“Ved-ikke-partiet” står nu til at blive landets næststørste parti. Omkring hver fjerde vælger ville nemlig ikke vide, hvor krydset skulle sættes, hvis der var valg nu. Så stor en usikkerhed har der næppe nogensinde været målt i danske opinionsmålinger. Det viser en rundspørge, Ugebrevet har foretaget blandt de førende analyseinstitutter. Den store usikkerhed hos vælgerne er én af flere faktorer, der gør det aktuelle vælgerskred mindre entydigt, end det hidtil er blevet opfattet. En analyse af de seneste målinger, som Mandag Morgen har udført i samarbejde med professor Jørgen Goul Andersen, peger på, at pinsepakken var en større trussel mod regeringens overlevelse end finanslovsforliget. Når man tæller regeringens vælgertilslutning sammen med dens støttepartier på venstrefløjen, har regeringen fra november til januar kun tabt 1,4 procentpoint. Det er Venstre og SF, der aktuelt står som de store vindere i meningsmålingerne. Deres succes skyldes paradoksalt nok, at de har stået som garanter mod forandringer. Derfor har andre end Socialdemokratiet behov for selvransagelse, skriver Mandag Morgen i en leder.