Er grøn politik rød? Eller blå? Eller er grøn politik den nye politiske midte? Meget tyder på, at Danmarks grønne ministre, miljøminister Ida Auken og klima- og energiminister Martin Lidegaard, er ved at flytte klima- og miljøpolitikken helt ind på den politiske midte, hvor både produktivitetssøgende aktører i erhvervslivet og jobhungrende stemmer i fagbevægelsen kan være med.

De to ministre går nu i brechen for en grøn omstilling, der bygger på en markant ny konsensus mellem miljømyndighederne og produktionserhvervene i landbrug og industri. Som klimaminister Martin Lidegaard forleden udtrykte det over for Mandag Morgen:

”Hvis vi skal igennem med en grøn dagsorden, må det ikke koste virksomhederne på bundlinjen. Vi skal have erhvervslivet med, og på den her måde får vi dem med ind i folden, så vi sammen kan lægge en plan for, hvordan vi når vores 2020- og 2050-mål for CO2-udledningen.”

Miljøminister Ida Auken har siden sin tiltrædelse talt om vækst og virksomheder i samme åndedrag som miljø og bæredygtighed. Tilbage i december 2011 gik hun da heller ikke til miljøorganisationerne for at få hjælp til at sætte den grønne omstilling i gang. Hun satte i stedet DI-direktør Lars Goldschmidt i spidsen for Erhvervspanelet for Grøn Omstilling, som fik lov at rådgive ministeren.

Både Miljøministeriet og Klimaministeriet lytter nu meget mere til de brancheorganisationer, som påpeger, at Danmark særligt på miljøområdet over-implementerer EU-direktiver og dermed pålægger danske virksomheder store unødvendige ekstraomkostninger.

Denne nye pragmatiske linje fra regeringen er upopulær i Danmarks Naturfredningsforening, mens den er populær i Landbrug & Fødevarer, i Dansk Industri (DI) og i Dansk Erhverv.

Ny lydhørhed hos Corydon

Det er især Martin Lidegaards princip om, at miljø- og klimatiltag ikke må koste på virksomhedernes bundlinje, der udløser kritik fra den grønne lobby. Det princip kan ende med at blive en syltekrukke for de ellers annoncerede grønne initiativer. For hvis man ikke ønsker, at virksomhederne skal lave investeringer, der koster dem penge nu og her, går den grønne omstilling i stå, lyder argumentet fra bl.a. Danmarks Naturfredningsforenings præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen.

Selv om de nye udmeldinger fra miljø- og klimaministeren vækker bekymring hos miljøorganisationerne, tyder noget på, at de grønne ministres pragmatiske toner har skabt basis for et tættere parløb med Finansministeriet, som både under Bjarne Corydon og Venstre-forgængerne Claus Hjort Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Thor Pedersen har fået skyld for at være meget lidt interesseret i at tænke grønne hensyn ind i vækstpolitikken.

Forleden kunne dagbladet Politiken fortælle, at finansminister Bjarne Corydon nu lægger op til at ændre den såkaldte kalkulationsrente, som er helt afgørende, når man skal beregne den økonomiske bæredygtighed af offentlige investeringer i eksempelvis vedvarende energi og fjernvarme.

I dag benytter Finansministeriet en kalkulationsrente på 5 pct., mens man i Sverige, Norge og Storbritannien bruger en rentesats på 3,5 pct. og i Tyskland 3 pct.

Dansk Fjernvarme, Danmarks Vindmølleforening og Det Økologiske Råd har fremlagt beregninger, der viser, at et stort solenergiprojekt i Gram i Sønderjylland giver et markant samfundsøkonomisk underskud, hvis man bruger en kalkulationsrente på 5 pct., mens der omvendt vil være et markant overskud, hvis kalkulationsrenten er 3,5 pct. som i vores nabolande.

Nu lægger finansministeren op til at sænke kalkulationsrenten inden sommerferien, hvilket – hvis der bliver tale om en væsentlig sænkning – vil kunne gøre offentlige grønne investeringer væsentligt mere rentable.

Europæisk tendens

Disse bevægelser i den danske klima-, miljø- og finanspolitik stemmer fint overens med de aktuelle tilstande i Europa.

