Markante ændringer i toppen af dansk erhvervsliv
Globaliseringen kræver nye kompetencer
Flere kvinder, udlændinge og humanister på vej
De sølvgrå danskfødte mænds æra i toppen af dansk erhvervsliv nærmer sig en afslutning. Om ti år vil størstedelen af den siddende danske erhvervselite, de i morgen samles til det årlige VL-Døgn, være forsvundet. Kravene til fremtidens topleder bliver så voldsomme, at den stærke ener i toppen, som vi kender ham i dag, vil blive skiftet ud med helt team af topledere med vidt forskellig baggrund. Nøgleordene for fremtidens topchef vil være mangfoldighed, emotionel intelligens, kreativitet og tværfaglighed samt ikke mindst international erfaring. Egenskaber der kan være svære at finde i en person. Det viser Ugebrevets analyse af morgendagens erhvervselite. ”Om 10 år vil den primitive opsplitning i mænd og kvinder være uinteressant. Man vil vælge den bedste. Og i mange tilfælde vil kvinderne være stærke i stadig vigtigere kompetencer som forståelse for mennesker og kulturer og evnen til at håndtere komplekse problemstillinger simultant, ” siger professor ved Århus Handelshøjskole, Steen Hildebrandt. Serie | Den danske elite