Globale ubalancer overlevede G20-topmøde
Verden har fået en konsensusaftale om fælles vækst. Det skete i fredags, hvor stats- og regeringscheferne fra verdens tyve største økonomier sendte en fælles erklæring ud fra G20-topmødet i Seoul.
Reelt dækker “konsensus” over fundamentale og truende uenigheder. Ja, parterne er enige om at samarbejde globalt, undgå konkurrerende devalueringer og forhindre en ødelæggende handelskrig. Men i praksis gør de det modsatte. Spændingerne mellem de største økonomier er enorme.
Kina kører stadig med en kunstigt lav valutakurs og suger udenlandske investeringer, industrivirksomheder og forskningslaboratorier til sig med stor kraft.
USA er i færd med at svække dollaren med et systematisk arsenal af kvantitative lempelser af pengepolitikken, og det amerikanske dollaroverherredømme kan ikke længere tages for givet.
Der er de facto tale om en handels- og valutakrig, der skaber store globale ubalancer. Ikke kun i forhold til den kinesiske og den amerikanske valuta, men også en eksplosiv vækst i guldpriserne og stærkt spekulative carry trade-investeringer, finansieret med rekordbillige lån i USA og Japan.
Multilateralismen lever i ord, men i handling svigter den på de fleste afgørende strækninger. Det evige mantra om at sikre et gennembrud i Doha-handelsrunden – der har været i gang i 10 år – er næsten til at falde i søvn over. Og uden en ny handelsaftale bliver det svært at få ny fart i den globale vækst.
G20-landenes ledere er ikke kommet helt tomhændede hjem fra Seoul. Det vigtigste resultat var nok, at lederne bakkede op bag den planlagte Basel III-reform, der fra 2013 lægger op til strammere kapitalkrav for de store banker. Citigroup, Société Générale, Bank of America, Deutsche Bank osv. skal nu rejse mere kapital eller frasælge nogle af de mest risikofyldte papirer.
Det er et fremskridt – men ingen garanti mod nye finansbobler eller bankkrak. Man kan blot tage et kig på valuta- og derivatmarkedet for tiden. Gearingen er på vej op til før-kriseniveauet, og det er paradis for dem, der tør tage en chance.





