ØMU-kampagnen kommer til at handle mere om det danske velfærdssamfund end om selve euroen. I hvert fald hvis det står til SF. I et interview med Ugebrevet Mandag Morgen giver SFs formand Holger K. Nielsen en forsmag på de argumenter, partiet vil forfølge i kampen for et nej. Partiet lægger op til en meget skarp kampagne. Et dansk ja til ØMUens tredje fase vil ifølge Holger K. Nielsen føre til, at EU vil begynde at blande sig i de danske velfærdsgoder og bl.a. sætte spørgsmålstegn ved efterlønnen og dagpengesystemet. Han forudser, at det bliver svært at fastholde efterlønsordningen for danskerne alene. En analyse af de europæiske venstrefløjspartier viser samtidig, at SF i vidt omfang står uden oplagte alliancepartnere. Den europæiske venstrefløj har svært ved at finde takten i euro-spørgsmålet. Nogle partier er decideret pro-EU og pro-euro, mens andre - modsat SF - ser visse muligheder i at ændre konvergenskriterierne. Flertallet har dog accepteret den fælles mønt.