En nøglespiller i partiet er stillet en toppost i den nye regering i udsigt. Efter valgsejren er i hus, vælger den nye regeringsleder overraskende at sætte en anden mand på posten. Vores detroniserede hovedperson må i stedet nøjes med en rolle uden for regeringen som indpisker blandt partiets parlamentarikere. Det tager han ilde op, og mens han på overfladen støtter op om regeringslederen, begynder han diskret, men effektivt at manøvrere i kulissen. Efter at regeringen kommer styrket gennem en armlægning med lærernes fagforening, spiller vores hovedperson med succes sine kort, så regeringslederen er sat internt skakmat uden andre muligheder end at invitere sin gamle væbner tilbage i inderkredsen …

Virker dette drama bekendt?

Hvis ja, så er du nok blandt de mange danskere, der er blevet fanget af den politiske hitserie House of Cards, som har været seermagnet hos den amerikanske online-tv-udbyder Netflix.

Serien udspiller sig i magtens indercirkler i Washington og følger den skruppelløse, men sympatiske Frank Underwood (eminent spillet af Kevin Spacey). Underwood beslutter sig for at få hævn og genoprejsning efter at være blevet underløbet af præsidenten. Det engelske forlæg for serien trækker kraftigt på Shakespeare, og der bliver ikke lagt fingre imellem i magtkampene, eller når skæbnen straffer overmod og hybris.

Det danske kortspil

Men selv om du ikke skulle være blandt de mange danskere på Netflix, så vækker dramaet måske alligevel genklang? For selv om der er langt fra Washington og Hollywood til Christiansborg, er det påfaldende, hvor mange ligheder første sæson af House of Cards har med Helle Thornings-Schmidts regeringstid – ikke mindst det mærkværdige drama omkring Henrik Sass Larsen.

Den aktuelle regeringsrokade og Sass’ genfødsel fuldender parallellen mellem fiktion og virkelighed, og det er svært at slippe tanken om, at Sass, ligesom Frank Underwood, fortæller sit eget spejlbillede om sine motiver, når han er alene.

Mange kommentatorer og journalister har de seneste dage kloget sig på Thornings motiver, og på hvordan hun fra en valgtaktisk spil-optik har sat sit offensive hold, der skal trække et genvalg i hus.

De mange gisninger om spin og strategi kommer dog let til at skygge over det interne magtspil i regeringen og hos Socialdemokraterne, der reelt er klangbund for regeringsrokaden, og som nu tegner udsigten for statsministerens skrøbelige korthus.

Lad os for en stund låne det kyniske magtperspektiv fra House of Cards og se på regeringsrokaden som et drama i Shakespeares ånd:

Hvilken kabale skulle lægges?

Noget tyder på, at rokaden ikke er lavet for at vende bøtten over for vælgerne – i hvert fald ikke i første omgang. Derimod har det været afgørende for Thorning at få mere kontrol over magtbalancen i sit parti, måske for at fremme fremtidsudsigterne for den lille kreds, der støtter regeringschefen og hendes finansminister.

De nye ministerudnævnelser og ressortbytteriet bunder ikke i substantielle politiske fornyelser. Regeringsrokadens eneste kobling til et nyt politisk fokus har været Thornings kærlighedserklæring til svinekød.

Der er heller ikke tale om en frisk indskiftning af en potentiel stemmesluger med vælgertække og høj troværdighed, på samme måde som da Poul Nyrup pressede Thorkild Simonsen til at komme på banen som indenrigsminister tilbage i 1997. Vi må ikke glemme, at Henrik Sass Larsen på trods af stor intern opbakning aldrig har været leveringsdygtig i mange personlige stemmer.

At regeringsrokaden får lov til at forstyrre to af regeringens igangværende reformer, kan tolkes som et fingerpeg om, hvor presset Helle Thorning-Schmidt er. Nick Hækkerup røg midt i sin barske armlægning med forsvarstoppen, og Christine Antorini måtte give afkald på børneområdet, som ellers endelig havde fundet et hjem med både kærlighed og visioner.

Det er i den forbindelse tankevækkende, at det engang så prestige- og magtfulde Udenrigsministerium i dag er en skygge af sig selv. Et kadaver, der er leverandør af politiske lunser, som skal hjælpe med at få regeringens ressortpuslespil til at gå op. Således er området i dag fordelt på ikke mindre end fire ministre: udenrigsminister Villy Søvndal, handels- og europaminister Nick Hækkerup, udviklingsminister Christian Friis Bach samt minister for nordisk samarbejde Manu Sareen.

