Er Danmark blevet en nation af klynkere?

Det spørgsmål trænger sig på i forhold til de aktuelle offentlige debatter om velfærdssamfundet og erhvervslivets konkurrenceevne. For de er i høj grad domineret af folk, der fremstiller sig som ofre, som potentielle tabere eller bare helt generelt klynker over vilkårene. Fagbevægelsen klager over nedskæringer i velfærdsordninger.

Dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere brokker sig over nye reformer. Og erhvervsledere og deres organisationer klager over de høje lønninger og det høje skattetryk – begge dele er, hævder de, årsagen til, at de ikke længere kan konkurrere med udgangspunkt i Danmark.

[quote align="right" author=""]Klynkeriet og offerkulturen er tilsyneladende godt i gang med at blive en del af vores nationale særpræg – senest eksemplificeret ved landstræner Morten Olsens påstand om, at det var banens skyld, at fodboldlandsholdet tabte 0-3.[/quote]

Klynkeriet og offerkulturen er tilsyneladende godt i gang med at blive en del af vores nationale særpræg – senest eksemplificeret ved landstræner Morten Olsens påstand om, at det var banens skyld, at fodboldlandsholdet tabte 0-3 til en af Europas ringeste fodboldnationer.

Hvad skal vi bruge det til? Hvor er vindermentaliteten og ”yes, we can-kulturen” blevet af?

I debatten fremstilles det ofte, som om ændringer og reformer indebærer et tab – en følelse af, at vi tvinges til at ofre noget, som vi har kært.

DR’s tv-høring i den forløbne uge, Far’velfærd?, var et godt eksempel på det. Selve debatten blev heldigvis meget nuanceret og udpegede løsninger, men selve oplægget og iscenesættelsen var mere præget af offerkulturen. Som DR skrev i sin præsentation af programmet:

”Vi har vænnet os til verdens bedste velfærd. Men nu skærer vi ned. De ældre får mindre hjælp, skoler lukker eller må spare – og handicappede betaler selv for pleje. For der er ikke længere råd med de kæmpe økonomiske udfordringer Danmark står over for. Samtidig har mange danskere urealistisk høje forventninger til velfærdssamfundet. Da kommunernes økonomi er hårdt presset, prøver flere bl.a. at skrabe penge ind ved at afsløre socialt bedrageri. Men går kommunerne for langt i kontrollen med borgerne? Og er vores solidaritet med hinanden ved at forsvinde?”

Det skæve mediebillede

Denne type lidelseshistorier om velfærdssamfundets deroute er meget udbredte. Det er historier med kant og kritik, som mange medier foretrækker at vinkle på: Vi zoomer ind på de langtidsledige, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet. Vi møder hjemmehjælperen, der løber stærkere og stærkere. Og i det næste øjeblik ser vi en ældre kvinde, der er ude af stand til at gå hen til Danske Banks pengeautomat, efter at den lokale filial er blevet lukket, og derfor fremover må køre i taxa.

Den slags historier er Danmark fyldt af. Og selvfølgelig er de en del af virkeligheden, selv om offervinklen nogle gange bliver lovlig skinger.

Som en slags modvægt dækker medierne dog også historier om, hvordan nogle mennesker misbruger velfærdsordningerne. Berlingske skrev for nylig, at danskerne snyder samfundet for mindst 50 milliarder kr. om året, fordi de fifler med deres selvangivelser, køber sort arbejde eller tiltusker sig offentlige ydelser, de ikke har ret til. Også DR har sendt en ”tv-patrulje” ud for at afsløre snyderne i Aktion Socialt Bedrageri, hvilket har givet et indblik i, hvordan samfundets kontrolgrupper arbejder.

[quote align="left" author=""]I det 21. århundrede, hvor den økonomiske krise og en ny knaphed bliver normaltilstanden, vil den form for permanente og passive velfærdsydelser næppe overleve.[/quote]

I sidste instans kan den slags historier føre til en diskussion om samfundsmoral, og om hvor stærk pligt- og solidaritetsfølelsen er i forhold til individualismen og selvtilstrækkeligheden. Det er en vigtig diskussion, fordi den debat kan skabe en ny forståelse for, hvordan vi indretter fremtidens velfærdssamfund.

