En af landets førende sundhedseksperter har efter flere år som kritiker af brugerbetaling på lægebesøg ændret holdning. Nu går direktør i Dansk Sundhedsinstitut, professor Jes Søgaard, ind for, at danskere skal betale 150 -200 kr. af egen lomme for en tur hos lægen.

“Jeg har hidtil ment, at der var flere ulemper end fordele forbundet med brugerbetaling på lægeydelser. Når jeg har ændret holdning, skyldes det først og fremmest det meget, meget kraftige efterspørgselspres på sundhedsvæsenet og specielt sygehusvæsenet, vi nu oplever. Ved at indføre brugerbetaling kan man dæmpe den aktivitetsstigning,” siger Jes Søgaard.

Det er første gang, at Jes Søgaard decideret anbefaler at indføre brugerbetaling på lægebesøg, og det øger presset på regeringen for at ændre reglerne om brugerbetaling på sundhedsområdet. Jes Søgaard nyder nemlig stor respekt både blandt politikere og faggrupper. Han har skrevet talrige videnskabelige artikler om brugerbetaling og andre sundhedsfaglige temaer, ligesom han jævnligt bliver inviteret til at holde oplæg i politiske og faglige kredse om relevante sundhedstemaer.

Regeringen og store dele af oppositionen står efterhånden relativt alene med deres afvisning af enhver tanke om brugerbetaling på lægebesøg. For ud over Jes Søgaard har centrale aktører som de økonomiske vismænd, KL, OECD, Venstres eget politiske bagland og Velfærdskommissionen allerede foreslået at ændre på brugerbetalingen på sundhedsområdet. De peger ganske vist på forskellige modeller, men kravet om forandring er ikke til at tage fejl af.

Også regionerne efterlyser en ny model for brugerbetaling på sundhedsområdet. Deres topfolk mener, at den nuværende brugerbetaling på sundhedsydelser som tandlægebesøg, fysioterapi og medicin er sat forkert sammen og øger den sociale skævhed. Derfor lægger de nu op til en politisk debat om at ændre på sammensætningen af brugerbetaling, så det f.eks. bliver billigere for danskerne at få tænderne behandlet, mod at de til gengæld betaler for nogle af de ydelser, som i dag er gratis.

“Jeg vil gerne se på, om vi kan skrue brugerbetalingen sammen på en anden og sundhedsmæssig mere fornuftig måde. Den model, vi har i dag, er ulighedsbefordrende,” siger formand for Danske Regioner, Bent Hansen. Han ønsker dog ikke på nuværende tidspunkt at pege på, hvilke konkrete områder der bør være omfattet af brugerbetaling.

Studie i politisk berøringsangst

Debatten om brugerbetaling på sundhedsområdet er særdeles følsom. Den er nærmest et casestudie i politisk berøringsangst. Begge sider af folketingssalen viger uden om forslag, der lugter det mindste af nye velfærdsudgifter til vælgerne.

En af dem, der holder sig for næsen, er statsminister Lars Løkke Rasmussen. Det til trods for, at han selv luftede ideen om brugerbetaling på lægebesøg i bogen “Løkkeland”, der udkom i 2006, mens han var indenrigs- og sundhedsminister samt næstformand i Venstre. Her argumenterede han for, at brugerbetaling på lægebesøg kunne have en adfærdsregulerende effekt.

Men en ting er uforpligtende visioner i en interviewbog. En anden ting er politiske realiteter. Det stod klart allerede samme år på Venstres landsmøde. Her måtte Løkke Rasmussen sammen med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen forsvare modstanden mod brugerbetaling, da et lille flertal blandt de delegerede vedtog en målsætning om, at det skal være muligt “at opkræve en vis brugerbetaling i praksissektoren,” som det nu hedder i partiets principprogram.

Både Løkke og Fogh havde travlt med at understrege, at partiets ledelse ikke havde planer om at følge landsmødets beslutning. Det politiske nederlag var til at tage og føle på, men løftet er siden blevet holdt.

Skift hos vismændene

Det er ikke kun i politiske kredse, at det har været svært at håndtere spørgsmålet om brugerbetaling på sundhedsområdet. Det samme gælder de økonomiske vismænd, der gennem årene har ændret holdning på området.

Tilbage i 2000 lavede de en omfattende sundhedsanalyse med konkrete modelberegninger, der inkluderede brugerbetaling på bl.a. lægebesøg, sengedage på sygehuset og besøg på skadestuen. Konklusionen var, at der ikke burde indføres brugerbetaling for traditionelle sundhedsydelser. 