Holdningen i Berlin og Paris er nemlig, at der er meget begrænset lyst til at skærpe den klimapolitiske kurs ud over de ambitiøse 2020-mål om 20 pct. vedvarende energi, 20 pct. bedre energieffektivitet og 20 pct. lavere CO2-udledninger. Tyskland får nemlig i de kommende år brug for fossile brændsler i stort omfang, efter at kansler Angela Merkel i kølvandet på atomkraftkatastrofen i Japan i marts 2011 besluttede at lukke helt for brugen af atomkraft i begyndelsen af næste årti. Samtidig har Frankrigs præsident, Francois Hollande, besluttet at reducere atomkraftens andel i elektricitetsproduktionen fra 75 til 50 pct. i 2025.

Arbejdsløsheden i Europa er rekordhøj, og der er udbredt konsensus i Berlin, Paris, London, Bruxelles og København om, at Europas sociale markedsøkonomi socialt set ikke er bæredygtig, hvis al produktion outsources til lavtlønslande rundt omkring på kloden. Det betyder en begrænset politisk lyst til at stramme miljøkravene til virksomhederne.

Europa er kort sagt færdig med at løbe så langt foran resten af verden med den grønne fane, som man hidtil har gjort det. ”Kina og Asien får den store vækst og de store miljøproblemer. Lad dem komme til os og købe vores greentechprodukter, når de får brug for at rydde op. Og lad dem tage deres del af ansvaret for, at CO2-udledningerne globalt set nedbringes,” lyder således den realpolitiske klimatænkning i brede kredse i Europa.

Blandt andet derfor så man i sidste måned Europa-Parlamentet nedstemme Connie Hedegaards forslag til et indgreb i handlen med CO2-kvoter i det europæiske ETS-system – den såkaldte backloading, som presser priserne i vejret ved at fjerne en tredjedel af kvoterne. Uviljen er dog ikke større, end at Hedegaards indgreb formentlig vil kunne finde opbakning, når det tyske valg til Forbundsdagen i september i år er afsluttet. Det var i hvert fald, hvad kansler Merkel antydede i Berlin i sidste uge. Her gjorde hun det også klart, at hun er uenig med de miljøorganisationer og klimaforkæmpere, der anklager Europa for ikke at tage den grønne dagsorden alvorligt.

”Det er komplet upassende at sige, at Europa ikke længere har lederskabet, når det gælder klimabeskyttelse, fordi Europa-Parlamentet med et snævert flertal stemte imod backloading. Europa gør meget, og Europa vil fortsætte med at gøre meget. Vort problem uden for Europa er, at vi gør alting alene og på samme tid befinder os i en økonomisk svær tid,” sagde Merkel.

Advarsel mod grønt sortsyn

Tyskland, Frankrig, Danmark og de andre EU-lande er blevet mere optagede af erhvervslivets konkurrenceevne, men de har ikke lagt den grønne omstilling helt på hylden. Den tænkes bare på en anden måde.

Ressourceeffektivitet, vedvarende energi, smartgrid og elektromobilitet har allerhøjeste prioritet i den tværgående vækstpolitiske tænkning, der finder sted i Berlin, Paris, Bruxelles, og som man nu måske også ser sive ind i Finansministeriet i København. Den grønne omstilling er tænkt ind i både EU-landenes fælles 2020-plan og i de europæisk-initierede investeringsplaner, som i de kommende år vil tilbyde kapital fra regional- og strukturfondene under EU’s fælles budget og fra den styrkede Europæiske Investeringsbank.

I Danmark har Auken og Lidegaard påtaget sig den opgave at argumentere for, at den grønne omstilling ingen vegne kommer, hvis ikke Danmarks produktive landbrugs- og industrierhverv kan klare sig i konkurrencen med deres europæiske konkurrenter. De hævder, at det kan være nødvendigt at gå ét skridt tilbage for at kunne tage to fremad.

Den slags pragmatisme vinder ikke gehør i miljøorganisationerne, som eksempelvis amerikanske Worldwatch Institute, der i sidste uge præsenterede sin State of the World 2013 ved et arrangement i København. Rapporten er imidlertid så dyster, at selv en overbevist grøn politiker som udviklingsminister Christian Friis Bach mente, at han måtte protestere. Ifølge Friis Bach var det en klimakamp baseret på skræmmebilleder og urealistiske politiske krav, der løb panden mod muren ved COP15 i København i december 2009. Og han påpegede, at snesevis af nationer verden over sammen med progressive virksomheder viser, at de kan reducere klimabelastningerne betydeligt. Ifølge den grønne udviklingsminister rummer teknologien endnu masser af uudnyttede muligheder, der kan sikre, at både naturen, økonomiske og sociale livsbetingelser udvikler sig bæredygtigt.