Regeringens pinsepakke, og oppositionens modtagelse af den, er opmuntrende. Det skriver Mandag Morgen i en ledende artikel. “Danmark er nået dertil, hvor en regering blandt mange andre ubehageligheder ligeud kan fortælle husejerne, at rentefradraget nødvendigvis må barberes. Tingene bliver sagt ligeud og forstået ligeud. Den politiske debat handler hverken om nødvendigheden af at tøjre opsving eller huspriser. Debatten handler om doseringen af indgrebet,” skriver Ugebrevet. “Man kan”, hedder det, “diskutere hjørner, afvejninger og overdrivelser i udspillet. Men de store linjer ligger rigtigt. Og de fleste ville ligge nogenlunde på den måde, uanset om det havde været en borgerlig regering, der spillede ud.”