Fremtidens grønne forretningsmodel Verdens frontløbervirksomheder arbejder intensivt med at udvikle en ny grøn forretningsmodel, hvor klimahensyn styrker bundlinjen. “De, der først og bedst forstår at indarbejde det i forretningsmodellen, bliver fremtidens vindere, ” fastslår James Rogers, topchef for den amerikanske energigigant Duke Energy. Han er en af de 500 topledere, der i sidste uge deltog i World Business Summit on Climate Change i København. Mandag Morgen har på baggrund af eksklusive interview med en række topledere kortlagt best practice i udviklingen af en ny grøn forretningsmodel, der bringer klimahensyn ind i alle led af leverandørkæden.