Gå, hvis du vil tage beslutninger der rykker

Det nye sort inden for ledelsesudvikling er at tage vandrestøvlerne på og skabe fordybelse med naturen som medspiller.

I kan lige så godt forberede jer på det, kære ledere: I vil blive hevet ud af mødelokalerne og iklædt vandrestøvler. Hvis I altså hører til den type ledere, der efterspørger udvikling.

Det nye sort er nemlig lederudvikling i naturen.

I erindrer måske (med gru) de tidligere kurser, vi kender fra naturen. I har måske gennemført kanindræberkurset, hvor I skulle overskride egne grænser eller overvinde vandskræk, for at gruppen kunne komme af sted på tømmerflåden på teambuildingkurset?

Heldigvis er den nye ledelsesmæssige trend med naturen som medspiller meget anderledes. Trenden handler om at skabe et unikt refleksionsrum og noget så jordnært som at udnytte fordybelsens potentiale.

Og det er tiltrængt. Det er sgu svært at tænke ud af boksen i et kønsløst mødelokale, velvidende at det næste møde begynder om fire minutter.

Rigtig mange af de ledere, jeg møder, hungrer efter refleksion og fordybelse, men det synes ofte ikke muligt for dem at skabe plads til det i hverdagen.

Jeg udfordrer ofte ledere på det ’ikke at have tid’ ud fra den enkle antagelse, at det er et spørgsmål om at prioritere. I sidste uge kom en af de ledere, som jeg arbejder med, og fortalte glædesstrålende, at han havde skabt plads i kalenderen til egen refleksion: fem minutter hver torsdag – omtrent lige så længe, som det tager at snøre et par vandrestøvler!

Vil du være en del af fremtidens lederhold?

Hvis du udelukkende springer direkte fra hverdagens her-og-nu-udfordringer (det man kan kalde driftsrummet) til en hurtig løsning (beslutningsrummet), fordi du ikke føler, at du har tid til at skabe plads til eftertanke eller innovative løsninger (refleksionsrummet), så udnytter du ikke hele dit potentiale. Eller, hvis jeg skal sætte det på spidsen, så vil du ikke være en del af fremtidens lederhold.

Som moderne leder bruger du nemlig din personlighed hele tiden, for du skal skabe udvikling hos dine medarbejdere, lytte til deres udfordringer, håndtere konflikter, kommunikere forandringer og konstant have en god gennemslagskraft og være autentisk.

Det kræver, at du er i god kontakt med dig selv.

Det stiller krav til din mentaliseringsevne, som er det, jeg betegner som ’lederens indre kompas’. Det er evnen til at mærke, hvad der sker i den anden (empati) koblet med selviagttagelse i forhold til, hvad situationen gør ved én selv. Dette kompas er en forudsætning for at kunne bearbejde og bruge sociale erfaringer. Det er ikke en medfødt egenskab, men en evne, der trænes og udvikles i de relationer, som vi indgår i.

Når mentaliseringsevnen er høj – eller lederens indre kompas er i vater – så bliver vi mere nuancerede og forstår os selv og andre ud fra flere perspektiver og dimensioner.

Når den ro indfinder sig, får vi en væsentlig bedre kontakt til os selv og kan mærke, hvor vi skal hen, og vi bliver bedre til at se muligheder.

Du kender måske det, at en vigtig tanke eller ide, der opstod ’tilfældigt’ på vej på cyklen eller på en gåtur, har rykket noget helt særligt for dig? Det er ikke helt tilfældigt, for din krop slapper af, når du bevæger dig fysisk, og det får anspændtheden og forsvarsmekanismerne, som vi alle helt naturligt har, til at falde til ro.

Når jeg hiver ledere ud af mødelokalerne og laver lederudvikling i naturen, oplever jeg, at der sker noget særligt. Når du går, er der ikke noget krav om at kigge en anden i øjnene eller svare lige med det samme – det sænker tempoet og styrker refleksionen.

