Nu skal det være slut med offentlige it-projekter, der går i koks det ene år efter det andet, efter at millioner og milliarder af kroner er fløjet ud ad vinduerne, og ministre med røde ører har skullet forklare fadæserne. Vi har hørt det så tit, at vi næsten er blevet immune over for alle disse håbløse løfter om bod og bedring, der interessant nok er krydret med den kendsgerning, at staten oven i de mange fiaskoer og de store investeringer bruger næsten halvdelen af et årligt konsulentindkøb på godt 3 mia. kr. til netop it-konsulenter. Cirka hver femte konsulentkrone af det samlede konsulentregnskab bruges faktisk på at holde statens it-systemer i live.

Vi tillader os i denne udgave af Mandag Morgen at kalde det for statens it-karrusel, fordi de store it-projekter i staten synes at følge et fuldstændig fast mønster af skandaler, undersøgelser, ansvarsplaceringer og løfter om bod og bedring. Og det er ikke bare statslige it-projekter, der går galt. Det er hele vejen rundt i det offentlige at forsinkelser, budgetoverskridelser og lave succesrater er normen for de helt store projekter, mens mange mindre projekter ser ud til at lykkes. Tag nu bare situationen i kommunerne og den verserende sag med KMD.

Og de, der kan juble hele vejen til banken, er it-konsulenterne, som først hjælper med kravspecifikationerne til projekterne som rådgivere, dernæst hyres til at hjælpe med driften, når systemerne skal justeres og ikke virker efter hensigten, og endelig indtager en rolle som dem, der evaluerer, hvad der gik galt. Der er rigtig mange, der lever godt af, at det går galt, og at det ofte er kompliceret at finde årsagerne.

Hvorfor er det så, det går galt igen og igen? Og når nu både staten, kommuner og regioner mere end nogensinde har brug for at være superdygtige på øget it-anvendelse? Lad det være sagt med det samme: It-projekter kan også ende galt i den private sektor og bliver også her ikke sjældent forsinkede og dyrere end ventet. Men det er den enkelte virksomheds problem. Her taler vi om, at samfundet mister penge, og om vigtige løsninger, der kører i grøften, ofte til skade for mange mennesker.

Udfordringen ved de fleste offentlige it-projekter er ledelse. Det er holdningen til, at man helst skal have alle funktionaliteter fra det gamle system med over i det nye, som så helst skal opfylde alle kravene på en ny ønskeliste og alt det, som lige præcis denne helt specielle organisation eller denne særlige styrelse eller kommune gerne vil arbejde med. Udfordringen er, at der tænkes i store systemer til en langsigtet udvikling, mens teknologierne forandrer sig så hurtigt – og det samme gør i øvrigt også kundernes og brugernes behov – at der skal tænkes i meget mere agile systemer, der kan udvikles og forandres over kortere tid.

Samfundsmæssigt er problemet med de mange kuldsejlede it-projekter ikke kun de tabte penge og den tabte tid, men også de it-ressourcer, som kunne være anvendt til andre og bedre formål. Belært af erfaringerne fristes man til at give innovationsminister Sophie Løhde det gode råd at følge forslaget fra CBS-professor Kim Normann Andersen, nemlig at lade de private overtage udvikling og finansiering af de store offentlige it-projekter og lade det offentlige nøjes med at være en meget professionel kunde, indkøber og bruger.

De private virksomheder ville aldrig acceptere så store tab, som staten gør. De ville dele projekterne op, så de kunne overskue dem, og løbende levere noget, de kunne få betaling for. De ville tænke videreudviklingen af systemerne ind i projekterne med henblik på en kommende forretningsmulighed og ikke lave en blind vej. I sidste ende kunne man også lade private virksomheder drive de store it-projekter; så kunne det offentlige nøjes med at tænke i optimal udnyttelse af systemerne, i gode serviceaftaler og eventuelle tilkøb af services.

Staten bruger godt 7 mia. kr. om året på it og har omkring 4.000 forskellige systemer. Læg dertil kommunernes og regionernes forbrug af midler på it. En arbejdsgruppe under innovationsminister Sophie Løhde skal til sommer fremlægge et udspil til en ny offentlig it-strategi. Vi har en Digitaliseringsstyrelse under Finansministeriet med godt 200 medarbejdere, vi har et it-projektråd med eksterne folk, som skal give gode råd om risikovurderinger ved it-projekter m.v., vi har Statens IT, som er den interne driftsorganisation for staten. Der er sådan set ikke det, vi ikke har på it-området af kloge kompetencer, og læg så dertil alle konsulenterne. Det, vi mangler, er en fuldstændig modig og nytænkt måde at håndtere det offentliges enorme it-investeringer på. Og pendulet kan ikke svinge tilbage til de store offentlige it-mastodonter fra gamle dage, såsom Datacentralen og Kommunedata. Det må svinge i en ny retning. Her kræves virkelig disruptiv tænkning.