Historisk politikerlede skyldes reformer – ikke møgsager
Aldrig har befolkningen stolet mindre på politikerne end i dag. Og strømmen af ”møgsager” synes samtidig uden ende. Men de to ting hænger ikke sammen, viser ny forskning i de seneste 30 års undersøgelser af vælgertilliden. Tilliden lider derimod under den langtrukne økonomiske krise og regeringens krisepolitik, konkluderer professor Jørgen Goul Andersen, der i næste måned offentliggør resultaterne i en ny bog.
Villads Andersen
Politikerstanden står i sin største tillidskrise i 30 år. Se figur 1. Vælgerne stoler ikke længere på deres repræsentanter på Christiansborg, og forklaringen ligger ligefor: De talrige politiske skandaler i 2013. I hvert fald hvis man skal tro kommentatorkorpset og pressens politiske analytikere. Men Morten Bødskovs Christiania-løgn, Lars Løkkes bilagssag 2.0 og Annette Vilhelmsens vennetjeneste kan ikke forklare borgernes stigende mistillid. Det siger professor i statskundskab og ekspert i vælgervandringer Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet.
- Mange af reformerne har ellers haft opbakning i befolkningen. En måling, som A&B Analyse har lavet for Altinget, viser, at mere end 60 pct. bakkede op om kontanthjælpsreformen, da den blev præsenteret. Ifølge en Gallup-måling for Berlingske støttede 52 pct. skattereformen, mens kun 29 pct. var imod. En anden Gallup-måling viser, at 58 pct. støttede SU-reformen. Hvordan hænger opbakningen sammen med stigende mistillid?
”Det er rigtigt, at regeringens politik ikke har været lagt direkte for had i befolkningen, men den har i den grad været lagt for had blandt især S og SF’s vælgere. Det giver den historiske mistillid, vi ser nu. For selv om oppositionens tilhængere bryder sig om regeringens politik, bryder de sig ikke om regeringen. Og hvis regeringens egne tilhængere ikke bryder sig om politikken, stoler de heller ikke på politikerne,” siger Jørgen Goul Andersen.
Erfaringer fra valgforskningen viser, at oppositionens vælgere normalt er mere skeptiske end dem, der støtter regeringspartierne – uanset regeringens farve. Under VK-regeringen var det således rød bloks tilhængere, der især nærede mistillid til politikerne. Men den nuværende situation afviger fra dette billede.
”Så står du i den mærkværdige situation, at selv om der muligvis er flertal for dele af politikken, er der ikke tillid til dens ophavsmænd,” siger Jørgen Goul Andersen.
Fra historisk høj tillid til historisk lav tillid
Tillidskrisen rammer ekstra hårdt, fordi den kommer i kølvandet på en periode, hvor befolkningen havde historisk høj tillid til politikerne. Under Anders Fogh Rasmussen stolede vælgerne på landets politikere. Og det er der overvejende to grunde til, fortæller Jørgen Goul Andersen.
For det første buldrede økonomien derudad. Efter en sløv start med lave vækstrater og stigende ledighedstal, efter it-boblen brast i starten af 00’erne, kom der for alvor gang i økonomien omkring 2004. Og selv om Foghs daværende finansminister, Thor Pedersen, i dag mener, at han blev fejlciteret for at sige, at ”vi kan købe hele verden” i 2006, er citatet rammende for, hvor godt man sagde, at det gik. Et år senere proklamerede statsministeren, at økonomerne måtte skrive lærebøgerne om, fordi man nu havde opnået permanent vækst i dansk økonomi. Det skulle senere vise sig, at han tog fejl, men i 00’erne kvitterede danskerne med høj tillid til regeringens politik og dermed til politikerstanden generelt.
For det andet gav Fogh danskerne, hvad de ville have. Under den foregående regering i 1990’erne var økonomien også på vej op, og med den fulgte tilliden. Befolkningen stolede på Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketofts økonomiske politik, men underneden lurede spørgsmålet om, hvilken udlændingepolitik Danmark skulle føre. Et spørgsmål, der var stærkt medvirkende til, at vi fik systemskiftet i 2001, og som efterfølgende gjorde Anders Fogh Rasmussens regering til den mest tillidsvækkende i 30 år. Som statsminister samlede Fogh nemlig to tidligere adskilte synspunkter under én fane. Han gik både ind for en stram udlændingepolitik og en stærk velfærdsstat. Det ramte en klangbund i befolkningen:
Politikere er utroværdige" caption="Figur 3
Kilde: Jørgen Goul Andersen på baggrund af YouGov: TrygFondens tryghedsmåling 2011 (data indsamlet 13.5.- 3.6.2011) og 2013, Eftervalgsundersøgelse på TrygFondens 2011-panel, og Synovate: Måling for Ugebrevet Mandag Morgen (dataindsamling 10.-21.6.2011).
En anden forklaring er sammenfaldet mellem skandaler og gennemførelsen af tillidsmålingerne. Ofte spørger man vælgerne, om de har tillid til politikerne, i forbindelse med en politisk skandale og kæder derfor de to ting sammen, selv om de ikke har noget med hinanden at gøre. Det er også sket på det seneste, siger Jørgen Goul Andersen, men minder om, at vælgerne stolede mere på politikerne i december 2013 end i maj – selv om decembermålingen kom i kølvandet på Bødskovs Christiania-sag og Annette Vilhelmsens Zornig-sag. Se figur 4.
Selv om det ligger ligefor at forklare mistillid til politikerne med eksempler på politikere, der har brudt deres tillidshverv, hænger det altså ikke sådan sammen, siger Jørgen Goul Andersen: ”Vælgerne straffer enkeltpolitikere for deres fejltrin, men politikerstanden for deres politik.”