I den demokratiske teori skelnes der mellem de procedurer og regler, der omgiver et demokrati, som f.eks. valgregler, ytringsfrihed, pressefrihed, forsamlingsfrihed og lovgivningsprocesser, og så det substantielle demokrati, der handler om den enkeltes mulighed for at øve indflydelse på, have kontrol med og deltage i de politiske beslutninger, som påvirker det enkelte menneske eller dets omgivelser.

Vi har i Danmark et ukorrupt, velordnet demokrati med styr på processerne, reglerne og frihedsbegreberne. Men når det gælder det substantielle demokrati, så er der hos mange vælgere en stigende oplevelse af at være afkoblet fra indflydelse, af at miste kontrol og af at være overmatchet af en elite med helt andre dagsordener end hverdagen for folk i almindelighed.

I Danmark er vi ikke der endnu, hvor USA og Storbritannien befinder sig, når det gælder oplevelsen af demokratisk underskud og fremmedgørelse. Vi har heller ikke den samme udvikling i ulighed i samfundet. Men alligevel sagde to ud af tre danskere i 2015, at de oplevede et voksende gab mellem rig og fattig. Vi har samme udfordring som USA og Storbritannien, når det gælder om at forklare fordelene ved globalisering, når det gælder kontrollen med indvandringen, og når det handler om at uddanne alle til at begribe de teknologiske muligheder, vi står over for.

2017 byder på tre afgørende valg i Europa – i Holland, Frankrig og Tyskland. Hvis de alle ender med samme tendenser som den britiske Brexit-afstemning og det amerikanske præsidentvalg afspejlede i 2016, så vil populismen, nationalismen og frustrationen sprede sig yderligere, og samarbejdet om EU og Euroen vil vakle eller falde sammen. Det helt absurde i den situation er, at skal kontrollen ”føres tilbage” til folket, når det gælder globaliseringen, fordelingen af lighed og ulighed gøres mere retfærdig og troen på fremtiden genetableres, så kan ingen nationale institutioner løse den opgave. Og ligegyldigt hvor perfekt vores nationale demokratier er, så vil muligheden for den almindelige vælger for at øve indflydelse direkte på sådanne internationale løsninger være umulig, og beslutningsprocesserne uigennemskuelige.

Derimod har vi jo alle muligheder for at gentænke og styrke vores nationale demokrati. Lidt provokerende kunne man sige: Hack demokratiet! Fordi det i udgangspunktet er ekstremt svært for parlamenter at være innovative på egne vegne. Det kræver evnen til at eksperimentere, vise åbenhed og risikovillighed, lave om, lære af fejl, teste igen og finde ud af, hvad der egentlig virker. Regeringsførelse og lovgivning handler om det modsatte – om stabilitet, tryghed, samme retssikkerhed for alle. Men hvis regeringen og Folketinget ikke opfanger og lytter til frustrationerne, og til at globaliseringen og teknologien flytter sig hurtigt, mens demokratiet flytter sig langsomt, så får vi også i Danmark vores del af det folkelige oprør i fuldt flor.

Vi må reformere vores lovgivningsproces, politikskabelsen og regeringsførelse indefra og ud, så den bliver mere nytænkende, mere transparent og borgerinddragende. Vi må etablere de politiske institutioner på lokalt, regionalt og nationalt plan, på en måde så de passer til det 21. århundrede, og så de med fordel inddrager civilsamfundets viden, iderigdom og kapacitet til at løse udfordringerne. Kunne vi sågar slippe embedsmændene med deres store indsigt fri af de traditionelle strukturer en gang imellem til at tænke nye ideer sammen med innovative kræfter andre steder i samfundet?

Vores politikudvikling i Danmark er stivnet i en negativ spiral. Jagten på midtervælgerne, der kan få flertallet til at svinge fra rød til blå blok, eller omvendt, er så stærk, at de store partier er forsigtige med at fremsætte skarpe og kontroversielle synspunkter. Den bane bliver så overladt til partierne på fløjene. Den økonomiske nødvendighed og negative rygmarvsreaktioner på forandringer gør det vanskeligt for alvor at ændre på ting, selv om vi bryster os af i Danmark at have taget livtag med store reformer gennem de senere år. Men vi har ikke reformeret hele måden, vi udvikler politik på og involverer befolkningen i det.

Vi er lukket inde i et mindset fra det 20. århundrede og har brug for et demokratisk mindset, der passer til det 21. århundrede. Hvor der løbende indsamles viden om, hvad befolkningen oplever som de største problemer og udfordringer i dagligdagen. Hvor der ud af den viden kan skabes kritisk indsigt i, hvad der er årsagerne. Hvor der i politikskabelsesfasen sker en bred indsamling af ideer til forskellige løsninger. Hvor prototyper på løsninger testes, rettes og testes igen i mindre skala, inden lovgivningen rulles ud. Hvor forandring ikke bliver et skældsord, men vedkommende, forståelige løsninger. Selv når man måske er uenig med flertallet, der har truffet beslutningen.

Danmark har alle muligheder for at gå op imod populismen og blive globaliseringens vindere, men det indebærer, at vi skal nytænke vores demokrati. Og evnen til at gøre det er vi heldigvis selv herrer over.

Godt Nytår!