Heller ikke Microsoft er i mål med digitaliseringen

Selv en af verdens mest værdifulde it-virksomheder er i gang med at omstille sig til en digital forretningsmodel.
Marianne Kristensen Schacht

End ikke en global it-koncern som Microsoft kan bryste sig af at befinde sig på det fjerde og øverste trin på trappestigen over digital modenhed, som konsulenthuset Qvartz har udarbejdet i samarbejde med Microsoft. For selv Microsoft er ikke fuldt digital i sin egen forretning, selv om man dog er godt på vej.

Siden Microsofts nuværende topchef Satya Nadella kom til for tre år siden, har fokus været på at transformere Microsoft fra en virksomhed, der sælger software, til en virksomhed, der sælger tjenester, som kunderne kan abonnere på.

Hos Microsoft Danmark udgør abonnementer i dag en stor del af erhvervsdirektør Frank Viums salg til landets 50 største virksomheder. Målet i selskabet er, at 80 pct. af salget i 2020 skal komme fra cloudservices og lagerplads i skyen. Med så højt et servicesalg er forretningsmodellen en anden end for bare tre år siden.

Tidligere solgte Microsoft licenser, primært til styresystemet Windows, for en treårig periode ad gangen. I dag køber de færreste virksomheder licenser. I stedet lejer de dem, og det giver en helt anden fleksibilitet.

Når produktet møder teknologien

Ifølge Frank Vium er første trin, for at Microsoft kan kravle op ad modenhedsstigen, at sælge det samme som tidligere bare på en ny måde, mens trin 2 består i at udvikle tjenester, som ikke eksisterede før, og som der ikke tidligere var et marked for.

”Og så har vi pludselig en ny servicemodel, hvor virksomhederne i stedet for at lagre data på en traditionel server nu får adgang til nye services i skyen. Det kan optimere driften og skabe nye løsninger ved hjælp af intelligente data, machine learning, kunstig intelligens og Internet of Things. Den ændring er sket inden for de seneste år,” fortæller Frank Vium.

Men udfordringen med at gå digitalt er svær, ikke mindst for de største og mest veletablerede virksomheder.

”De fleste synes stadig, at de har det bedste produkt i markedet i deres kategori. Og det har de måske også nu. Men hvad sker der, når det bedste produkt møder teknologien, og ting sættes sammen på nye måder? Det er den udvikling, vi gerne vil tappe ind i. Det samme vil vores konkurrenter samt en stribe nye spillere, der endnu ikke har set dagens lys. Den forandring går stærkt lige nu,” siger Frank Vium.

Forandring gearer til fremtiden

Selv oplevede han for alvor forandringen, efter Satya Nadella indtog chefstolen i 2014. Tidligere havde Microsoft en udpræget præstationskultur, hvor økonomiske resultater talte mest. Men det fremmede ikke forandringer. I en transformationsproces er det nemlig mere frugtbart at vægte og belønne andre værdier end dem, der kan aflæses direkte i regnskaberne.

Når Frank Vium i dag skal evaluere sine medarbejdere og belønne dem for en god arbejdsindsats, bliver bonus derfor udregnet på basis af, hvor dygtige medarbejderne er til at bidrage til andres succes, og i hvor høj grad de er i stand til at lære af andre og bygge videre på andres ideer. Den slags kulturændringer giver mulighed for at så frø i forhold til fremtidens resultater frem for blot at måle på fortidens, lyder hans erfaring.

”Hvis du kun måler på de traditionelle parametre, kan du ikke se, hvordan virksomheden transformerer sig. Derfor er vi i færd med en grundlæggende transformation af vores kultur, hvor vi lærer at anskue os selv og vores omverden på nye måder. Det er en svær øvelse, men det er netop den forandring, som gearer os til en ny fremtid,” siger han.

LÆS OGSÅ: Store virksomheder famler efter morgendagens digitale forretningsmodel 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu