Fra udenforskab til fællesskab

Det danske velfærdssamfund bygger på et særligt værdigrundlag, hvor alle borgere lægger deres æg i den samme offentlige kurv, og at alle har lige adgang til velfærdsydelser. Den forståelse af fællesskabet er ved at blive undergravet, og det medfører både større ulighed og stigende utryghed i befolkningen.

Foto: Martin Lehmann
Knud Aarup

I de 30 år, jeg har været en del af og arbejdet for det danske velfærdssamfund, har jeg kunnet følge en uheldig udvikling: Danmark er blevet et samfund, som ikke længere formår at give de dårligst stillede den støtte, der gør, at de kan udvikle sig og blive en del af fællesskabet.

I stedet efterlader velfærdssamfundets institutioner i stigende omfang børn, unge og voksne til et liv i udenforskab, dvs. uden mulighed for hverken at bidrage til fællesskabet eller blive herre i eget hus. Derfor skal det danske velfærdssamfund forandres.

Mere end 17 pct. af danskerne føler sig generelt utrygge, og 3 ud af 10 er bange for, om økonomien kan hænge sammen i deres alderdom, viser TrygFondens seneste tryghedsmåling fra 2015. Det afslører, at velfærdssamfundet er ved at miste taget i danskerne, og at mange ikke længere har den grundlæggende tillid til, at velfærdssamfundets institutioner holder den beskyttende hånd under den enkelte, når man rammes af sygdom, ulykke, skilsmisse eller alderdom. Det har ellers tidligere været fundamentet for det danske velfærdssamfund.

Utrygheden udspringer af de forandringer, som samfundet har undergået de sidste 30-35 år. Mange oplever eller kan se, hvordan velfærdssamfundet har mistet evnen til netop at støtte og løfte dem, som har mest behov.

De anbragte børn kommer ud af anbringelsen uden positive effekter målt på uddannelse, beskæftigelse og sundhed. Børn og unge med kognitive funktionsnedsættelser (ADHD, autisme og OCD) eller kommunikative funktionsnedsættelser (ordblindhed og høre- og synstab) bliver ikke udredt og får ikke den rigtige eller rettidige støtte. De ikke-vestlige drenge bliver ikke støttet tilstrækkeligt i dagtilbud eller grundskole.

200.000 står udenfor

For alle disse grupper gælder, at de ikke får en ungdoms- eller erhvervsuddannelse. Derfor ender en stor del af disse unge uden beskæftigelse og i et fremtidigt udenforskab uden mulighed for at bestemme selv og tage ansvar i eget liv.

Der er i dag mere end 200.000 voksne mellem 16 og 65 år, som lever i udenforskab, alene fordi vi som velfærdssamfund ikke formåede at give socialfaglig støtte, så de kunne få den uddannelse, som passede til deres evner og ønsker. Det koster det offentlige mere end 100 mia. kr. årligt og belaster den samlede samfundsøkonomi med over 7 pct. af BNP.

Samtidig bruger vi i Danmark godt 800 mia. kr. om året til offentlig velfærd, dvs. uddannelse, sundhed, sociale indsatser og overførselsindkomster, og der er mere end 600.000 veluddannede fagprofessionelle ansat i velfærdssamfundets mange forskellige institutioner. Så der er god grund til at undre sig over, at Velfærdsdanmark ikke formår at løfte en større del af befolkningen til et andet og bedre liv.

Den nuværende udvikling vil om 20-25 år resultere i, at Danmark mere ligner England og USA med deraf følgende endnu større usikkerhed og utryghed i befolkningen og med en stigende socialt betinget uro og oprør til følge.

Fællesskab, lighed og tillid

I min nye bog ’Fra udenforskab til fællesskab – seks bud på et nyt velfærdssamfund’, der udkom den 20. september, argumenterer jeg for en række nødvendige forandringer. Fælles for dem er, at de tager udgangspunkt i det særlige værdigrundlag, som den danske velfærdsmodel bygger på.

Mens man i andre velfærdssamfund rundt omkring i verden i det 20. århundrede valgte at basere velfærdssamfundet på forskellige former for forsikringsordninger, primært for dem, som var i beskæftigelse og medlem af fagforeninger, besluttede politikere og organisationsrepræsentanter herhjemme i stedet primært at satse på fællesskabet og dermed på universelle skatteyderfinansierede velfærdsordninger.