Det gælder også for meget personfikserede historier om f.eks. Carina og Robert, der enten ikke gad arbejde eller bare var blevet vænnet til kontanthjælp i stedet for at søge et arbejde som andre lønmodtagere. Carina og Robert var ikke ofre i den klassiske forfaldsfortælling om svigtende solidaritet. Tværtimod var de blevet overdynget med så meget solidaritet og generøsitet, at de havde snydt sig selv til at tro, at det var normalt ikke at gå på arbejde.

Denne samfundsmodel, hvor rettigheder fås uden modgående pligter og krav om at tage et medansvar, er et produkt af det økonomiske overflodssamfund, vi oplevede en kort periode i det 20. århundrede.

I det 21. århundrede, hvor den økonomiske krise og en ny knaphed bliver normaltilstanden, vil den form for permanente og passive velfærdsydelser næppe overleve. Men hvor er velfærdssamfundet så på vej hen?

Den næste velfærdsdebat

Hvis man nøjes med at følge offerhistorierne og de kontante konfliktvinkler i mediedækningen, kan det være svært at se det mønster af fremtiden, der er ved at tegne sig. Men det er en historie, der faktisk fortjener at blive fortalt meget mere. Og det bestræber Mandag Morgen sig på at gøre.

Velfærdssamfundet er nemlig ved at blive forvandlet til et omstillingssamfund, sådan som vi skrev om i vores månedsmagasin, Navigation, der udkom i fredags. En række kommuner og velfærdsinstitutioner i hele landet er gået i gang med en grundlæggende fornyelse af den nuværende velfærdsmodel.

Radikale effektiviseringer og produktivitetsforbedringer er mulige. Kommuner arbejder på at engagere borgerne meget mere i de nye løsninger. En kommune som Kolding går f.eks. nye veje for at få flere borgere til at tage ansvar for deres eget liv og klare flere opgaver uden hjælp fra kommunen. Kolding ”skærer bjørnetjenesterne væk” ud fra devisen om, at folk kan klare meget mere selv, end vi sædvanligvis går rundt og tror.

Kolding har omstillet deres velfærdsmodel til at være en selvværdsmodel – og Kolding er ikke bare en enlig svale. De ældre medborgere kan godt selv finde ud af at tage støttestrømperne på, og kommunerne kan spare på hjemmehjælp og andre serviceydelser, hvis man i stedet for at gøre borgerne til stakkels ofre faktisk træner dem op til at blive bedre til at hjælpe sig selv. Det er omstilling til selvhjælp. Det er ganske enkelt et helt andet menneskesyn og en anden forståelse af velfærden, der bringes i spil, når kommuner som Kolding, Fredericia, Vejle, Hedensted, Odense og Roskilde begynder at gribe opgaven an på en ny og mere innovativ måde.

Den slags historier burde der være langt flere af i de danske medier, så det ikke bare er klynkeriet og offerkulturen, der dominerer. Velfærdens frontløbere og fornyere kan hente masser af inspiration, dele erfaringer og skalere dem op til gavn for borgerne.

Selvfølgelig er der stadig kommuner, der sløser med pengene. Forleden hævdede tænketanken CEPOS f.eks., at man ville kunne spare 50 milliarder kr. i den offentlige sektor, hvis de dårligst administrerede kommuner tog ved lære af de bedst administrerede. Og Mandag Morgens beregninger viser, at der ville kunne hentes op imod 50 milliarder kr. i den offentlige sektor, hvis produktiviteten kunne løftes med bare 10 pct. – hvilket ikke er urealistisk, hvis man skal tro eksperterne.

Naturligvis kan velfærden ikke bare proppes ned i et regneark, men tallene antyder, at der ligger et kæmpe potentiale af ressourcer gemt i velfærdens institutioner, som venter på at blive forløst. Når man zoomer ind på, hvad der faktisk sker i landets frontløberkommuner, forekommer det både muligt og realistisk. En helt central årsag til, at det kan lykkes, er frem for alt lederskab. Det kræver stærk og intelligent ledelse at omstille velfærdssamfundet.

Erhvervslivet skal også omstille sig

Ledelse er også en kritisk faktor i erhvervslivet. I den forløbne uge har årets leder, Jørgen Vig Knudstorp, igen demonstreret, hvad det kræver at være leder i et turbulent globalt marked, hvor der er maksimalt pres på virksomhederne for at omstille sig. Han har besluttet at flytte en del af produktionen ud af Danmark.