[quote align="right" author=""]Det var et fait accompli, at Sass nødvendigvis måtte holdes beskæftiget. Lediggang er vejen til alt ondt.[/quote]

Nogen vil måske hævde, at Annette Vilhelmsens nye, ”varme” ministerium på det sociale område er en offensiv positionering. Men både integrations- og socialområdet har historisk været leveringsdygtige i rigeligt med betændte enkeltsager til at sende selv den mest visionære minister på retræte. Man har dog lov at håbe, for det kan jo næsten kun blive bedre.

Plads til Sass

Thornings rokade fremstår derfor som en taktisk nødvendighed. Først og fremmest var hun tvunget til at skabe plads til Henrik Sass Larsen. Som bl.a. Hans Engell har påpeget, vil det være gift for regeringen at have Sass siddende i folketingsgruppen de næste par år med rigeligt af både tid og motiv til at underløbe Thornings projekt. Det var et fait accompli, at Sass nødvendigvis måtte holdes beskæftiget. Lediggang er vejen til alt ondt.

Samtidig udviste statsministeren autoritet ved at uddele hhv. godbidder og tæsk til de partifæller, der set fra hendes lejr har optrådt enten loyalt eller illoyalt. Det er i hvert fald udlægningen hos flere kommentatorer.

Det gik bl.a. ud over Karen og Nick Hækkerup, der begge har leveret en forholdsvis solid indsats som ministre, men som var lunkne i deres opbakning til selskabsskattelettelserne.

Dog skal man være varsom med rent at sluge den udlægning af Hækkerup’ernes afklapsning. For hvordan kan en intern uenighed om skattelettelser koste Hækkerup’erne, når Sass, der åbent og offentligt har kritiseret skattelettelserne hårdt, forfremmes?

Det giver ikke i sig selv mening. I et magtperspektiv kunne forklaringen derimod være, at Thorning forsøger at destabilisere den stærke alliance, der er opstået om arvefølgen i partiet på tværs af kaffeklubberne i Folketinget.

Udspillet af Underwood

Undervejs blev Henrik Dam Kristensen bedt om at tage et slag for holdet, og det virker, som om fødevareminister Mette Gjerskov røg, fordi hendes fraktion (de såkaldte rustbankere) i det socialdemokratiske landskab af kaffeklubber ikke havde muskler nok til at forsvare ministerposten.

[quote align="left" author=""]Thorning var tvunget til at bruge sine bedste kort på at spille Henrik Sass Larsen ind, og pludselig var det ikke muligt for hende at lægge kabalen, så den både sikrede en stabil intern magtbalance og bragte nyt blod ind i regeringen.[/quote]

Det er svært at se en stærk faglig eller politisk vurdering i afskedigelsen af de to. Men kabalen skulle jo gå op, og der måtte undervejs også findes plads til at belønne stemmeslugeren fra Aarhus, Nicolai Wammen, der har været en loyal støtte af Corydons forskellige udspil.

Taburetfordeling er regeringschefens og partilederens privilegium – og forudsætningen for en klassisk del-og-hersk-taktik, der kan holde styr på tropperne. Det er et spil, som Thorning har brugt flittigt, men noget tyder på, at hun ved denne rokade er blevet udspillet.

Thorning var tvunget til at bruge sine bedste kort på at spille Henrik Sass Larsen ind, og pludselig var det ikke muligt for hende at lægge kabalen, så den både sikrede en stabil intern magtbalance og bragte nyt blod ind i regeringen. Derfor endte rokaden som en halvbagt defensiv øvelse.

Næste sæson

Hvor godt eller dårligt Thorning har spillet sine kort, vil som bekendt først stå klart på den lange bane, men heldigvis har vi endnu et par sæsoner af Helles House of Cards til gode.

Internt i Socialdemokratiet tænker man også langsigtet. Thorning har ved to valg i træk leveret de dårligste resultater i partiets nyere historie, og hun er færdig som partiformand, hvis hun taber næste valg. Det kan selvfølgelig være, at hun i overtiden overrasker som Muhammad Ali mod George Foreman i ”The Rumble in the Jungle” (hvor Ali med succes brugte en defensiv rope-a-dope-strategi for at spare kræfterne til en slutspurt).

Men det virker, som om de fleste sosser allerede har taget valgnederlaget til efterretning og er begyndt at fokusere på en kommende tid i opposition. Det er den fremtidige magtkamp, som vi ser konturerne af i dag, og det er i det lys, at regeringsrokaden også kan tolkes. Thorning har forsøgt at styrke Bjarne Corydons position som mulig kronprins.

I det spil er Corydons modkandidat kronprinsessen Mette Frederiksen, der øjensynligt bakkes op af Hækkerup-adelen. Corydon kan til gengæld regne med Nicolai Wammen og andre af Thornings tro støtter. Men som Frank Underwood i House of Cards går Henrik Sass Larsen efter rollen som kongemager, og lige nu tyder det på, at det er Mette Frederiksen han taler om, når han kigger sig i spejlet.

Læs flere af Ask Aggers indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.