Europa bliver mere føderalt og solidarisk – men fortsat finanspolitisk konservativt – hvis de franske vælgere på søndag vælger Francois Hollande som præsident for de næste fem år. Mens Frankrigs hidtidige præsident, Nicolas Sarkozy, har kastet sig ud i, hvad der ligner et desperat populistisk forsøg på at opnå genvalg ved at bejle til Marine Le Pens nationalistiske vælgere, har valgets klare favorit, den 57-årige socialist Hollande, taget forskud på præsidentposten og er i fuld gang med at forberede et afgørende europapolitisk kompromis med Tysklands konservative kansler, Angela Merkel.

Francois Hollande, der er omgivet af rådgivere med tætte kontakter i Tysklands regering, i Den Europæiske Centralbank og i EUs Ministerråd, har nu droppet ønsker om en genforhandling af EU-landenes finanspagt fra marts måned, der skal skabe økonomisk stabilitet. Hollande vil nu nøjes med et vækstpolitisk tillæg til pagten. Blandt Hollandes ønsker er investeringer i industrirelevant infrastruktur gennem Den Europæiske Investeringsbank, og hans forslag til finansiering omfatter blandt andet euroobligationer og en finansiel transaktionsskat.

Der er gode muligheder for, at Hollande kan finde et kompromis med Tyskland. Merkel er imødekommende over for Hollandes overordnede ønsker, og hun støtter tanken om en indførelse af en finansiel transaktionsskat under en eller anden form. Til gengæld fastholder Merkel, at væksten skal grundlægges på strukturreformer og ikke på yderligere gældssætning af de europæiske statskasser. Hvad angår en delvis kollektivisering af eurolandenes gæld gennem euroobligationer, er Merkel fortsat afventende, selv om idéen fortsat lever blandt flere ministre i den tyske regering.

Når der er gode udsigter til et stort europapolitisk kompromis mellem en nyvalgt socialistisk fransk præsident og den konservative tyske kansler, bunder det i, at Hollande ikke er så bange for at afgive national suverænitet til Bruxelles som Frankrigs hidtidige præsident, den konservative og nygaullistiske Nicolas Sarkozy. I modsætning til det føderalt sindede Tyskland vil Sarkozy holde EU på en overvejende mellemstatslig kurs. Sarkozys modvilje mod en overstatslig eller føderal udvikling i det europæiske samarbejde har længe været den afgørende – men stort set oversete – forhindring for det store spring fremad i europæisk integration under anførelse af Tyskland og Frankrig, som en lang række af ældre statsmænd, økonomiske eksperter og andre Europa-iagttagere anser for at være den afgørende forudsætning for, at Europa og resten af verden skal kunne lægge eurokrisen bag sig.

Sarkozy understregede i et interview umiddelbart efter indgåelsen af finanspagten i december sidste år, at “Frankrig ikke på et eneste nyt område overfører suverænitet til en overnational myndighed”. Netop denne afvisning er, som Ulrike Guérot, leder af Berlin-afdelingen af European Council on Foreign Relations, dengang forklarede i Mandag Morgen, helt afgørende.

“Tyskland flytter sig ikke en millimeter på spørgsmål som euro-obligationer, hvis ikke Frankrig går med til at afgive suverænitet,” sagde Guérot og forudså allerede dengang, at denne uenighed først kunne adresseres efter det franske præsidentvalg.

Når præsidentvalget i Frankrig er overstået på søndag – og når de franske vælgere søndag den 17. juni har valgt en ny nationalforsamling – står Tyskland og Frankrig foran en afgørende forhandling: Er Frankrig villig til at afgive den nationale suverænitet til Bruxelles på en række områder, som Tyskland kræver? Et ja til dette spørgsmål er væsentlig mere sandsynligt med Francois Hollande end med Nicolas Sarkozy som fransk præsident.

Frankrig afgørende for Europa

Det franske valg får dermed central betydning for den videre håndtering af gældskrisen i Europa og dermed reelt for hele den globale økonomi. Det viser Mandag Morgens analyse af de europapolitiske implikationer af det franske præsidentvalg. Analysen bygger på samtaler med europapolitiske eksperter i Tyskland og Frankrig, og den understøttes af vurderinger fra en lang række europaanalytikere, ligesom den underbygges af den opsigtsvækkende politiske dialog, der i sidste uge fandt sted mellem kandidaten Hollande i Paris, kansler Merkel i Berlin og den europæiske centralbankchef Mario Draghi, der var på besøg i Europa-Parlamentet i Bruxelles.

