Fra den blå banan til den baltiske bue

Euro-krisen har fyldt aviserne sommeren igennem, og bekymringer for euroens fremtid og Europas vækst har bredt sig. Men dele af Europa er allerede ved at bryde ud af den lange krisespiral. Østersøregionen tegner nu til at afløse Europas traditionelle økonomiske kerneområde i “den blå banan” som det nye vækstcentrum. Mandag Morgen har bedt tre førende internationale eksperter tegne kortet over Europas nye økonomiske geografi. De fremhæver alle, at den fremtidige vækst bliver skabt på regionalt snarere end nationalt niveau.

Claus Kragh

Den økonomiske og den politiske magtbalance i Europa er midt i et historisk skifte. På et tidspunkt, hvor det gamle kontinent og resten af de ‘vestlige’ økonomier i USA og Japan udviser dybe svaghedstegn, rykker Europas politiske og økonomiske tyngdepunkt mod nordøst. Det er nøjagtig, hvad Storbritannien, Frankrig og Italien frygtede efter Tysklands genforening, og hvad danske regeringer håbede, da man i 1990’erne gav de baltiske staters integration i Europa topprioriteret i dansk udenrigspolitik.

På blot 20 år er Østersø-regionen forvandlet fra Europas fattige baggård til kontinentets mest dynamiske vækstcentrum og en højt respekteret erhvervspolitisk rollemodel. “Et europæisk fyrtårn for bæredygtig vækst, velstand og samarbejde,” som Tysklands kansler, Angela Merkel, udtrykte det ved Østersø-topmødet i maj.

På bare to årtier er Polen, Estland, Letland og Litauen forandret fra udpinte vasalstater i Sovjetunionens kommunistiske imperium til nogle af EU’s mest dynamiske vækstøkonomier. Selv om finanskrisens tilbageslag især ramte de tre baltiske lande hårdt, er de allerede nu på vej tilbage til solid strukturel vækst, og Polen er ved at træde i karakter som et nyt Tyskland med udviklingen af en Mittelstand – det brede lag af små og mellemstore eksportorienterede virksomheder, der er rygraden i den tyske erhvervssucces. Samtidig har skiftende regeringer i Danmark, Sverige, Norge og Finland arbejdet for at reformere deres trætte velfærdsøkonomier og ruste dem bedre til den globale konkurrence. Og ikke mindst har Østersø-regionens nationer knyttet grænseoverskridende bånd, der betyder, at de dynamiske vækstøkonomier i øst og de højt specialiserede økonomier i Norden og det nordlige Tyskland i dag befrugter hinanden i et makroregionalt samarbejde, som har dannet skole i EU.

I europæisk sammenhæng udgør de 11 lande i Østersø-regionen en stadigt stærkere, uformel blok. Regionen, der også i mange sammenhænge går under betegnelsen “The Top of Europe” består af EU-landene Danmark, Sverige, Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen og Tyskland samt det strategisk vigtige Rusland og de nordiske fætre Norge, Island. Se også figur 1.

Rusland, som netop har overtaget formandskabet i Østersørådet, er stadig et i bedste fald semidemokratisk tilfælde for sig. Men i den øvrige del af regionen er der en voksende konsensus i den politisk-økonomiske tænkning. Kernen i denne nye tænkning er strukturelle reformer af arbejdsmarked og offentlig administration samt målrettede offentlige investeringer i langsigtet konkurrenceevne. Denne linje støttes i høj grad af de ‘rige’ eurolande Holland, Luxembourg, Østrig og til dels Belgien. Og nu er også regeringscheferne i Frankrig, Spanien og Italien begyndt at interessere sig for, hvordan de kan transformere deres lande til moderne sociale markedsøkonomier efter nordisk-tysk forbillede. Se tekstboks.