Hans centrale argument er ikke, at lønningerne og skatterne er for høje i Danmark, selv om det muligvis har været en medvirkende årsag til beslutningen. Faktisk vil Lego investere i ny støberiteknologi i Danmark og gøre Billund til et kompetencecenter. Så slutresultatet kan godt blive flere arbejdspladser i Danmark. Det bliver bare nogle andre end før.

[quote align="right" author=""]Måske er Smedegaards udtalelser blevet skærpet under interviewet, men de rejser en vigtig debat om fremtidens konkurrenceevne, og hvad det er, vi skal leve af.[/quote]

Knudstorps centrale begrundelse for udflytningen er, at Lego er nødt til at have produktionsfaciliteter tæt på sine kunder. ”Det handler om reaktionshastighed,” sagde han til Børsen. Og det er selve kernen. Omstillingsevnen og reaktionshastigheden er en kritisk faktor i den globale konkurrence, hvor markederne er mere turbulente, end de har været tidligere.

Legos beslutning vil sikkert af mange blive taget til indtægt for, at det faktisk er blevet for dyrt at producere og have en fremstillingsindustri i Danmark. Topchefen for A.P. Møller-Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, ryddede forsiderne i januar, da han erklærede, at lønningerne for dårligt uddannede medarbejdere var blevet for høje i Danmark, og at lønnen skulle ned, hvis virksomhederne skulle blive i stand til at ansætte dem.

Det vakte en del opsigt, og man kan også spørge, om det er rimeligt, at Mærsk-chefen går ud på denne måde. For det danske samfund har faktisk allerede givet det maritime erhverv langt mere lukrative forretningsmuligheder end så mange andre, bl.a. ved at give rederierne mulighed for at ansætte sømænd på udenlandske overenskomster til langt lavere lønninger end de danske.

Måske er Smedegaards udtalelser blevet skærpet under interviewet, men de rejser en vigtig debat om fremtidens konkurrenceevne, og hvad det er, vi skal leve af. Men hvornår begynder danske erhvervsledere at sige, at de faktisk vil konkurrere på trods af høje lønninger?

Det kunne de godt, hvis de investerer noget mere i robotter, ny teknologi, forskning og innovation. Det har man vist i Schweiz, hvor omkostningsniveauet også er meget højt. De har forsknings- og innovationsevne i verdensklasse, de har stærke erhvervsklynger, og virksomhederne har en hurtig omstillingsevne. Det er nu mere end to år siden, at Mandag Morgen fortalte, hvordan Schweiz har skabt en industriel renæssance på trods af høje lønninger. Men hvornår er der danske erhvervsledere, som for alvor begynder at tage ved lære af schweizerne i stedet for at lade sig forføre af klynkekoret og søge mod en lavere fællesnævner på omkostningssiden?

Kom ind i kampen

Debatten om lønninger, afgifter og erhvervsskatter er blusset kraftigt op i den sidste måned. Ikke mindst fordi statsminister Helle Thorning-Schmidt har meldt ud, at regeringen bl.a. vil kigge på afgifterne i den job- og konkurrenceevnepakke, som regeringen vil fremlægge omkring 1. marts. Det har fået erhvervsorganisationerne til at kræve afgiftsnedsættelser over en bred front. Angiveligt fordi det er blevet for dyrt at producere og konkurrere fra Danmark.

Børsen er et dagligt udstillingsvindue for det argument, og en stribe af erhvervsorganisationer og debattører har brugt bladets spalter til at fortælle historien om, hvor svært det er blevet at producere i Danmark. ”Hvis politikerne vil have nye job, må de sænke afgifterne”, og ”Høj skat får investorerne til at gå uden om Danmark”, er et par af de overskrifter, man kunne læse sidste mandag.

Tirsdag lancerede DI så en konkurrenceevnepakke, der angiveligt skal skabe 14.900 nye job via nedsættelse af selskabsskatten, afgiftslettelser og lidt ekstra offentlige investeringer. Spørgsmålet er bare, om det er tilstrækkeligt? For planen vil ikke engang genskabe ti procent af de job, der er gået tabt, siden finanskrisen ramte Danmark.