“Selv om Hollande ikke – i hvert ikke offentligt – deler Merkels føderale vision for Europa, deler han holdninger, som i sidste ende vil føre til et langt mere integreret Europa,” siger Joachim Fritz-Vannahme, direktør for Europa-afdelingen i den ansete tyske tænketank Bertelsmann Stiftung, til Mandag Morgen.

Fritz-Vannahme påpeger, at når Francois Hollande siger, at han vil have mere fokus på vækst og beskæftigelse i Europa, taler han reelt for at give EU flere beføjelser i beskæftigelses- og konkurrencepolitikken.

“Hollande beder om dybere integration på det beskæftigelsesmæssige område. Og det kan man ikke lave uden yderligere politisk integration,” siger Fritz-Vannahme.

Han forudser, at Angela Merkel i tilfælde af en socialistisk valgsejr i Frankrig vil være helt afvisende over for Hollandes hidtidige krav om en genforhandling af finanspagten. Men han vurderer, at den tyske kansler vil være klare til at komme Hollande i møde på andre måder.

“Merkels svar vil blive: “Nej, du får ingen genforhandling. Vi vil ikke åbne boksen igen.” Men spørger Hollande til noget andet, som Merkel også synes er meget vigtigt, vil hun forhandle om det.”

Det kommer til at ske til efteråret – altså på det tidspunkt hvor Tyskland allerede er inde i den tidlige fase af den tyske valgkamp før valget i september 2013,” siger Fritz-Vannahme, der anser det for mest sandsynligt, at Tyskland efter det valg vil blive ledet af en såkaldt ’stor koalition’ mellem Merkels konservative CDU og det socialdemokratiske SPD, som i dag ledes af Sigmar Gabriel.

Hans Stark, direktør for centret for fransk-tyske studier ved tænketanken IFRI i Paris, påpeger, at der er store grundlæggende forskelle i den måde, franske og tyske politikere ser Europas rolle. Både Hollande og Sarkozy er med udgangspunkt i Frankrigs historisk set stærkt centralistiske styreform modstandere af en føderal udvikling i Europa. På samme måde går stort set hele den tyske samfundselite til gengæld ind for et føderalt Europa, fordi den føderale styreform har fungeret godt i Tyskland siden genrejsningen efter det nazistiske sammenbrud i 1945.

“Men det er rigtigt, at der er grundlag for et kompromis mellem Hollande og Merkel med udgangspunkt i hans ønske om mere solidaritet og hendes ønske om budgetdisciplin og en mere føderal udvikling,” siger Hans Stark.

Også de to Europa-eksperter Ulrike Guérot og Thomas Klau fra European Council on Foreign Relations forudser, at Francois Hollande som fransk præsident vil kunne arbejde konstruktivt sammen med Angela Merkel, selv om hun udadtil har støttet Sarkozys genvalg.

“Det er umuligt at forudse, hvor lang tid det vil tage eurozonen at komme frem til en ny konsensus om forholdet mellem økonomisk genopretning og vækst. Men der er ingen grund til at tvivle på, at en sådan konsensus vil blive fundet,” skriver Klau i en analyse, hvor han understreger, at Hollandes personlige træk som en kompromismager og som modstander af aggressivt politisk lederskab vil kunne vise sig at være et diplomatisk aktiv for Frankrig og Europa.

Ulrike Guérot påpeger, at Frankrigs socialister i langt højere grad end Sarkozys og hans parti UMP deler Tysklands ønsker i forhold til, hvilken retning den politiske udvikling i EU skal tage.

“De fleste tyske ønsker vedrørende den institutionelle udvikling i EU og tættere politisk integration – for slet ikke at tale om politisk union – har større chance for at blive realiseret med de franske socialister ved magten,” skriver Guérot.

Hollande optræder som præsident

Selv om det først er på søndag, at de franske vælgere træffer deres endelige valg mellem Sarkozy og Hollande, optrådte den socialistiske kandidat allerede fra sidste uges begyndelse nærmest, som om han allerede var valgt.