Europas vækstzoner

Figur 1 | Forstør

Formelle, uformelle og historiske grænseoverskridende vækstzoner i Europa

Byer, regioner og transportforbindelser har historisk spillet nøgleroller i den økonomiske vækst i Europa, mens centralistiske regeringer ofte har bremset vækst i grænseregioner. Siden 1970’erne har byerne og regioner fået mere spillerum i kraft af integration i det hurtigt voksende EU og decentralisering internt i de enkelte lande. Udbygningen af grænseoverskridende netværk til transport, energi og kommunikation har højt prioritet i EU’s første koordinerede vækstplan på næsten 1.000 mia. kr., som blev vedtaget i Bruxelles ved topmødet i slutningen af juni.

Kilde: Roger Brunet, EU-Kommissionen, OECD og Mandag Morgen.

Toppen af Europa

Mandag Morgen har bedt tre fremtrædende eksperter om at indkredse de dybereliggende udviklingstendenser i Europas økonomiske geografi: Christian Ketels, tysk professor ved Harvard Business School og en af verdens førende erhvervspolitiske eksperter med særligt fokus på cluster-dannelse. Arthur Benz, tysk professor i politisk videnskab med særlig ekspertise inden for føderalisme, regional udvikling og erhvervsudvikling ved det tekniske universitet i Darmstadt. Og endelig Roger Brunet, fransk specialist i territorial planlægning og såkaldt geo-økonomi.

Sydeuropa ser mod nord

Italiens, Frankrigs og Spaniens politiske ledere søger alle inspiration i Skandinavien og Tyskland, når det gælder de dybe besparelser og strukturelle reformer, som de i øjeblikket er presset til at gennemføre.

Italiens Mario Monti er ifølge Fabrizio Tassinari, seniorforsker ved Det Danske Institut for Internationale Studier, den mest “nordiske” premierminister, Italien nogensinde har haft. Monti har Skandinavien som forbillede for de velfærds- og arbejdsmarkedsreformer, som han i øjeblikket gennemfører i Italien.

Også Frankrigs nye præsident, Francois Hollande, søger sin politiske inspiration i Skandinavien. Ifølge Dominique Moïsi, grundlægger af Det Franske Institut for Internationale Studier, kommer Hollandes inspiration fra den skandinaviske model, hvor forskellen mellem rig og fattig er socialt acceptabel. “Hollande gør rigtigt i at søge sin inspiration i det nordiske Europa. Dagens Skandinavien er ikke blot baseret på social fairness men også på en meget liberal økonomi. Mere lighed går ikke nødvendigvis hånd i hånd med mere statslig kontrol over økonomien,” skriver Moïsi.

I Spanien har premierminister Mariano Rajoy udtalt, at han vil gøre Spanien til Sydeuropas Tyskland gennem en kombination af offentlige besparelser og reformer, der skal gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt. Rajoy har fået god hjælp af Tysklands kansler Angela Merkel og finansminister Wolfgang Schäuble. Førstnævnte har bl.a. givet sig tid til at mødes med spanske fagforeningsledere, og Tyskland gør sig store anstrengelser for at støtte regeringen i Madrid, alt imens man opretholder presset på Spaniens regioner, der har udstrakt selvstyre og stor gæld.

Roger Brunet blev i 1990’erne kendt over hele Europa for sin analyse af ‘den blå banan’. Den godtgjorde, at Europas økonomiske rygrad er en koncentration af menneskelig, urban, finansiel, industriel og vidensmæssig kapital i den bue, der strækker sig fra Norditalien over Schweiz, det vestlige Tyskland og Benelux-landene til London og byerne Manchester, Birmingham og Liverpool i det nordvestlige England. Denne kerneregion blev kendt som ‘den blå banan’ – et begreb, der hænger ved blandt forskere, der beskæftiger sig med Europas økonomiske geografi.

Brunet mener i dag, at Europas økonomiske rygrad langsomt er ved at flytte sig mod nordøst i kraft af den europæiske integration, som har fundet sted siden Anden Verdenskrig. “Den blå banan vil miste noget af sin betydning, efterhånden som de nye vækstpoler vokser sig stærkere. Dette gælder særligt for den baltiske bue – Polen, det nordlige Tyskland, de baltiske republikker, Skandinavien, Finland og det vestlige Rusland – og forskydningen af vækstpotentialet mod øst,” siger Brunet, som i dag er pensioneret, men fortsat en velorienteret iagttager af den politiske og økonomiske udvikling i Europa.