Siden er der sket store udskiftninger på holdet af økonomiske vismænd, og sidste år nåede de frem til en anden konklusion. Nu mener de, at brugerbetalingen skal reduceres på nogle områder for at undgå social skævhed og til gengæld spredes ud på andre sundhedsydelser. Se tekstboks. Vismændene nævner dog ikke, hvilke områder det konkret drejer sig om.

Regeringens egen Velfærdskommission har også lavet en model for, hvordan der kan skrues op for brugerbetalingen på sundhedsområdet. Kommissionen foreslog tilbage i 2005, at der blev indført brugerbetaling på bl.a. besøg hos praktiserende læge, special- og vagtlæge, ambulant behandling, skadestuebesøg og indlæggelse på sygehuset. Modellen minder meget om den i de øvrige nordiske lande. Den ville give en samlet økonomisk gevinst på 3,4 milliarder kr. Hverken regeringen eller den øvrige del af Folketingets partier vil dog vide af den.

Seneste forslag til brugerbetaling på sundhedsområdet kommer fra KL. I et nyt velfærdsudspil, “Vilje til Velfærd”, stiller KL en række klassiske spørgsmål som: “Hvorfor er det gratis at gå til lægen, når man skal betale for at gå til tandlæge? Hvorfor er det gratis at blive behandlet af en psykiater, når man skal betale for en psykolog? Hvorfor er det gratis at få et høreapparat, når man skal betale for sine briller?” KL foreslår, at der nedsættes en brugerbetalingskommission, der skal kulegrave hele området.

Mindske uligheden

Det er dog forbundet med en række risici at indføre brugerbetaling på lægebesøg. For hvis man fremover skal betale af egen lomme for at konsultere lægen, vil mange tænke sig om en ekstra gang, før de bestiller tid. Selvom det kan medvirke til at overflødige lægebesøg undgås, kan det også betyde, at folk, der virkelig har brug for lægehjælp, dropper turen hos lægen. I yderste konsekvens kan det medføre, at kræft eller alvorlige hjertesygdomme først opdages, når de har udviklet sig, og omkostningerne for patienterne og de offentlige budgetter er steget betydeligt.

Denne fare har da også været en af de væsentligste årsager til, at Jes Søgaard hidtil har været modstander af brugerbetaling på lægebesøg. Han henviser bl.a. til et gammelt studie fra USA, som konkluderede, at indførelse af brugerbetaling fik antallet af lægekonsultationer til at falde med ca. 20 pct. – både hos grupper med livstruende symptomer og grupper, som ikke havde behov for lægehjælp.

“Hvis der bliver indført brugerbetaling på lægebesøg i Danmark, er det vigtigt, at det bliver fulgt op med oplysningskampagner, så folk bliver mere opmærksomme på deres symptomer,” siger Jes Søgaard.

En anden risiko er, at brugerbetaling på lægebesøg kan øge den sociale ulighed. Men den fare er Jes Søgaard ikke længere så bekymret for som tidligere:

“Vi har i forvejen så store problemer med ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet, at jeg er lige ved at tro, at brugerbetaling kan være en fordel for svage befolkningsgrupper. De vil føle en ekstra styrke ved at besøge lægen, når de nu også har betalt for det.”

Jes Søgaard understreger, at han ikke har gennemtænkt et fikst og færdigt forslag til brugerbetaling på lægebesøg. Men han forudser, at et eventuelt gebyr skal ligge på 150 til 200 kr. for at få såvel en adfærdsmæssig som samfundsøkonomisk gevinst. Samtidig bør der sættes et loft for, hvor meget folk højst kan komme til at betale om året for lægebesøg.

Hvis Folketinget på et tidspunkt beslutter sig for at lægge brugerbetalingen i sundhedsvæsenet om, vil det med stor sandsynlighed også betyde, at visse hospitalsbehandlinger vil blive pålagt gebyr. I dag har flere undersøgelser på sygehusenes ambulatorier nemlig samme karakter som de behandlinger, praktiserende læger og speciallæger udfører.

“Nogle politikere siger, at brugerbetaling på lægebesøg er en ekstra skat, og at danskerne betaler nok i skat. Det argument forstår jeg slet ikke. For brugerbetaling er jo netop et alternativ til at øge skatten,” siger Jes Søgaard.