Giv byens fremtid en tur i computeren

Lad mig lægge ud med et spørgsmål: Hvad har den spanske by Guernica år 1937 til fælles med New York i 2012 og en by som Shanghai i 2039? Det er der sandsynligvis en del korrekte svar på, men det, vi skal have fat i her, er, at de alle tre senere i dette århundrede på forskellig vis vil blive opfattet som vigtige trædesten på vejen til en verden, hvor computerstyring og rutinebrug af Big Data bliver allestedsnærværende, afgørende for en sund global økonomi og i stigende grad noget, vi tager for givet.

Prøv at kigge ned på Jorden fra et fly om natten og se byområderne som skinnende sprøjt, striber eller net af lys, der ligger spredt ud over planetens mørke overflade. Mindre synlige er de enorme strømme af data og information, som nu binder vores økonomier sammen. Hvis man vil spore, hvor det lys stammer fra, så må man tilbage til Thomas Edisons laboratorium i 1870’erne. Men hvad nu, hvis man var på udkig efter kilden til de amazonagtige datastrømme?

Mærkeligt nok ville et godt sted at starte sin søgning være de rygende ruiner efter byen Guernica under den spanske borgerkrig. De tyske bombeflys bombetogt for den fascistiske general Franco inspirerede Pablo Picasso til en af hans største mesterværker. Men bombetogtet udløste også en tsunami af bekymring ud over Europa, da regeringer brat vågnede op til den ubehagelige sandhed, at deres byer nu var sårbare over for total udslettelse fra luften.

En ikke tilsigtet konsekvens var, at bestræbelserne på at knække de nazistiske styrkers kodede beskeder fik nyt liv. Polske eksperter knækkede de tyske Enigma-koder i 1932, men senere kæmpede de med krypteringer og sikkerhedsprocedurer, der var blevet mere sofistikerede. De første beregninger af kodebrydernes chancer for succes lød på 158 millioner millioner millioner til 1 – hvilket giver en god fornemmelse af den store opgave, de stod over for.

Da nazisterne forberedte deres invasion af Polen, overdrog polakkerne heldigvis den hemmelige viden om, hvordan Enigma-koderne skulle knækkes, til efterretningstjenesterne i Frankrig og Storbritannien. Alle dette kom jeg i tanke om for her i efteråret, da vi var nogle stykker, der tog toget nordpå for at besøge Bletchley Park, det engang tophemmelige - men nu mere og mere berømte – center for briternes kodebrydere under Anden Verdenskrig.

Da Bletchley Park var på toppen, var flere end 8.000 mennesker beskæftiget med at bryde de tyske og japanske koder. Det siges, at deres indsats medvirkede til at forkorte krigen med hele to år.

En nøgleperson på Bletchley Park var den usædvanlige matematiker Alan Turing, der i dag opfattes som den digitale teknologis ophavsmand. Som lederen af Bletchley Park, Iain Standen, fortalte os, skitserede Turing i 1930’erne den fremtidige databehandling, på samme måde som maleren Leonardo da Vinci tegnede helikoptere helt tilbage i 1493. I Turings tilfælde var det dog kun et spørgsmål om år, før hans vision begyndte at blive til virkelighed.

Det er en ekstraordinær oplevelse at gå omkring mellem computerne og det andet udstyr, som Bletchley-forskerne udviklede for at fange, analysere og afkode signalerne fra hele verden. På stedet findes også Det nationale computermuseum, som kan prale af at have Europas største samling af fungerende, historiske computere – herunder en version af Bletchleys Colossus som var verdens første elektronisk programmerbare computer.

Museet giver én mulighed for at følge udviklingen af computerbrug fra 1940’ernes ultrahemmelige pionertider, over 1960’erne og 1970’ernes main frames, til pc’erne kom frem i 1980’erne. For mig, der har brugt computere i over tre årtier, var det ekstraordinært at se maskiner, som jeg engang brugte og satte stor pris på – og som dengang blev betragtet som højdepunktet af den teknologiske udvikling. Det får alt sammen én til at spekulere på, hvor teknologier som kunstig intelligens bringer os hen, når vi når midten af dette århundrede.

