Af Eyvind Vesselbo, kultursociolog, mag.art.

Regeringen har præsenteret sin længe ventede ghettoplan. Alle har erkendt, at de fem tidligere planer har ikke har haft den ønskede effekt.

Statsministeren betegner planen som historisk. Ser man på indholdet, ser den ikke ud til at blive mere historisk end Anders Samuelsens historiske skattelettelser. De blev, som bekendt, ikke til noget. En af hovedårsagerne til, at den nye ghettoplan ikke fremstår historisk, er bl.a., at en meget stor del af de 22 forslag er gengangere fra tidligere ghettoplaner. Disse forslag har således ikke haft den ønskede effekt, eller de er slet ikke blevet gennemført. Alligevel er de med igen i den nye plan.

Problemet er, at alle ghettoplanerne har haft et forkert udgangspunkt. De har ikke taget udgangspunkt i den virkelighed, der findes i disse boligområder. Ingen af dem har derfor løst problemerne. Ingen af ghettoplanerne har bygget på den viden, som findes om situationen i disse boligområder og dermed om de mennesker, der bor der.

De hidtidige ghettoplaner har stort set kun bygget på sanktioner, straf, trusler og restriktioner over for beboerne, hvilket kun har ført til yderligere marginalisering af de folk, der bor i disse boligområder. Problemet med den nye ghettoplan er, at den stort set bygger på de samme præmisser, hvor nogle endda er strammet yderligere. Statsministeren burde vide, at marginalisering af mennesker kan føre til parallelsamfund.

Når folk bliver marginaliseret, danner de subgrupper, som udvikler deres egen subkultur, identitetsfølelse og fællesskabsfølelse. Hvis man ikke føler, at man er anerkendt i samfundet, finder man selvfølgelig sammen med andre, der har det på samme måde som en selv. Det er måske disse subgrupper, som statsministeren kalder parallelsamfund, og som regeringen er med til at skabe.

I stedet for at forsøge at nedbryde selvrespekten hos beboerne i bestemte boligområder i Danmark skulle regeringen føre en politik, som lod de mennesker, der lever i de omtalte boligområder, opleve, at de var en del af det danske samfund.

Problemet med den nye ghettoplan er ligesom med de tidligere, at den sociale indsats stort set er udeladt i de forslag, der foreligger. Ser vi på nogle af regeringens forslag, giver de et godt billede af regeringens fejlagtige indfaldsvinkler til løsningen af de problemer, som statsministeren nævner.

1. Regeringen foreslår en fordobling af straffen for kriminalitet, som begås i de udsatte boligområder. Udgangspunktet er, at man tror, at medlemmerne af banderne eller andre kriminelle tænker over, hvor længe de skal sidde i fængsel, når de laver kriminalitet. Men disse bandemedlemmer og andre uromagere tænker ikke på samme måde som politikere på Christiansborg eller som jurister i Justitsministeriet. De ser ikke straf eller straffens størrelse som en barriere for at lave kriminalitet.
2. Regeringen foreslår, at kommunerne ikke må anvise boligsøgende til udsatte boligområder, hvis et medlem af husstanden i mindst et halvt år har modtaget nogle bestemte sociale ydelser. Det er svært at se realismen i dette forslag. Det kan være svært at finde andre steder at bo i området, hvor disse mennesker har mulighed for at betale huslejen.
3. Regeringen vil indføre krav om obligatorisk dagtilbud i minimum 30 timer om ugen for børn i udsatte boligområder, fra barnet fylder et år. Hvis forældrene ikke følger kravet, skal de straffes økonomisk. Det er godt, at børnene kommer i daginstitution, men man hjælper ikke børnene ved at straffe forældrene økonomisk.
4. Regeringen vil indføre en sprogprøve i 0. klasse på en række skoler i de udsatte boligområder. Hvis de ikke klarer prøven, kan de som udgangspunkt ikke rykke op i 1. klasse. På den måde stempler man allerede barnet som et problem inden 1. klasse. Løsningen er i stedet at lade barnet følge de andre børn i 1. klasse og derefter sætte ind med intensiv sprogundervisning i 1. klasse.

Med udgangspunkt i den nye ghettoplan vil det blive svært for statsministeren at gøre noget effektivt ved det, han kalder ghettoområder og parallelsamfund. Man løser ikke problemer i udsatte boligområder ved både retorisk og fysisk at marginalisere de mange tusinde mennesker, der bor i disse områder. Der er derimod brug for en plan med et stærkt fokus på socialpolitikken i kombination med en realistisk integrationspolitik.