Christian Ketels, professor i erhvervspolitik og regional økonomisk udvikling ved Harvard Business School, påpeger, at Østersø-regionen er en af de mest dynamiske i Europa.

“The Top of Europe performer stadig bedre end resten af Europa. Men vi ser, at situationen i resten af Europa påvirker Østersø-regionen. Når man ser på data for 2011, gik det godt. Men vi ved nu, at der er seriøse problemer i fremtiden,” sagde Ketels til Mandag Morgen i juni, ved EU-Kommissionens og Baltic Development Forums årlige Østersø-konference i København. Se også figur 2.

Ketels har udarbejdet den årlige State of the Region Report om den erhvervsøkonomiske udvikling i regionen. Og han konstaterer, at tiden er inde til, at man nu fokuserer på, hvordan man kan profitere af de mange netværk og projekter, der arbejdes med i regionen.

“Der er brug for en ny vision og en bedre koordinering af de nationale strategier. Der er mange grunde til at være optimist på regionens vegne. Samarbejdet i den baltiske region giver stor mening, fordi nærhed betyder meget i forbindelse med erhvervsudvikling og investering. Østersø-regionen giver mulighed for, at nogle industrier trækker deres produktion tilbage fra Asien. Og der er store muligheder i infrastrukturprojekter som eksempelvis den faste forbindelse over Femern Bælt,” siger Ketels. Han opfordrer samtidig nationale regeringer til at holde fast i samarbejdet i Østersø-regionen, der især takket være den svenske regering har fået status som den første såkaldte makroregion inden for EU.

“EU har vist større åbenhed over for makroregioner, men krisen har betydet, at mange regeringer har trukket sig tilbage til et mere nationalt perspektiv. Derfor er det vigtigt nu at holde fast i, at man skal arbejde regionalt og grænseoverskridende,” siger den tyske Harvard-professor.

Han peger på, at regional erhvervsudvikling i de kommende år skal satse på det, han kalder smart specialisering. Men han advarer også om, at regional erhvervsudvikling ikke kan skabe mirakler. “Vi lærer i stadigt højere grad, at man ikke kan erstatte lokal kapacitet med udefrakommende hjælp og penge.”

Europas lande trækker hinanden op

Figur 2 | Forstør

Væksten i Østersøregionen er blot det seneste eksempel på, at rige og mindre rige lande i Europa trækker hinanden opad, når det gælder skabelsen af vækst.

Kilde: State of the Region Report 2012, Baltic Development Forum, Golden Growth, OECD 2012.

En regional brydningstid

Siden Marshall-hjælpen i 1940’erne og 1950’erne har Europa udviklet en vækstmodel, som både på økonomiske og sociale parametre er unik i verdenshistorien. Fra det vestlige Europa bredte velstanden sig til Sydeuropa, og efter Sovjetunionens sammenbrud videre til det centrale og østlige Europa, som i 45 år havde været holdt nede i kommunistisk planøkonomi.

Som Verdensbanken skrev tidligere på året: “Over de seneste fire årtier har lande i Europa oplevet en konvergens i forbrug, som ikke er set andre steder. Det årlige forbrug pr. indbygger er i de fattigste dele af Europa vokset med 4 pct. om året, mens det i mere velstillede lande er vokset med 2 pct. I resten af verden – bortset fra Fjernøsten – har man oplevet ingen eller meget begrænset konvergens. Derfor er Europas vækst unik,” hedder det i rapporten “Golden Growth: Restoring the lustre of the European economic model”. Med til denne historie hører dog, at finanskrisen siden 2008 har bremset denne konvergens, idet den har ramt lande som Grækenland, Irland, Portugal og Spanien ekstra hårdt.

Den vækstplan, som EU-landene vedtog ved topmødet i juni, indeholder samlede investeringer på omkring 130 milliarder euro – cirka 965 milliarder kr. Til sammenligning svarer de 13 milliarder dollar, som USA i perioden 1948-1951 pumpede ind i 16 vesteuropæiske lande og Tyrkiet, til ca. 745 milliarder nutidskroner.