Stemmetallene fra valgets første runde 22. april gør en sejr til Hollande på søndag overvejende sandsynlig, men den er dog ikke sikker, blandt andet fordi Sarkozy har valgt at gå endog meget langt med islam-kritiske og Europa-skeptiske udtalelser for at tækkes de 17,9 pct. af vælgerne, som i første runde stemte på den højrenationale populist Marine Le Pen. Sarkozys problem er imidlertid, at jo mere skinger han bliver i bestræbelserne på at sikre sig Front National-vælgerne, desto mere skubber han de vælgere, der har stemt på den kristeligt demokratiske midterkandidat Francois Bayrou, fra sig. Disse vælgere udgjorde 9,13 pct. i første runde. Meningsmålinger tyder i øvrigt på, at Sarkozy får mindre end 50 pct. af Front National-vælgerne, mens Hollande står til at få ca. 20 pct. og resten ventes at blive hjemme. Det er på denne favorable baggrund, at Francois Hollande har valgt at optræde i en selvsikker landsfaderstil, alt imens han fremstiller Sarkozy som værende hyperaktiv og i færd med at splitte den franske befolkning.

[quote align="left" author="Joachim Fritz-Vannahme, direktør for Europa-afdelingen i den ansete tyske tænketank Bertelsmann Stiftung"]Selvom Hollande ikke – i hvert fald offentligt - deler Merkels føderale vision for Europa, deler han holdninger, som i sidste ende vil føre til et langt mere integreret Europa.[/quote]

Som en trumf på sin hidtil vellykkede kampagnestrategi markerede Hollande i sidste uge, at han også er klar at gå direkte ind i rollen som privilegeret strategisk partner for Tysklands kansler, Angela Merkel, i den reelle politiske ledelse af EU. Hollande fremlagde ved en pressekonference i Paris sine bud på, hvordan man skal angribe den mest påtrængende politiske opgave i Europa lige nu: At skabe ny vækst og nye job i Europa.

Hollande sagde, at han – hvis han bliver Frankrigs næste præsident – vil sende et memorandum til de øvrige stats- og regeringschefer i Europa vedrørende ’genforhandlingen’ af finanspagten. I brevet vil Hollande foreslå følgende foranstaltninger sat i værk:

• Etableringen af euroobligationer – altså kollektive EU-lån – til finansiering af vækstskabende industrielle infrastrukturprojekter på europæisk niveau. Hollande understreger, at han ikke er ude på at kollektivisere eurolandenes eksisterende statsgæld.
• Større handlefrihed til Den Europæiske Investeringsbank, således at den kan yde lån til allerede identificerede projekter.
• Skabelsen af en finansiel transaktionsskat, hvorfra provenuet skal finansiere ’europæiske udviklingsprojekter’.
• Endelig skal ubrugte midler i EUs social- og regionalfonde mobiliseres til fordel for vækstskabende projekter.

Selv om Hollande forsøger at fremstille sig som en vækst- og beskæftigelsesorienteret modpol til den aktuelle EU-politik, er han meget forsigtig med ikke at træde særligt Tyskland over tæerne i debatten om den økonomiske politik i eurozonen. Hollande understreger således, at han står ved sine løfter om at sanere det franske statsbudget. Og han har samtidig sendt sin tætteste politiske rådgiver, Michel Sapin, i byen med et interview i Financial Times, hvor denne gør det klart, at Hollande ikke er ude på at ændre den netop indgående finanspagt, som er på vej gennem en besværlig ratifikationsproces i en række eurolande. Budskabet er, at Hollande nu alene ønsker et tillæg til finanspagten.

“Det, der bekymrer os, er ikke, hvad der står i traktaten (pagten, red.). Det er det, der ikke er i traktaten,” sagde Sapin, der var finansminister i en kort periode i 1990’erne og meget vel kan tænkes at blive det igen.

Uanset hvem der bliver Frankrigs præsident, er vedkommende pisket til at gennemføre den mest dramatiske hestekur, der er set i Frankrig siden indførelsen af den 5. republik i 1958. Nicolas Sarkozy vil bringe Frankrigs offentlige finanser, der i 2011 viste et underskud på 103 mia. euro, i balance i 2016. Hollande siger 2017.

