Holistisk ledelse, som lægger vægt på at skabe tilfredshed blandt kunder, medarbejdere og det omgivende samfund, giver de bedste økonomiske resultater. Det viser en række nye analyser fra Foreningen Den Danske Kvalitets Pris. “Tallene viser, at en optimering af den økonomiske indtjening kræver en ledelsesmæssigt afbalanceret indsats i forhold til kunderne, medarbejderne, aktionærerne og andre vigtige stakeholder-grupper. Det er entydigt forkert at satse snævert på de shareholdere, der ejer virksomheden,” siger professor, dr. merc. Kai Kristensen, som har stået for analyserne. Det holistiske ledelsesprincip er kernen i den “Business excellence-model”, som især inden for det seneste år har vundet indpas i mange af Danmarks største og mest kendte virksomheder. Det drejer sig bl.a. om Unibank, Tryg-Baltica, Grundfos, Tele Danmark og SAS Danmark. “Den Danske Kvalitets Pris” vil fremover hvert halve år offentliggøre et nye “Business Excellence Index”, som måler temperaturen på ledelseskvaliteten i dansk erhvervsliv.