Gyldne løfter ved FN-topmøde

Verdens ledere demonstrerede et usædvanligt overskud, da de mødtes sidste uge for at gøre status på FNs 2015-mål, der skal forbedre levevilkårene for verdens fattigste.

Lande, virksomheder og hjælpeorganisationer var ved at falde over hin­anden for at donere penge.

Da projektørerne slukkedes, havde de lovet at give 40 milliarder dollar til verdens fattigste. Samtidig blev der vedtaget en global handlingsplan for, hvordan fattigdomsmålene skal indfries.

Mens Norge, Australien og Frankrig lagde flere penge på bordet, lovede Storbritanniens premierminister at frede ulandsbistanden og give penge til et nyt malariaprogram. USAs udenrigsminister, Hilary Clinton, lancerede et nyt tværnationalt initiativ, der skal reducere antallet af kvinder, der dør i barselssengen.

U-landene selv kom også på banen. Tanzania lovede at øge det nationale sundhedsbudget fra 12 til 15 pct., mens, Rwandas præsident, Paul Kagame blev fremhævet for sin indsats for at reducere fødselsdødeligheden markant gennem de seneste år.  

Der er ingen tvivl om, at de mange penge falder et tørt sted. Siden målene blev opstillet i 1990, er det ganske vist lykkedes at reducere andelen af fattige på kloden fra 46 til 27 pct., og ni ud af ti børn i u-landene er kommet i skole. Men den økonomiske krise har ramt hårdt og haft store negative konsekvenser for bestræbelserne på at mindske andelen af kronisk sultne i verden, der i dag tæller 1 milliard.

Udviklingen går også for langsomt, når det gælder om at forbedre levevilkårene for kvinder, piger, handicappede og minoritetsgrupper. Og selvom generalsekretær Ban-Ki Moon erklærer sig tilfreds med mødets udfald, er der stor grund til at være skeptisk over for de gyldne løfter om flere penge til indsatsen.

Flere hjælpeorganisationer peger på, at en stor del af de 40 milliarder dollar allerede er båndlagt til andre projekter. De er så at sige “gamle penge”. Samtidig rejses der kritik af, at kun få lande har lagt konkrete summer på bordet.

Frygten for, at pengene aldrig kommer op af lommen, er velbegrundet. Udfordringerne er særligt store for EU, hvor kun seks af de 27 medlemslande forventes at leve op til de aftalte delmål for udviklingsbistanden i 2010. Det er kritisk, for EU står for næsten 60 pct. af verdens samlede udviklingsbistand og er dermed afgørende for, om fattigdommen reduceres.