EU’s vækstplan vil følge nye strategiske sigtelinjer, der er væsensforskellige fra de formål, som datidens amerikanske regering havde med efterkrigstidens monumentale håndsrækning til Europa.

Vækstplanen, der består af kapital fra EU’s struktur- og regionalfonde, nye lån fra Den Europæiske Investeringsbank og såkaldte projektobligationer med solidarisk hæftelse, skal understøtte de mål om intelligent, bæredygtig og socialt inkluderende vækst, som er beskrevet i EU’s 2020-plan. Og regional erhvervsudvikling er et af nøgleordene.

Ifølge Arthur Benz fra universitetet i Darmstadt befinder Europa sig i en “brydningstid”. Han mener, at det er nødvendigt at styrke både det regionale og det europæiske niveau, hvis Europa skal lægge grunden til ny vækst.

“Den nyeste økonomiske forskning fortæller os, at økonomierne bedst udvikler deres konkurrenceevne, hvis vækstpolitikken koordineres på regionalt niveau. Vi ved, at industrier er afhængige af deres fysiske lokalisering. Ikke på grund af adgang til vand og andre naturressourcer, som det var tilfældet før i tiden, men fordi de er afhængige af deres adgang til uddannelsessystemer, forskning, god offentlig service og regeringsførelse samt naboskab med andre industrier i clusters,” siger Benz.

Han peger på, at den regionale ‘regeringsførelse’ og politikudvikling er lige så afgørende som eksempelvis skatteniveauet. Ifølge Benz har regionale politikere og delstatsmyndigheder, f.eks. i Baden-Württemberg i det sydvestlige Tyskland samt i det sydlige Sverige, vist sig bedre til at reagere på særlige konjunkturudfordringer.

I første omgang forudser Benz, at det europæiske politiske niveau vil blive styrket ad mellemstatslig vej, som man har set det med finanspagten. Landene i eurozonen vil i stadig højere grad harmonisere lovgivning om skat, arbejdsmarked og erhvervslovgivning. Men samtidig vil man se en fortsat styrkelse af det regionale beslutningsniveau. Denne decentralisering er en langvarig proces, som begyndte i 1970’erne, og som tjener til at afbøde skadevirkningerne af den kraftige urbaniseringsproces, som har fundet sted i den samme periode.

“Selv meget centraliserede EU-lande er i færd med at blive mere føderale inden for deres nationale ramme. Det gælder selv Frankrig, Storbritannien og Italien. Og i Tyskland er enhedsføderalismen ikke længere så stærk, som tidligere,” siger Benz. Han peger på, at de tyske delstater, Skotland (Storbritannien) og Catalonien (Spanien) har fået langt større indflydelse i de seneste årtier.

“Disse regioner bliver i højere grad den drivende kraft i den økonomiske udvikling, fordi de har særlige produktionssystemer, traditioner og kompetencer. Der er et hav af økonomiske teorier, der understreger, at det regionale niveau er det mest effektive til at styrke produktion og konkurrenceevne. Dette hænger sammen med, at en række helt afgørende beslutninger om infrastruktur, offentlig service og uddannelse nødvendigvis vil blive koordineret på regionalt niveau. Og det er en af årsagerne til, at vi har set denne styrkelse af regionerne i den europæiske kontekst,” siger Benz.

Han forudser en ny “funktionel kompetencefordeling”, hvor EU tager sig af de store linjer, lovmæssig regulering og de overordnede finansielle rammer. På det nationale niveau vil man fortsat have ansvaret for størstedelen af skatteopkrævningen. Uddannelse, infrastruktur, erhvervsstøtte og sundhed vil blive administreret på det regionale niveau, mens det lokale niveau tager sig af social service og visse opgaver inden for sundhed og infrastruktur.

Demokrati og solidaritet

Arthur Benz ser imidlertid to monumentale udfordringer for denne omfordeling af de politiske kompetencer: Den demokratiske legitimitet og den økonomiske solidaritet.

