Glaspuster med samfundssind
Pernille Bülow var bare 11 år, da hun solgte sine første hjemmelavede smykker fra vejkanten og stolt kunne bringe et overskud på 100 kr. hjem. Få år efter overtog hun den grillbar, hvor hun havde haft studiejob. Den bedste læring i livet som selvstændig, kalder hun selv barndommens møde med produktion og virksomhedsdrift.
Den driftige bornholmer har været Danmarks største glasproducent, der med salgssuccesen Duo solgte mere end 50.000 fyrfadsstager om året. Derudover er hun i dag en af de største Fair Trade-godkendte smykkeproducenter herhjemme. Et projekt, der har skabt en levevej for enlige mødre i Ghana, der producerer Pernille Bülows eget smykkedesign i glasperler. Projektet er i vækst, og i dag kommer 20 pct. af omsætningen i Pernille Bülow A/S fra disse smykker.
49 år. Udlært i 1982 på Orrefors Glasskola i Sverige. 1982-1985: Arbejdede på Baltic Sea Glass på Bornholm. I 1985 startede hun som selvstændig forpagter af Snogebæk Glashytte. I 1989 åbnede hun Pernille Bülow Glas i Svaneke på Bornholm. 2003: Design Life 2005: smykkeafdelingen Jewellery af Pernille Bülow A/S. 2009 Pusterummet.
Største succes: Design af Duo-fyrfadslysestagen. Stagen er Danmarks mest solgte fyrfadsstage.
Design Life
Grundlagt i 2006 (Pernille Bülow startede op i 1986)
Antal ansatte: 12 (i moderselskabet Pernille Bülow A/S)
Bruttoresultat (2010): 2,4 millioner kr.
Vækst i bruttoresultat (2009-2010): 0,8 millioner kr. (53 pct.)
Da det gik bedst, beskæftigede hun 35 medarbejdere på Bornholm og tænkte selv, at hun kunne omskole arbejdsløse bornholmske kvinder for at hjælpe dem i beskæftigelse. Men så ramte krisen i kølvandet på dotcom-boblens brist. Kineserne indtog markedet for glaskunst med billige efterligninger, der kun kostede 10 kr. i indkøbspris for forhandlerne, mens Pernille Bülows mundblæste designs lå på flere hundrede kroner. Storhedstiden for mundblæst glas ebbede ud. Ganske som keramikken havde veget for glaskunsten tidligere. “De første fjorten år gik det kun en vej: fremad. Og det gik stærkt. Pludselig skulle vi til at lære, hvordan man driver virksomhed i nedgangstider,” fortæller Pernille Bülow.
Men i stedet for at gå ned med flaget over, at hendes kompetencer og viden ikke længere matchede tidens trend, udviklede Pernille virksomheden videre. “Min styrke ligger selvfølgelig i at lave glas. Men den ligger også i at drive virksomhed. Og jeg kan slet ikke lade være med at få nye ideer og føre dem ud i livet,” siger hun.
Hun gik sammen med en veninde, der drev nabohotellet i Svaneke, om at tilbyde afslapningsophold på Bornholm for travle københavnerpiger. En del af pakken bestod i, at kvinderne kunne sandblæse og dekorere deres egne glas. Det blev så stor en succes, at Pernille videreudviklede konceptet, så alle nu kan komme ind fra gaden og dekorere deres egne personlige glas i værkstedet på Glastorvet i Svaneke.
Interessen for gør-det-selv-glaskunst viste sig så stor, at konceptet er blevet Pernille Bülows nye vækststjerne. Tre franchisetagere har allerede overtaget konceptet i København, på Rømø og i Sverige. To mere er på vej og flere i forhandling. Selv tror Pernille Bülow på, at det bliver hendes nye eksportsucces – det er et stedbundent oplevelsesprodukt, der ikke kan købes på nettet.
I dag er de seks ovne fra storhedstiden som glasproducent reduceret til en enkelt. Resten får Pernille Bülow produceret i Østen. Men designet kommer fra Bornholm. Her har Pernille Bülow ikke bare været trendsætter inden for glaskunsten. Hun har også født fire børn, der alle bringer iværksættergenet videre på solskinsøen. Hendes søn Johan står bag de succesrige gourmet-lakridser, Lakrids By Bülow.
“Pernille har vækstfaktor, fordi hun er eminent til at få nye ideer og føre dem ud i livet. Hun er konstruktiv og kan se nye vinkler i alt muligt,” siger Annette Petersen, der har arbejdet sammen med Pernille Bülow gennem 24 år.





