Den største udfordring

Ikke dermed sagt, at Per Michael Jespersen ikke tidligere har bevist, at han kan besidde et job i lange rækker af år. Han har ad flere omgange været forbi Politiken, og sammenlagt giver det næsten 20 års arbejdsindsats alene på Rådhuspladsen. Så det er ikke dét.

Det er heller ikke fordi, han ikke skulle kende socialdemokratiske dyder. Med en lille håndfuld år som redaktør på det dengang LO-ejede Ugebrevet A4 og et fransk visit hos tænketanken Cevea skulle han nok have en vis forståelse for sin nye arbejdsgivers verdensforståelse.

Men sagen er, at den nuværende socialdemokratiske regering nok har haft et stort fokus på at hente taleskrivere til ministrene udefra, men at den har mistet flere af dem igen, kort tid efter de trådte ind ad døren.

Der var for eksempel den stort opslåede rekruttering af forfatteren Kaspar Colling Nielsen, der skulle skrive taler for klimaminister Dan Jørgensen. Men efter 142 taler og under et år på pinden var det slut. Han har senere i DR-podcasten Zissel og Eliten fortalt, at han aldrig rigtig lykkedes med at være taleskriver.

Også forfatteren Peder Frederik Jensen måtte sande, at embedet som taleskriver for miljøminister Lea Wermelin ikke kunne motivere ham i mere end et halvt år. En ny bog trak alligevel mere i ham.

Nuvel, så galt behøver det ikke at gå for Per Michael Jespersen. Da finansminister Nicolai Wammen efter sin tiltræden oprettede en ny taleskriverstilling, hentede han sin pennefører hos Dansk Erhverv. Hun blev dog fristet af Wammens chef, og er nu i Statsministeriet. Men er trods alt stadig taleskriver. Det er cheftaleskriveren i Statsministeriet, Anita Furu, der i øvrigt er forfatter i sin fritid, også. Hun har siddet der siden 2006. Så det kan godt lade sig gøre. Forfatteren Lars Husum har da også holdt over et år hos Pernille Rosenkrantz-Theil, og flere er sikkert glemt her.

Men. At skrive i eget navn er alt andet lige noget andet end at skrive til en minister. Og så er der selve stillingen. Her er du i en uhyre udsat position, hvor du skal agere som en art mægler mellem det konservative, fagligt tunge embedsværk og ministeren, der typisk vil en masse nyt med sin politik, og derudover et hav af udefrakommende interessenter, der forsøger at påvirke dig i allerbedste lobbystil. Mange rådgivere ville ikke røre den type stilling med en ildtang.

Kun tiden kan vise, hvor længe Per Michael Jespersen bliver i det ministerium, der har for vane at byde på en skandale eller to i regeringers levetid.