Danmarks største entreprenørkoncern, Højgaard Holding, har under de sidste fem års byggeboom tabt en kvart milliard kr. Selskabets resultat er symptomatisk for udviklingen i en stor del af den danske entreprenørbranche. Den tjener alt for lidt og har langt fra formået at udnytte de gode konjunkturer. Problemerne sættes yderligere i relief af udviklingen de sidste ti år. Seks af de ti største entreprenørkoncerner i 1987 er gået konkurs eller blevet opkøbt. Samtidig har udenlandske investorer forøget deres andel af selskabernes samlede omsætning fra 6 pct. til mere end en tredjedel. Og nu er det atter en af branchens største, der har store indtjeningsproblemer og fremstår som “den gamle syge mand”. Økonomien i den stærkt ekspansive svensk ejede koncern Skanska Jensen er også meget dårlig, selvom det netop offentliggjorte regnskab umiddelbart viser fremgang. Kun fire af de ti største koncerner har været i stand til at præstere et acceptabelt overskud. De øvrige selskabers indtjeningsproblemer må forudses at blive endnu større, når konjunkturerne vender allerede til næste år. Dermed er der lagt op til en fortsættelse af de sidste ti års dramatiske strukturrationalisering.