Det er crunch time i EU.

Efter næsten halvandets års politisk timeout på grund af valg i først Frankrig og siden i Tyskland står de to europæiske kernelande klar med de mest pro-europæiske topledere, de to lande nogensinde har kunnet mønstre. Men samtidig er hele det europæiske værdigrundlag under voldsomt pres både udefra og indefra, og på samme tid markerer en lang række EU-lande – heriblandt Danmark – modvilje mod de ambitiøse fransk-tyske reformplaner.

Derfor vil EU’s tre mest magtfulde nationale politikere, Tysklands kansler, Tysklands finansminister og Frankrigs præsident, allerede sætte deres partnere i de øvrige 25 EU-lande under pres ved denne uges topmøde i Bruxelles. Det gør man klogt i at forberede sig på i mindre, Europa-skeptiske og spareivrige lande i Nordeuropa og i større direkte Bruxelles-fjendtlige lande som eksempelvis Polen og Ungarn.

Olaf Scholz, Tysklands nye socialdemokratiske finansminister, betonede vigtigheden af EU meget kraftigt, da han efter sin tiltræden i sidste uge udtalte, at den forestående reform af eurozonen er Tysklands ’vigtigste nationale anliggende’ i de kommende år. Tysklands vigtigste nationale politiske udfordring ligger altså ikke i Tyskland, men i Europa.

Samme dag understregede landets nye udenrigsminister Heiko Maas under et besøg i Paris, at Tyskland ’nu er klar til at gribe præsident Macrons fremstrakte hånd’. Og Angela Merkel, der nu er i sin fjerde periode som kansler, har givet udtryk for det samme.

I de øvrige EU-lande er der derimod udbredt skepsis over for, hvor langt Tyskland og Frankrig vil trække EU i retning af yderlige politisk og økonomisk integration. Det gjorde Danmarks og syv andre nordeuropæiske landes finansministre opmærksom på, da de i forrige uge offentliggjorde et åbent brev med deres kollektive syn på, hvordan eurozonen og EU’s fælles budget bør se ud i fremtiden.

Brevet fra Kristian Jensen og hans kolleger i Estland, Finland, Irland, Holland, Letland, Litauen og Sverige opremsede en række ønsker og politiske prioriteter i forhold til de kommende reformer. Det blev i medier over hele Europa udlagt som en klar melding til Tyskland om ikke at kaste sig i armene på Frankrig og de andre sydeuropæiske lande, der ønsker større økonomisk solidaritet i eurozonen. Hvis danskerne og de andre medunderskrivere har forestillet sig, at denne udmelding blev anset for at være relativt uskyldig, kan de godt tro om igen.

Vrede mod brevskrivere

Brevet har vakt en voldsom vrede på allerhøjeste niveau i Frankrig, hvor præsident Emmanuel Macron er i gang med et hæsblæsende reformprogram, der har til formål at sanere Frankrigs offentlige finanser, alt imens man forsøger at understøtte ny vækst med skattelettelser til erhvervslivet finansieret af offentlige besparelser. Stærkest er den franske utilfredshed kommet til udtryk hos nationalbankdirektøren i Paris, François Villeroy de Galhau, der også sidder i Den Europæiske Centralbanks ledelse.

”Vi kan ikke spilde mere tid på teoretiske debatter,” sagde Villeroy de Galhau, som samtidig bad om, at man nu stopper den ’ideologiske skyttegravskrig’ mellem nordeuropæiske EU-lande og de øvrige EU-lande. ”Disse diskussioner skaber en steril opdeling mellem Nordeuropa og Sydeuropa,” sagde han videre og tilføjede, at eurozonen har brug for, at man i fællesskab holder orden i de enkelte landes offentlige finanser men også, at man udviser den kollektive risikovilje, der er nødvendig for, at man kan trække hele eurozonen op på et tilfredsstillende beskæftigelsesniveau.

En højtstående fransk kilde kalder det over for Mandag Morgen ’trist, meget trist’, at de nordlige EU-lande med deres brev efter fransk opfattelse forsøger at torpedere de planer, som der er udsigt til enighed om mellem Frankrig og Tyskland.

På tysk side er man beklemt over udmeldingen fra de nordlige EU- og eurolande, der har Holland som det økonomisk stærkeste og mest kritiske medlem i kredsen. Derfor er det næppe tilfældigt, at Tysklands finansminister Scholz i sidste uge fandt tid til at mødes med sin hollandske kollega, Wopke Hoekstra, inden han senere rejste til Paris. Angela Merkel sagde for sin del i sidste uge, at Tyskland ikke ønsker øget fælles finanspolitisk ansvarlighed i eurozonen, hvis ikke ’konkurrenceevnen følger med’.

Denne sidste tilføjelse er ifølge tyske medier ny og en bevægelse i retning mod Macron og de sydeuropæiske eurolande. Men Merkel har ikke uddybet, hvad hun mener med dette. Under alle omstændigheder har den nye tyske regering meddelt, at man er klar til at øge sit bidrag til EU’s fælles budget.

Det korte af det lange er, at Frankrig og Tyskland – både på grund af striden med de nordeuropæiske lande og på grund af den sene tyske regeringsdannelse – har opgivet at præsentere et fælles forslag til eurozonereformerne ved topmødet i denne uge. Men der er næppe tvivl om, at denne helt centrale strid mellem Frankrig og Tyskland på den ene side og de rige nordeuropæiske lande på den anden vil være med til at cementere de to stormagters pro-europæiske sammenhold på stort set alle andre politikområder.

Samarbejde med Storbritannien

Mens der er mange forskellige holdninger til reformerne i eurozonen, er der til gengæld fodslag mellem Tyskland, Frankrig og Storbritannien, når det gælder relationerne til Rusland. Således var både Tyskland og Frankrig medunderskrivere på en fælles erklæring sammen med den amerikanske regering, hvori man fordømmer Rusland for det giftattentat, som en tidligere russisk spion forleden blev udsat for i Storbritannien.

Denne støtte til Storbritannien er bemærkelsesværdig på et tidspunkt, hvor der udestår svære forhandlinger mellem Bruxelles og London om det fremtidige handelsmæssige forhold, når Brexit i foråret 2019 bliver en realitet. Samtidig viser det aktuelle fodslag mellem Bruxelles og London i forhold til beskatning af den digitale økonomi, at EU og Storbritannien også i fremtiden vil være nære partnere trods den forestående skilsmisse. Storbritannien vil være et meget stort og helt særligt tredjeland for de øvrige EU-lande.

Selv om ugens EU-topmøde ikke skal forholde til et fransk-tysk euroforslag, bliver der rigeligt andet at se til. Digitalisering og reformerne af den fælles energi- og klimapolitik er to områder, der har afgørende betydning for EU-landenes konkurrenceevne, og det samme er tilfældet med temaet ’screening af investeringer’. Det handler om, at man i Tyskland, Frankrig og en række andre EU-lande er bekymrede over de mange kinesiske virksomhedsopkøb inden for strategiske high tech-industrier. Her er det givet, at EU-landene fremover vil få mulighed for at optræde mere protektionistisk.

På det handelspolitiske områder vil EU-lederne tale om den amerikanske præsident Donald Trumps trusler om at pålægge stål og aluminium straftold i USA, hvis ikke europæerne fjerner told på amerikanske biler og en række andre varer. Formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, appellerede i sidste uge til, at EU og USA sætter sig sammen og forhandler om deres handelspolitiske uoverensstemmelser.

”Make trade, not war,” lød den kække opfordringer fra Donald Tusk med slet skjult henvisning til 60’ernes amerikanske protestbevægelser mod krigen i Vietnam.

Polen og Ungarn bekymrer

Den tidligere polske premierminister er manden, som har indført den såkaldte ’Leaders Agenda’ for topmøderne i EU. ’Leaders Agenda’ sikrer i kraft af langtidsplanlægning, at topmøderne er bedre koordinerede, tematisk set mere sammenhængende og derfor ideelt set mere beslutningseffektive, end det tidligere har været tilfældet. Behovet for bedre planlægning og større sammenhæng blev for alvor klart, efter at først flygtninge- og migrantkrisen i 2015 og siden Brexit-beslutningen i 2016 havde kastet EU-samarbejdet ud i alvorlige kriser, som truede hele det europæiske samarbejdes sammenhængskraft.

I foråret 2018 kan det konstateres, at EU som helhed og landene hver for sig i økonomisk forstand har det væsentligt bedre end tidligere. Samtidig har briternes mange problemer i relation til Brexit så at sige vaccineret politikere i andre EU-lande mod at lege med tanken om at forlade EU.

Omvendt er der en stadigt voksende bekymring i en række af de gamle EU-lande over, at lande som Polen og Ungarn igen og igen udfordrer samarbejdet med indenrigspolitiske reformer, der undergraver retsstaten og de borgerlige frihedsrettigheder i landene. De polske initiativer har fået EU-Kommissionen til at indklage Polen for EU-Domstolen, men samtidig er der en klar erkendelse i alle de andre EU-hovedstæder af, at det politisk set er et meget farligt projekt at gå rettens vej i forsøget på at tvinge nationale regeringer til at omgøre politikker, der i de opsætsige medlemslandene opfattes som værende af værdipolitisk karakter og derfor streng national kompetence.

Det paradoksale er, at mens regeringerne i de to store lande – Tyskland og Frankrig – er af den klare overbevisning, at deres lande med henholdsvis 83 og 67 millioner indbyggere er for små til i fremtiden at kunne klare sig over for store globale spillere som Kina, Indien, Rusland og USA, så har de mindre EU-lande mere travlt med at sikre sig, at EU-samarbejdet bliver billigere, smallere og som en naturlig følge heraf mindre ambitiøst på den globale scene.

Angela Merkel og Emmanuel Macron får rigeligt at se til – både ved ugens topmøde og i de kommende år.