Frederiksens vej til magten

Socialdemokratiets formand synes at bruge tiden på at få formuleret det nye socialdemokratiske projekt fra bunden af. Det, som aldrig lykkedes for forgængeren.

Hun ligger allerede godt til i meningsmålingerne, selv om hun faktisk ikke er særlig udfarende i debatten. Hun økonomiserer med sin offentlige fremtræden, og af grunde, man godt kan fundere lidt over, synes det ofte at give toppolitikere fremgang hos vælgerne at være mindre ude med meninger i tide og utide. Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, synes at bruge tiden på at få formuleret det nye socialdemokratiske projekt fra bunden af. Det, som det aldrig rigtig lykkedes forgængeren, Helle Thorning-Schmidt, at formulere.

Den nye socialdemokratiske historiefortælling synes i høj grad at tage form af det opbrud, der er sket i det politiske landskab med Dansk Folkepartis position som største borgerlige parti, Alternativets pludselige succes og venstrefløjens vanskeligheder med at formulere fælles, stærke budskaber. Læg mærke til, at Det Radikale Venstre ikke har nogen rigtig plads i ligningen. Tiderne med den tidligere radikale leder Margrethe Vestagers dominerende indflydelse på S-R-SF-regeringsforhandlingerne i 2011 er forbi.

Mette Frederiksen har valgt en rød, næsten traditionel, socialdemokratisk fordelingspolitisk linje og økonomisk politik. Og hun har valgt en blå udlændingepolitik. Hun går klart og tydeligt ind i den frygt- og trusselsdagsorden omkring globaliseringens og digitaliserings konsekvenser for jobs og velfærd, som populisterne i Europa og USA har som solid fødekanal. Hun sætter ord på, at der skal være en samfundskontrakt, som folk skal kunne stole på.

Lars Løkke Rasmussen gjorde det til VLAK-regerings mantra, at danskerne skulle gøres til globaliseringens vindere. Han kan også godt læse i kortene, hvem der taber næste valg, hvis man ikke har nogle gode svar på det med globaliseringen. Men det fortaber sig desværre i tågerne, hvordan Løkkes samfundskontrakt helt præcis ser ud, selv om han sidder på regeringsapparatet.

På den højteknologiske koncern Haldor Topsøe hænger der en stor opslagstavle. Den er fyldt med forslag fra de ansatte til forbedringer i produktionen. Store og små forslag. Nogle er fra ufaglærte. Andre fra højtuddannede akademikere. Når de konstaterer, at ting i produktionen kan optimeres og gøres mere effektivt, afleverer de forslaget.

Opslagstavlen hænger kun på virksomheden i Danmark. Ikke alle de andre steder i verden, hvor Haldor Topsøe også har produktion. For det er typisk dansk. Det er den slags eksempler, som Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har i tankerne, når hun advarer mod, at samfundskontrakten er truet i Danmark. For når ansatte tør korrekse chefen, er det er resultat af, at vi i Danmark har opbygget en social kontrakt, hvor uligheden ikke er særlig stor, hvor forskellen mellem top og bund ikke er ret markant, og hvor vi har en sammenhængskraft, der gør, at hierarkiet på arbejdspladsen understøtter samarbejdet og ikke det modsatte.

Uanset om statsministeren i Danmark hedder Lars Løkke Rasmussen, Mette Frederiksen eller noget helt tredje, er der grund til at værne om denne kontrakt. Det er den, som gør, at Danmark på så mange parametre scorer topkarakterer på internationale ranglister, og som gør, at politiske ledere over hele verden skeler misundeligt til vores velfærdssamfund.

Men det er ikke en selvfølge, at det fortsætter med at være sådan. Hver dag er vi vidner til historier, som for få år siden synes usandsynlige. Valget af Trump som præsident i USA har afdækket en nation i voldsom intern splittelse. Brexit i England har skabt en uoverskuelig politisk og økonomisk krise for en nation, som i mange år har været blandt verdens førende spillere. Mord og drabsforsøg præger det ellers så fredelige Sverige.

Når Mette Frederiksen i det store interview med Mandag Morgen argumenterer for at skifte fokus fra øget arbejdsudbud til massive investeringer i uddannelse kombineret med en stram udlændingepolitik, kan hun have læst danskernes dagsorden rigtigt.

De fire velfærdsreformpartier – Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Radikale Venstre – fik ved valget i 2015 blot 35 pct. af stemmerne efter at have ligget på over 50 pct. i det meste af 2012. Alligevel holder Løkke fast i at øge arbejdsudbuddet. Og derfor har han så svært ved at samle flertal for lettelser af skatten i både toppen og bunden, øge pensionsalderen og lette boligskatten.

En stribe førende økonomer som tidligere overvismænd Hans Jørgen Whitta-Jacobsen og Peter Birch Sørensen advarer om en akut mangel på arbejdskraft de kommende år, og om at lønningerne kan løbe løbsk. Senest har nationalbankdirektør Lars Rohde sat spørgsmålstegn ved, om skattelettelser er den rigtige kur. Han tvivler på, at danskerne vil arbejde mere, hvis de får skattelettelser. De seneste 30 år har man set arbejdstiden falde, i takt med at skatterne er sænket, påpegede han for nylig over for Jyllands-Posten.

Med de populistiske bølger i det politiske landskab omkring os er det en klog overlevelsesstrategi for de gamle partier at tage vælgernes behov for sikre pejlemærker og genskabelse af tilliden til, at politikerne gør, hvad de siger, alvorligt.

I sportens verden handler det om at toppe på det rigtige tidspunkt. Om Frederiksen er toppet for tidligt i meningsmålingerne og får svært ved at holde niveauet, når hendes samfundskontrakt og Socialdemokratiets nye principprogram bliver lanceret og dissekeret af medierne, økonomerne og kommentatorerne, må tiden vise. Men at vælgerne nu får nogle forskellige veje at forholde sig til, det må hilses velkommen.

Forrige artikel Pensionskasser klar med milliarder til danske virksomheder Pensionskasser klar med milliarder til danske virksomheder Næste artikel EU-lande kan spare milliarder på fælles militær EU-lande kan spare milliarder på fælles militær