Det kan være fint nok at kigge på selskabsskatten og justere nogle af de afgifter, der ikke bidrager til at forbedre Danmarks langsigtede konkurrenceevne. F.eks. kan NOx-afgiften sikkert indrettes mere intelligent, så andre end industrien bærer en del af byrden. Det vil også være klogt at give turisterhvervet fuld momsafløftning som i en række af vore nabolande. Men hvis man skærer ind til benet, er den barske sandhed, at selv DI’s plan er helt utilstrækkelig.

Problemet er måske, at den på en måde også er et produkt af det klynkeri og den offerkultur, som er så fremherskende i velfærdsdebatten. Man skraber i overfladen og laver en kortsigtet lappeløsning i stedet for at komme med mere ambitiøse bud på, hvordan vi sammen udvikler Danmarks nye konkurrencekraft.

[quote align="left" author=""]I stedet for at bruge en masse kræfter på at klynke over den forringede konkurrenceevne og afgiftsniveauet i Danmark, bør erhvervslederne også kigge sig selv i spejlet.[/quote]

DI foreslår at afskaffe eller nedsætte flere CO2-afgifter for over en milliard kr., men netop den type afgifter er nødvendige for at accelerere Danmarks grønne omstilling og nærme os politikernes fælles mål om at gøre det danske energisystem fossilfrit i 2050. Den slags afgiftslettelser vil svække den langsigtede konkurrenceevne i stedet for at styrke den. Takket være de høje energiafgifter er danske virksomheder langt mere energieffektive end udenlandske konkurrenter, og industrien har reduceret energiforbruget kraftigt i de seneste år.

Det er vigtigt i en æra, hvor oliepriserne risikerer at stige. Tænketanken Kraka har udsendt en rapport om industrien, hvor man udtrykker beklagelse over, at ”energiudgifternes andel af industriens produktionsværdi [er] steget fra ca. 3 pct. i slutningen af 1990’erne til 7 pct. i 2010”. Men man fortæller ikke læserne, at i nøjagtig samme periode er de globale energipriser femdoblet, så det, der kunne være en positiv historie – at industrien har styrket sin energimæssige konkurrenceevne og fremtidige konkurrencekraft over for turbulente oliepriser – i stedet er blevet til en klynkehistorie.

I stedet for at bruge en masse kræfter på at klynke over den forringede konkurrenceevne og afgiftsniveauet i Danmark, bør erhvervslederne også kigge sig selv i spejlet. Har de virkelig selv gjort nok for at trimme deres virksomheder, investeret nok i ny teknologi og brugt kræfter nok på at innovere deres produkter, så de kan komme højere op i værdikæden?

Nogle af de globalt orienterede virksomheder har bevist, at det faktisk stadig kan lade sig gøre at konkurrere med basis i Danmark – hvilket også er årsagen til, at Danmark har overskud på betalingsbalancen og handelsbalancen. Mærsk er en stor succeshistorie, når det gælder den globale handel, og Novo Nordisk har i medicinalindustrien vist, hvordan det er muligt at konkurrere – og få enorm succes og nå et tocifret milliardbeløb i resultat – med udgangspunkt i Danmark.

Den slags eksempler må være bærende kræfter i fornyelsen af den danske konkurrencekraft.

Det kan være fint nok at justere skatter, afgifter og lønninger, hvis man mangler gode ideer og er under et hårdt konkurrencepres på den korte bane. Men den diskussion bør ikke overskygge den langt vigtigere debat om, hvad vi skal leve af i fremtiden, og hvor vi bør investere og innovere os til ny vækst? Hvordan og på hvilke områder kan Danmark og danske virksomheder levere fremragende præstationer, der gør en forskel i fremtiden? Og hvordan bliver vi dygtigere til at ramme de nye behov, der er under udvikling på det globale marked?

Det danske erhvervsliv bør have et langt større ambitionsniveau end blot at få justeret de ydre rammevilkår i skatter og afgifter. Vi har brug for en langt mere offensiv erhvervsdebat i Danmark. I stedet for klynkeri og offerkultur har vi brug for noget mere vinderkultur og vilje til at forny dette land. Danmark skal ikke være en tabernation, men blive til verdens bedste omstillingssamfund. Eller som Jørgen Vig Knudstorp så fint formulerede det forleden: ”Det handler om reaktionshastighed.”