Det betød f.eks. lige adgang til uddannelse, til sundhedsydelser og hospitaler og til en lang række andre samfundsmæssige tilbud som kultur, naturpleje osv. Det danske velfærdssamfund bygger værdimæssigt på ideen om, at alle samfundsborgere lægger alle deres æg i den samme offentlige kurv, og at alle har lige adgang til velfærdssamfundets ydelser. Denne forståelse af fællesskabet er over de sidste 30 år langsomt blevet undergravet.

Ligheden er øget i samfundet fra midten af 1900-tallet gennem en generel omfordeling af samfundets værdier. Danmark har derved udviklet sig til et meget lige samfund, hvor – med Grundtvigs ord – få har for meget, og færre for lidt. Ligheden er imidlertid de seneste 20 år blevet udfordret, og specielt i 00’erne er uligheden steget meget i Danmark.

Endelig er der tilliden. Danmark er et af de lande i verden, hvor man borgerne imellem generelt har den største gensidige tillid. Mere end 75 pct. af danskerne svarer således positivt til udsagnet: ”De fleste mennesker kan man stole på”. I de angelsaksiske lande ligger den tilsvarende andel på omkring 40 pct., og i Sydeuropa på godt 20 pct.

Den generelle tillid mellem mennesker smitter positivt af på tilliden til det offentlige og samfundets institutioner, og høj tillid er det smøremiddel, som gør alle transaktioner i samfundet lettere. Tilliden i Danmark er der stadig, men de sidste 15 år er der begyndt at ske noget i forhold til troen på samfundets institutioner og tilliden til f.eks. politiet. Det er en meget bekymrende udvikling, fordi tillid er skrøbelig, og hvis den først undergraves, er den svær at genopbygge.

Derfor er der både i forhold til velfærdssamfundets effekt for samfundets dårligst stillede 20 pct. og i forhold til grundfundamenterne for det danske velfærdssamfund grund til at skifte retning.

Danmark som socialt foregangsland

En ny retning for det danske velfærdssamfund begynder med det fælles udgangspunkt, at alle skal have mulighed for at bidrage til fællesskabet. For langt de fleste går det let. Det udspringer af den bagage, som den enkelte og dennes familie giver.

Men for nogle kræver det støtte fra samfundets institutioner. Det er derfor vigtigt, at disse institutioner har fokus på netop de mennesker, som har behov for støtte for at kunne bære ansvaret selv, dvs. de dårligst stillede 20 pct. af befolkningen.

Men det er ikke det, der sker. I stedet har mange samfundsinstitutioner for stort fokus på at støtte dem, som allerede kan selv, dvs. den store, brede middelklasse. Mulighedslighed i fællesskabet forudsætter, at den enkelte bidrager med det, som han/hun kan. Men det indebærer omvendt også, at der skal ekstra fokus på netop dem, som har de største udfordringer. Det kræver en samfundsmæssig omlægning fra at tænke den offentlige sektor som en servicefabrik med borgerne som kunder i butikken til at give den ekstra indsats for netop de svagest stillede.

Samtidig kræver det, at der er større fokus på den særlige faglighed, som netop kan give støtte til f.eks. de ordblinde, drengen med ADHD, den stille pige med autisme eller den ikke-vestlige dreng. Det kræver helhed og sammenhæng i indsatsen over for den enkelte, og det forudsætter, at socialfaglighed og specialpædagogik bliver opprioriteret i alle samfundsinstitutioner samt forskningsmæssigt.

En ændret retning handler ikke først og fremmest om at bruge flere ressourcer, men om at bruge ressourcerne og fagligheden på en bedre måde. Derfor skal de mange søjler i velfærdssamfundet rives ned, og der skal ryddes ud i alle de opgaver, som tager opmærksomheden fra det fagprofessionelle arbejde. Der har over de sidste 25 år udviklet sig et registreringshelvede for alle ansatte i velfærdssektoren, som tager energien ud af det faglige arbejde. De ressourcer, som derved frigøres, skal bruges på samfundets svageste.

At være den, du er, og at blive til det, du har mulighed for. Det er livets mening, er den skotske forfatter R.L. Stevenson (1850-1894) citeret for. Problemet i det danske velfærdssamfund anno 2017 er, at alt for mange hverken kan være den, de er, eller blive til det, som de har mulighed for.

For den enkelte koster det dyrt i mistede menneskelige livsmuligheder, og det gør velfærdssamfundet alt for dyrt. Det er på tide at skifte retning og igen gøre Danmark til et socialt foregangsland, som bruger alle menneskelige og samfundsmæssige ressourcer til fælles bedste. 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu