lejere skal betale for statens boligbyggeri
Boligselskaber: VK øger uligheden
Står det til regeringen, skal halvdelen af udgifterne til nye almennyttige boliger fremover væltes over på lejerne. Det fremgår af et fortroligt forhandlingsudspil, som Ugebrevet er kommet i besiddelse af. Finansieringen sker via en kompliceret model, hvor alle de lejeindtægter, der i dag indbetales til boligorganisationernes dispositionsfonde, fremover overføres til Landsbyggefonden, der afleverer hovedparten til staten. Boligselskabernes Landsforening betegner udspillet som “hamrende skæv fordelingspolitik”. De henviser til, at beboerne i de almennyttige boliger gennemgående er dårligere stillet end resten af befolkningen. Socialminister Eva Kjer Hansen mener ikke, at der er noget nyt under solen, fordi der allerede eksisterer en lignende ordning.