Folkeskolen står over for en IT-revolution. Med samlede investeringer på over 800 millioner kr. har kommunerne bragt antallet af computere i folkeskolen væsentligt i vejret, og 20 pct. af landets kommuner vil allerede ved udgangen af 1998 have nået de mål, der var sat for år 2002. Det fremgår af nye tal fra Kommunernes Landsforening. Udbredelsen af PCer i skolen vil skabe fundamentalt nye vilkår for skolens udvikling og dybtgående ændringer i undervisningen. I et interview med Ugebrevet Mandag Morgen siger lektor Sisse Siggaard Jensen fra Danmarks Lærerhøjskole, at omstillingsprocessen kan komme til at gå hurtigere, end de fleste i dag forestiller sig. Udviklingen kan også forventes at indebære en dybtgående omlægning af lærernes arbejdsforhold.