Når vi vandrer, går vi fra gøren til væren. Vi flytter altså fokus fra det rationelle felt med mål, opgaver og drift i hverdagen til det psykodynamiske felt, der er alt det ubevidste, som vores arbejdsliv gør ved os.

De sædvanlige forsvarsmekanismer (kamp, flugt og pardannelse) bliver skrællet af, fordi angstniveauet falder. Vi er alle styret af ’hverdagsangst’, den har vi med os som et naturligt forsvar mod farer, men når vores forsvarsreaktioner kommer ureflekteret i spil, så virker de hæmmende på de gode relationer og innovative løsninger.

De forsvarsmekanismer, som jeg møder i mødelokalerne, er for eksempel fortrængning, intellektualisering eller humor som forsvar, når noget er rigtig svært. Eller også bliver der lavetsplitting, hvor verden bliver delt op i ’de gode’ og ’de onde’, og sjovt nok er det altid naboafdelingen eller direktionen, der indtager pladsen som ’de onde’, når os-og-dem-retorikken kommer i spil.

Skab robusthed sammen

Et andet spændende element ved at vandre er jo, at trenden meget direkte bruger det fysiske element til ledelsesudvikling. Og kroppen er vel snart også den sidste ting, som vi kan koble på lederudvikling.

Kroppen har i al fald været en overset dimension, og her mener jeg ikke løbeklubber, motionsrum eller strækøvelser til at forebygge anspændte nakker eller musearme, men det at bruge kroppen aktivt som medspiller.

Det er ret simpelt at vandre, det er jo bare at sætte den ene fod foran den anden og så gå derudad. At tænke med fødderne kunne vi også kalde det at vandre, der har været praksis fra antikkens græske filosoffer over Rousseau, Kant, Nietzsche og Kierkegaard til Gandhi.

Den franske renæssancefilosof Montaigne talte om at vække sine tanker for at give dem fremdrift:

”Mine tanker sover, hvis jeg sætter dem ned. Min ånd går ikke alene, som om benene bevægede den.”

At vandre sætter alt i bevægelse, fordi det får krop og intellekt til at smelte sammen.

Hvis lederen både integrerer sin krop og sine tanker og så tilmed deler sine nye erkendelser med andre undervejs, så er det – i mine øjne – det ultimative refleksionsrum.

Jeg oplever mere og mere, at samskabelse (co-creation) er betydningsfuldt for mange ledere, og det udløser en kæmpe gevinst, når vi tør bruge hinanden og fællesskabets erfaringer, klogskab og modspil.

Og det mod mærker jeg komme.

Flere danske og internationale undersøgelser har gennem de seneste år konkluderet, at vores trivsel og motivation er betinget af tre behov: at opleve selvbestemmelse, kompetence og samhørighed.

Samhørigheden skaber robusthed.

Robusthed var ordet, der var fuldstændig umuligt at komme udenom, både i jobannoncer og kursuskataloger, i det forgangne år. Det blev et buzzword på både godt og ondt. Ondt, fordi kravet om robusthed fra medarbejdernes side også kan ses som et krav om at udholde dårlige arbejdsvilkår med et alt for højt pres i organisationen og til at udholde manglende ledelse. Og godt, fordi robusthed giver muligheder.

Robusthed er for mig en fuldstændig afgørende ingrediens i godt lederskab, især følelsesmæssig robusthed. Det handler om at komme tættere på sig selv og dermed være i stand til at få klarhed over komplekse problemstillinger og kunne være i dialog om det, som er svært.

Hvis vi vil understøtte den følelsesmæssige robusthed, så kræver det, at vi erkender, at vi ikke tænker ud af boksen i dagligdagens stramme kalender, og at vi giver os den tid, det tager at mærke vores egne grænser, vores gode ideer og mod til forandring – og efterfølgende sparre med hinanden om det.

Og tænk, at det i virkeligheden kun kræver, at vi sætter den ene fod foran den anden ...


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu