1. Blå frænde er blå frænde værst

BLÅ BLOK. I hele december måned har der været halløj på det borgerlige balladehotel. Det vil fortsætte her i januar. Selvfølgelig har Lars Løkke Rasmussen en stor udfordring med at lande de store aftaler om skat og udlændinge. Men der venter ham mange andre udfordringer og politiske slag, som han skal vinde for at kunne fortsætte som statsminister.

Den største udfordring bliver at få skabt bedre sammenhold mellem partierne i blå blok. Det bliver svært.

Liberal Alliances Anders Samuelsen og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl er gode til at tale konflikterne op, og også gøre det, selv om de kommer til at træde deres kommende forligspartnere over tæerne. Det er der tungtvejende grunde til.

Det hele begynder med pengene.

Skal en skattelettelse være historisk, må den være på mindst de 9 milliarder kr., som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) lettede skatten med tilbage i 2003. Og skal Dansk Folkeparti omvendt have deres økonomiske garanti om fortsættelse af velfærden på det aktuelle niveau, skal der afsættes 26 milliarder kr. Tilsammen koster det altså mindst 35 milliarder kr. eller lige så meget, som regeringens samlede økonomiske råderum helt frem til 2025.

Får de to partier deres vilje, vil der ikke være én eneste krone tilbage til motorveje, jernbaner, broer og anden offentlig infrastruktur. Penge, som regeringen ellers øremærkede i forbindelse med deres 2025-plan fra august sidste år. Samtidig vil forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) også skulle vinke farvel til det løft i forsvarsbudgettet, han forhandler om.

Tilsammen har Liberal Alliance og Dansk Folkeparti spændt buen meget, meget hårdt.

Det er samtidig to partier med meget forskellige vælgerprofiler. Hvor Dansk Folkepartis vælgere mener, at udlændingepolitikken er det vigtigste, er Liberal Alliances vælgere nærmest ligeglade. Og det omvendte gælder for skattepolitikken. Se figur 1.

De to partier vil hele tiden trække i hver sin retning. Midt i det hele står statsministeren og skal forsøge at holde sammen på blå blok og sit regeringsprojekt. Dårlige meningsmålinger for hele blokken er indtil nu den eneste grund til, at der ikke er udskrevet valg.

2. Års enighed om udlændinge er slut

UDLÆNDINGE. Hvor en ejendomsmægler siger ”beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed” når hun skal vurdere en ejendom, siger både Venstre og Dansk Folkeparti ”udlændinge, udlændinge, udlændinge”, når de skal vurdere, hvad der er vigtigst for dansk politik lige nu.

Men de to store blå partier mener i stigende grad noget forskelligt, når de taler om udlændingepolitikken.

Efter december måneds tumultariske forhandlinger om finanslov, skat og udlændinge mangler regeringen og Dansk Folkeparti at blive enige om de nye stramninger i udlændingepolitikken, der skal akkompagnere en skattereform.

Hvor Venstre og Dansk Folkeparti gennem snart 20 år har været enige om retningen i udlændingepolitikken, er der nu slået dybe skår i enigheden. De to partier trækker på afgørende områder i hver sin retning.

Lars Løkke Rasmusen gør alt for at sende flygtninge i arbejde. Det har allerede nu sat sine spor. Hvor de kommunale jobcentre for bare få år siden vurderede, at flygtninge ikke var jobparate og først skulle lære dansk, er det nu omvendt.

Senere har en trepartsaftale åbnet dørene for en særlig integrationsgrunduddannelse, IGU, som både kommuner og virksomheder betragter som en succes, og som regeringen selv er temmelig stolt af. Løkke er ved at gennemføre et paradigmeskift i integrationsindsatsen.

Nu vil DF bombe nogle af landvindingerne tilbage. Det begynder med IGU’en, hvor partiet kritiserer, at flygtninge optjener ret til dagpenge og fortsætter mere overordnet med, at flygtninge med midlertidigt ophold ikke skal have ret til arbejde. De skal bo i særlige lejre, indtil de kan sendes hjem. Dertil kommer, at deres børn ikke skal lære dansk, men skoles i hjemlandets sprog. DF vil på den måde skabe parallelle samfund for flygtninge.

Reelt er der tale om et frontalangreb på Løkke Rasmussens strategi. Han har lovet et markant opgør med parallelsamfund i Danmark. 

”Rundt omkring i landet er der slået huller i Danmarkskortet. Vi har nogle bysamfund, som er rene parallelsamfund. Det har vi svigtet på historisk,” som Løkke har formuleret det.

Og han er parat til at gå langt. Han vil sætte ind i skoler, boligområder og andre steder, hvor udlændinge lever et liv fjernt fra de danske samfundsværdier.

Et særligt regeringsudvalg bestående af udlændinge-og integrationsminister Inger Støjberg (V), økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) arbejder på at finde frem til, hvad der kan gøres for at bremse udviklingen med parallelsamfund.

Kristian Thulesen Dahl vil i en anden retning. Mange års uenighed om udlændinge i rød blok er nu skubbet over i blå blok. Det er Løkke nødt til at få styr på i 2018, hvis han vil fortsætte som statsminister efter næste valg.

3. Regeringen skruer op for privatisering

MERE MARKED. Regeringen har skruet op for det private marked. Folk kan atter blive behandlet på et privathospital efter kun en måneds ventetid, privatskolerne har fået højere tilskud, og lige før jul lavede transportminister Ole Birk Olesen (LA) et stort forlig med Dansk Folkeparti og De Radikale om udbud af S-togsdelen af DSB.

To optimistiske ministre, Venstres Sophie Løhde og de konservatives Brian Mikkelsen, har lovet, at regeringen vil fortsætte i samme spor i 2018 og fremlægge et udspil om mere konkurrenceudsættelse i den offentlige sektor. Det er en typisk mærkesag for en borgerlig regering.

Men det er kun en begyndelse. På hele tre andre områder vil foråret byde på markante styrkelser af markedet.

Når energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) indkalder til forhandlinger om målene for Danmarks energipolitik i de ti år frem til 2030, vil det bl.a. ske med ønsket om at lade markedet trække en større del af omstillingen fra olie, kul og gas til vedvarende energi. Samtidig tøver han med at være helt så ambitiøs, som Klimarådet anbefaler, og store danske virksomheder ønsker. På energiområdet tror Løkke Rasmussen og hans ministre tydeligvis mindre på værdien af nationale og statslige mål end markedets store virksomheder. 

Også på medieområdet kan det kommende medieforlig byde på mere marked og mindre stat. Der kan blive flyttet penge fra DR og over til private mediers arbejde med public service-opgaver. Ender regeringen derudover med at indfri et mere end ti år gammelt ønske om at sætte TV 2 til salg, vil de tre blå partier for alvor have styrket de privatejede medier på bekostning af de offentligt ejede.

Det fjerde opgør handler om den revision af forbrugerlovgivningen, som regeringsgrundlaget stiller i udsigt. Her lover de tre regeringspartier at gøre det nemmere for både forbrugere og virksomheder. Mens der kan være god mening i at luge ud i bureaukratiske fælder, kan det, som virksomheder opfatter som bureaukrati, være netop de regler, som beskytter forbrugerne. 

Foråret kan derfor byde på store, ideologisk slagsmål mellem rød og blå blok og vise, at der er stor forskel på hvem, der står i spidsen for det politiske Danmark.

4. Manglen på arbejdskraft

BESKÆFTIGELSE. Allerede nu blinker faresignalerne. Et stigende antal virksomheder kan ikke få besat de stillinger, de slår op. Det gælder for alle faggrupper. Men manglen på faglært arbejdskraft er særlig udtalt, og specielt inden for byggeriet, hvor der er udbredt mangel på elektrikere, murere, tømrere og vvs’ere.

