Regnestykket kan nu gøres op efter ISS’ mislykkede og kostbare eventyr i USA: Rengøringskoncernen er strømlinet med stigende indtjening, stærkt kapitalberedskab og en koncernchef, som er uhyre vellidt af de udenlandske storinvestorer. Men koncernens revitalisering har været dyrekøbt. Den globale strategi led skibbrud, da ISS blev taget ved næsen og skubbet ud af USA. ISS’ amerikanske datterselskab blev delvist frasolgt efter afsløring af svindel. Men netop af hensyn til den globale strategi beholdt ISS en ejerandel på 20 pct. i Aaxis, der købte det amerikanske datterselskab. Den ejerandel har ISS nu måttet skaffe sig af med på særdeles ugunstige vilkår. Men verdens største rengøringskoncern vil næppe i længden holde sig ude af verdens største marked. Multinationale erhvervskoncerner lægger nemlig stadig større vægt på at samarbejde med serviceselskaber, som kan servicere dem i flere verdensdele. Derfor er ISS’ vej tilbage til USA næsten uundgåelig. Indtil februar 2001 er ISS imidlertid bundet af en konkurrenceklausul til ikke at genetablere forretning i USA. Administrerende direktør Waldemar Schmidt vil i dag ikke udtale sig om, hvorvidt ISS igen vil forsøge sig i USA.