Mens dansk erhvervsliv i denne uge holder krisemøde med regeringen om den faldende eksport, ekspanderer en række af Danmarks største koncerner mere end nogensinde på de internationale afsætningsmarkeder. Udviklingen fremgår bare ikke af af eksport-statistikken, fordi den finder sted via internationale datterselskaber. Fra 1994 til 1997 har Danfoss, Superfos og Chr. Hansen således øget produktionen i deres udenlandske selskaber med mere end dobbelt så meget som deres produktion i Danmark, der går til både eksport og hjemmemar-ked. Samtidig har de ansat seks gange så mange medarbejdere i udlandet som i Danmark, nemlig 5.874 imod 934. I Carlsberg, Danisco og FLS oplyses det, at situationen er nogenlunde den samme. Det viser, at de skuffende eksporttal, som er udgangspunktet for regeringens nye udredningsudvalg, efterhånden siger en meget begrænset del af sandheden om dansk erhvervslivs succes på de internationale markeder. “Der er ingen tvivl om, at også i de kommende år vil ekspansionen blive større i de udenlandske datterselskaber end i Danmark,” siger Vagn Hesselager fra Danfoss. En af metoderne er opkøb af udenlandske virksomheder. En gennemgang af de sidste fem års 544 opkøb viser, at Sophus Berendsen, ISS og Superfos står øverst på top ti-listen over de danske virksomheder, der har købt flest majoritetsposter i udenlandske selskaber.