Det kan betyde, at virksomheder må sende opgaver til udlandet, sætte arbejde på standby eller sige nej til nye ordrer. Det kan ende med overophedning af dansk økonomi, sådan som regeringens egen økonomiske redegørelse beskriver. Det kan vende et opsving til nedgang.

Andelen af bygge- og anlægsvirksomheder, der mangler arbejdskraft, er nu næsten på højde med i midten af 00’erne, viser en analyse fra Nationalbanken.

Skal der gøres en ekstra indsats for at hente arbejdskraft fra andre EU-lande, vil det i stigende grad ske i konkurrence med virksomheder i landene selv. Efter år med krise har væksten bidt sig fast og antallet af EU-borgere, der søgte arbejde i Danmark, blev gennem 2017 mere end halveret.

Gode råd er med andre ord dyre. Skal arbejdsudbuddet i stedet øges via skattenedsættelser, bliver pengene taget fra det økonomiske råderum, der i forvejen ikke er for stort.

Mangel på arbejdskraft bliver en af Løkkes store udfordringer. Lykkes det ham ikke at knække udfordringen, kan han blive den kun anden statsminister i løbet af de seneste 50 år, der ikke sætter ind over for overophedningen af dansk økonomi i tide. Den første var hans forgænger, Anders Fogh Rasmusen, i 00’erne.

5. Kamp om 800.000 ansattes gunst

OFFENTLIG SEKTOR. Sophie Løhde får en hovedrolle i 2018.

Som landets innovationsminister kommer hun ikke bare til at stå i spidsen for de kommende overenskomstforhandlinger for de 800.000 offentligt ansatte, forhandlinger, som ser ud til at blive meget vanskelige. Hun kommer til at lede et stadigt mere rodfæstet opgør med de seneste 25 års styring af den offentlige sektor.

En reform af den offentlige sektor handler ikke bare om at sikre bedre velfærd. Det handler også om godt 800.000 offentligt ansatte, eller et antal vælgere, der svarer til omkring 40 mandater i Folketinget.

Reformen skal for alvor sætte borgerne i centrum, og der skal luges ud i regler og afrapporteringer. Ledelsen skal træde i karakter som ledere og ikke bare som betroede medarbejdere, der står på mål for den statslige eller øvrige offentlige styring. Og så skal der digitaliseres på fuldt tryk.

Lykkes opgaven, vil Løhde fremstå som en af regeringens mest succesrige ministre og være på vej mod en endnu mere lysende karriere i Venstre. Fejler hun derimod, falder hendes aktieværdi som minister, og hun kan ende på sidelinjen.

Her til januar vil hun fremlægge regeringens plan for den anden bølge af udflytninger af statslige arbejdspladser. Måske – og kun måske – kan bølge nummer to ændre på udviklingen. Uanset hvad er udflytningerne ikke populære blandt de ansatte.

Det er regeringens linje i de kommende overenskomstforhandlinger heller ikke. Sophie Løhde har slået fast, at de offentligt ansattes løn siden 2008 er steget mere end de privatansattes. Normalt skulle det være omvendt.

Hun lægger altså op til endda meget beherskede lønstigninger. De offentligt ansattes organisationer har omvendt lagt op til, at deres medlemmer skal have del i en større andel af den økonomiske fremgang i landet. Og så er der selvfølgelig den særligt store knast med lærernes arbejdstider.

I forbindelse med den seneste overenskomstforhandling greb den daværende SR-regering ind og fastlagde lærernes arbejdsvilkår ved lov. Nu skal indgrebet erstattes af en overenskomst, og her har alle lønmodtagerorganisationer på forhånd sagt ja til opbakningen til lærerne.

Det kan godt være, at det er Sophie Løhde, der får hovedrollen. Men det er Lars Løkke, som har det overordnede politiske ansvar for at gennemføre en succesfuld reform af den offentlige sektor, og at OK18 ikke ender i kaos.

Taber han det slag, får han endnu sværere ved at fortsætte som statsminister efter næste valg.

LÆS OGSÅ: Mette Frederiksens fem 'vind eller forsvind'-kampe