Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti har inden for det seneste par år næsten fordoblet deres samlede tilslutning. I sidste måneds meningsmålinger fik de 8,4 pct., og den udvikling truer nu reelt den borgerlige oppositions valgkampagne. I 1994 tabte V og K efter mange iagttageres vurdering valget, fordi en alliance med Fremskridtspartiet var uspiselig for vælgerne. Hvis det perspektiv igen bliver tydeligt, vil det formentlig skræmme en del af de strategisk vigtige midtervælgere væk fra V og K. Fremskridstpartiet og Dansk Folkeparti er nu helt uden konkurrence Danmarks mest rendyrkede arbejderpartier. Og hver næsten anden af deres nytilkomne vælgere siden sidste valg kommer fra Socialdemokratiet. Det viser en måling, ACNielsen AIM har foretaget for Mandag Morgen før Fremskridtspartiets landsmøde i næste weekend.