George Dyson fortæller i sin glimrende bog ”Turings katedral – det digitale univers’ oprindelse” på vidunderlig vis, hvordan nutidens computere har rødder tilbage til arbejdet i Bletchley Park og senere til forskerne på Princeton Universitys Institute for Advanced Study, som deltog i kapløbet om at udvikle verdens første hydrogenbombe. Fra disse menneskers relativt enkle hardware og kodning har alt fra smartphone-applikationer til Googles altfavnende algoritmer udviklet sig.

For så vidt angår forbindelsen til New York var det kraftfulde computere, der var med til at beregne orkanen Sandy, da den voksede ude over Atlanten for siden at ramle sammen med den amerikanske østkyst og mere spektakulært med New York City. Alene omkostningerne ved de skader, den forvoldte, sikrer, at andre store summer nu bliver investeret i at udvikle computerberegninger og early warning- systemer, som kan bidrage til at minimere effekten af superstorme og andre symptomer på den globale opvarmning.

For så vidt angår byer som Shanghai i 2039, så er det 100-året for Bletchley Parks første efterretningsarbejde. Til den tid har det udviklingsræs, som Turing og andre kodeknækkere satte i gang, formentlig nået niveauer af computerkraft og kunstig intelligence, som vi nærmest ikke kan forestille os i dag. Og ligesom Shanghai, der er voldsomt sårbar over for den stigende vandstand i verdenshavene, vil et voksende antal byer bruge højt avanceret it-udstyr for at mindske deres CO2-aftryk og styre virkningerne af klimaforandringerne.

Over to tredjedele af verdens største byer menes nu at være i stigende fare, fordi havene stiger. Et initiativ, der er designet til at reducere skaden, er ”Connecting Delta Cities”, som er et netværk af deltabyer, der udforsker nye svar på klimaforandringerne. Og en ting står klart: Data, informationer og efterretningssystemer bliver afgørende i forhold til at sikre, at befolkninger og virksomheder langs kysterne klarer sig gennem det 21. århundrede i god behold.

En ny Atkins-rapport, ”Fremtidssikring af byerne”, vurderer, at ikke færre end 129 byer er i risikozonen. Fra megabyer som Bangkok til mindre byer som Zaria i Afrika. Blandt de vigtigste tendenser, rapporten fokuserer på, er den udvikling, at der i 2020 sandsynligvis bor næsten 900 millioner mennesker i selvbestaltede bosættelser, som for manges vedkommende vil være særligt sårbare over for effekterne af klimaforandringerne og forandringerne i priser og adgangen til kritiske ressourcer som energi, vand og mad.

Atkins-undersøgelsen giver risikoprofiler for forskellige byer og forskellige bytyper med henvisninger til den seneste forskning i farerne ved klimaforandringer, ressourceknaphed og skader på økosystemerne. Jeg vil tro, at borgmestre, planlæggere, arkitekter, ingeniører og andre, der har ansvaret for at fremtidssikre verdens byer, vil være glade for at vide, at de har valget mellem over 100 forskellige praktiske løsninger. Nu da mere end halvdelen af vores art bor i byer og byområder, kunne der nærmest ikke være mere på spil.

Træk tråden bagud, og så bliver det klart, at ligesom Alan Turing og analytikerne på Bletchley knækkede koden, der styrede et ondt imperium, sådan er en ny bølge af designere, forskere og ingeniører nu ved at udtænke styresystemer til en mere bæredygtig global økonomi.

Nogle af disse mennesker ser verdens voksende antal byer som morgendagens open-air, live-in computere, hvor alting er forbundet og stadig større mængder data bliver behandlet. Måske, hvis vi er heldige, så tager de digitale baner og teknologiske slægtskaber, som – antændt af Guernicas bombardement – begyndte på Bletchley, igen fart, når byer konkurrerer om at mindske deres miljøbelastning og i almindelighed går lidt klogere til fremtiden.

Forrige artikel Gennembrud på vej for sociale virksomheder Næste artikel Borgeren bliver, hvad han klikker