“Det, vi ser nu, er en proces, hvor regeringerne har indset, at man har brug for mere integration for at løse den aktuelle krise. Man ønsker en fælles økonomisk politik, hvor det er muligt at hjælpe Grækenland og måske Spanien ud af presset fra de finansielle markeder. På den anden side er befolkningerne meget skeptiske i forhold til den omfordeling, der er nødvendig for at komme ud af krisen. Befolkningerne er nok ikke klar til at acceptere en reel styrkelse af de europæiske institutioner. Når man ser partierne og befolkningerne, er de for tiden meget skeptiske over for yderligere europæisk integration,” siger Benz.

Han peger samtidig på, at den hidtidige integration i EU har været meget markedsorienteret og langt mindre orienteret imod integration af sociale velfærdssystemer. Og deri ligger en stor fare.

“Vi får kun stabilitet, hvis man udbreder solidariteten. I Tyskland erkender partierne i stigende omfang, at man bliver nødt til at betale for europæisk stabilitet. Selv om man ikke gør det af solidaritetshensyn, er det nødvendigt af hensyn til Tyskland egne økonomiske interesser. Tysklands økonomiske succes afhænger af et integreret europæisk marked. Stadigt flere tyskere – særligt i regeringspositioner og i erhvervslivet – indser, at de er afhængige af EU. Det er derfor, tyske politikere er lidt ambivalente. De forsøger at overbevise borgerne om, at der er behov for solidaritet på europæisk niveau,” siger Benz.

“Der er klart behov for et større fokus på velfærdspolitikken. Der må være politikker, der forholder sig til den voksende ulighed mellem regioner og nationalstater. Man kan ikke bare klandre grækerne for deres problemer. De hænger også sammen med en markedspolitisk tilgang og historiske forhold som forskelle i renteniveauet. Vi har brug for en korrektion af det europæiske marked. Det indebærer mere europæisk solidaritet, som igen vil føre til mere økonomisk stabilitet.”

Ifølge Benz har man hidtil tænkt integrationen meget territorialt og overset nødvendigheden af social integration. Han påpeger bl.a., at det ved den franske afstemning om EU-forfatningen i 2005 var i de områder med økonomiske problemer, at flest stemte nej: i det sydøstlige Frankrig omkring Marseille og i den arbejdsløshedshærgede region Nord-Pas-De-Calais ved Den Engelske Kanal og den belgiske grænse.

“Det viser, at der er opstået en social opdeling. Rige mennesker støtter fortsat europæisk integration, mens fattige europæere føler, at de bliver taberne. Derfor er spørgsmålet om den sociale integration centralt i den nære fremtid. Det sociale spørgsmål er også relevant på nationalt niveau. Politikerne bliver nødt til at overveje, om de nationale økonomier bliver mere konkurrencedygtige af blot at reducere skatterne for de mest velhavende. Der er også et behov for omfordeling internt i medlemslandene. De, der profiterer af den nye økonomiske model i Europa, skal også betale deres del af regningen for at opretholde den,” mener Benz.

Toppen af Europa

Figur 3 | Forstør

Vækst og velstand i europæiske lande1

Landene i Østersøregionen præsterede sidste år nogle af Europas højeste vækstrater.

Note: 1 Der foreligger endnu ingen 2011-tal for Malta og Cypern., Note: 2 Opgjort efter Verdensbankens såkaldte Atlas-metode, der ”udglatter” fluktuationer i valutakurser mv. over tid., Kilde: Verdensbanken.