Sarkozy vil betale regningen gennem øgede skatter for 40 mia. euro og 70 mia. euro i nedskæringer om året, som hovedsaglig skal komme fra nedskæringer i antallet af offentligt ansatte. Sarkozy har indført en regel om, at kun hver anden stilling skal genbesættes, når offentligt ansatte går på pension. Denne regel vil Hollande videreføre, alt imens han har lovet 60.000 ekstra job for skolelærere, som Frankrig har godt 1 million af. Hollande vil ud over nedskæringerne i offentlige job først og fremmest dække underskuddet gennem øgede skatter. Topskatten skal op fra 41 til 45 pct. – med en særregel på reelt 59 pct. for indtægter over en million euro.

I magtens inderkreds

Selv om Francois Hollande aldrig har haft en ministerpost, har han nærmest brugt hele sit liv på at forberede sig på at indtage en betydningsfuld post i fransk politik. Hollande har i årtier indtaget både vigtige og mindre vigtige biroller i magtens hjerte i det franske samfund, og sådan troede de fleste, at Hollandes karriere skulle ende. Hollande var formand for – men ikke politisk leder af – Socialistpartiet i 1997-2008. Han er ekstremt veluddannet, og han har et netværk, der tæller et hav af tidligere ministre, ambassadører og topchefer i statslige franske virksomheder og offentlige institutioner.

Hollande betragtes i politisk forstand som en discipel af EU-Kommissionens hidtil mest kendte formand, Jacques Delors, hvis studiekreds Hollande var formand for i en årrække i 1990’erne. Delors var finansminister under præsident Francois Mitterrand i begyndelsen af 1980’erne, og han var manden, der bragte Frankrig tilbage på det politisk-økonomiske hovedspor, efter at Mitterrand ved sin tiltrædelse i 1981 – blandt andet i protest mod den konservative tyske finanspolitik – havde insisteret på at føre en nærmest kommunistisk økonomisk politik. Hollande er stærkt proeuropæisk og stod i spidsen for det franske socialistpartis kampagne til fordel for EUs forfatningstraktat, der i 2005 blev forkastet af et flertal af franskmændene, hvilket kastede EU-samarbejdet ud i flere års dyb krise.

Hollande er i dag omgivet af en række tidligere ministre fra årene 1997-2002, hvor socialisten Lionel Jospin var premierminister. Jospin forsøgte også at bekæmpe den tyske dominans i EUs økonomiske og monetære politik, da han fik omdøbt ’stabilitetspagten’ til ’stabilitets- og vækstpagten’, uden at det i øvrigt førte til hverken stabilitet eller vækst.

Hollande har i dag selv omgivet sig med et omfattende hold af rådgivere, og han har gode forbindelser til flere af de embedsmænd i nøglepositioner i Paris, Berlin, Bruxelles og Frankfurt, som reelt støber kuglerne til beslutninger angående Europas håndtering af eurokrisen. Det gælder Jörg Asmussen medlem af ECBs ledelse, Ramon Fernandez, der er en af Sarkozys nærmeste rådgivere, og endelig Odile Renaud-Basso, vicekabinetschef hos EUs præsident, Herman Van Rompuy. Samtidig har Hollande givet en fremtrædende position til økonomen Karine Berger, der ifølge avisen Le Monde har været i Berlin for at diskutere eurozonepolitik med Angela Merkels rådgivere.

Men ét er, hvad Hollande vil kræve af Tyskland og de andre eurolande. Noget andet og langt mere besværligt er de besparelser, han bliver nødt til at gennemføre i Frankrig, hvis han skal undgå, at finansmarkederne sender renten på de franske statsobligationer i vejret. Hollande vil være ekstremt afhængig af et opsving i det private erhvervsliv, og han deler Sarkozys ambition om at gøre den franske økonomi mere konkurrencedygtig. Se figur 2. Dette afhænger imidlertid af, at man får sænket de lønomkostninger, der på grund af stivheden i det franske arbejdsmarked ligger væsentlig over omkostningerne i Tyskland.

Joachim Fritz-Vannahme fra Bertelsmann Stiftung mener, at Europa med Hollande som fransk præsident vil rykke mod venstre og blive mere solidarisk og føderalt.

“Men det er ikke noget, Europas ledere gør af idealistiske grunde. Det er nærmest kun Schäuble (Tysklands finansminister, Gerhard Schäuble) og Monti (Italiens teknokrat-premierminister Mario Monti), der er ægte føderalister. De andre er pragmatikere. Og de flytter sig først, når de bliver tvunget af markederne og af konkurrencemæssige grunde,” siger Fritz-Vannahme.