Stort uudnyttet marked i de politiske forbrugere
Virksomheder skal agere som politiske aktører
Langt de fleste danskere til- eller fravælger i dag produkter ud fra etiske eller politiske motiver. Den politiske forbruger er kommet for at blive, men virksomhederne har ikke forstået at henvende sig til dem. Virksomhederne opfatter den politiske forbruger som et snævert segment, mens der snarere er tale om en bred tendens. Virksomhedernes strategi er defensiv. De prøver først og fremmest at undgå politisk motiverede boykot og overser helt de store markedspotentialer i forbrugernes positive tilvalg. “Markederne vil blive mere politiserede fremover, og virksomhederne er nødt til i et langt større omfang at forholde sig til det. De skal ikke længere bare producere og sælge produkter. De store virksomheder er de væsentligste politiske aktører i mediernes søgelys, ” siger Hans Rask Jensen, lektor i afsætningsøkonomi ved Syddansk Universitet.