En ny økonomisk geografi

Da Roger Brunet i sin tid opfandt begrebet ‘den blå banan’, var målet at advare Frankrigs daværende regering om, at den overdrevne politisk-økonomiske centralisme helt overså Frankrigs nordøstlige provinser. I dag peger han på, at dynamikken i “den baltiske bue” er ved at forskyde tyngdepunktet i Europas økonomiske geografi. Flytningen af Tysklands hovedstad til Berlin og udflytningen af produktion til de historiske industriregioner på grænsen til Polen, Slovakiet og Tjekkiet er ifølge Brunet vigtige elementer, ligesom den generelle modernisering af økonomierne i de øst- og centraleuropæiske lande spiller væsentlige roller. Samtidig er samhandlen med det vestlige Rusland vigtig for hele Østersø-regionen. Og på samme måde vil regioner i Rumænien og Tyrkiet med stor befolkningstæthed og historiske industrikompetencer blive vigtige vækstcentre for Europa i de kommende år, hvis ellers politikere og erhvervsfolk forstår at hægte sig på disse udviklinger.

Ifølge Brunet er det samtidig vigtigt, at man ikke lader sig afskrække af de aktuelle problemer i vesteuropæiske regioner som Irland og langs den ‘gyldne banan’ på Spaniens østkyst. “Selv om man i disse regioner har finansielle problemer i øjeblikket, er der industri- og vidensmæssig kapital til stede, som betyder, at væksten vil vende tilbage,” siger Brunet.

Han peger bl.a. på regionen omkring millionbyen Toulouse i den sydvestlige del af landet som en region med stort vækstpotentiale. Toulouse er centrum for den europæiske flyproducent Airbus, som er resultatet af en stærkt politisk styret konsolidering af en række europæiske virksomheder inden for fly-, rumfarts- og forsvarsindustrier i årene frem til årtusindskiftet. “Airbus og den kraftige vækst i regionen omkring Toulouse er resultatet af en særlig europæisk dynamik og industripolitik. Og den udvikling har givet regionen større politisk vægt,” siger Brunet.

Skal Europa skal udnytte sådanne vækstpotentialer, mener han, at der bl.a. er brug for at harmonisere skatte- og arbejdsmarkedspolitik.

“I øjeblikket vækker det megen opmærksomhed, at internetboghandlen Amazon er ved at etablere sig i Bourgogne med 500 arbejdspladser. Men bagsiden er, at den formelt placerer sig i Luxembourg for at betale mindre i skat. Så længe der er lande som Luxembourg, der tilbyder lavere skattesatser, generer det udviklingen i Europa,” siger Brunet.

Han mener, at Europas regionale vækstpolitik har lidt under den bølge af liberalisering og nedtoning af statens rolle, som herskede i årene frem til finanskrisen. Den har efter hans opfattelse betydet, at man har forsømt mange af de store anlægsarbejder, der er vigtige for at drive den regionale og territoriale udvikling.

“Problemet er, at man ikke rigtig ved, hvordan man skal gøre i Sydeuropa. Jeg tror på betydningen af ulighed i lokaliseringen af de økonomiske centre. Der er regioner, som arbejder godt. Hvis man koncentrerer flere aktiviteter i disse regioner, er det en fordel. Derimod er det vigtigt ikke at lægge produktive investeringer i de områder, som ikke klarer sig så godt,” siger Brunet.

I disse regioner skal man efter hans opfattelse snarere satse på bedre offentlig service, så befolkningerne kan opmuntres til selv at finde løsninger, som kan koble dem på succesfulde naboer.

At lægge produktion i områder, som ikke kan understøtte den aktivitet med teknisk og intellektuel knowhow, fører ingen steder hen. Man bliver nødt til at acceptere en vis ulighed i den regionale fordeling af økonomisk aktivitet.

“I Sydeuropa bliver man nødt til at starte fra bunden og skabe organisk vækst, f.eks. ved at hjælpe små og mellemstore virksomheder inden for turisme, landbrug og vedvarende energi. Det nytter dog ikke noget at forsøge at udflytte større industrier, som ikke kan trives i det regionale miljø. Der er vækstkerner omkring byer som Valencia, Lissabon, Napoli, Bilbao og selv i Grækenland – omkring Thessaloniki og Athen. Men det er vigtigt, at der er den rigtige arbejdskraft. Og at der er universiteter,” siger Brunet. “Det er som med landbrug. Man skal finde de rigtige afgrøder til de rigtige jorder.”

Kilder:


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu