Frankrigs nyvalgte præsident, Francois Hollande, inviterer nu Tyskland til at indgå en strategisk energi- og vækstpolitisk alliance i Europa, på samme måde som Frankrig og Tyskland i årene efter Anden Verdenskrig indgik en strategisk alliance om at underlægge deres produktion af kul og stål en overnational europæisk myndighed. Hvor Kul- og Stålunionen blev skabt i bestræbelserne på at undgå nye fransk-tyske fjendtligheder efter krigene i 1870, 1914 og 1940, skal den nye alliance for grøn omstilling i Europa styrke både Europas sociale sammenhængskraft, de europæiske landes konkurrenceevne i forhold til resten af verden og Europas energimæssige forsyningssikkerhed.

Det er det opsigtsvækkende perspektiv, som socialisten Francois Hollande har åbnet efter valgsejren sidste søndag. Hjemme i Frankrig lægger Hollande op til et historisk brud med Frankrigs massive satsning på atomkraft – se figur 1 – og han vil i løbet af det kommende årti reducere landets afhængighed af fossile brændsler substantielt gennem firecifrede milliardinvesteringer i energibesparelser, vedvarende energi og satsning på elbiler.

Hollande taler for, at Frankrig gradvist skal arbejde sig ud af afhængigheden af olie i transportsektoren og af kernekraft i elektricitetsforsyningen, og han er dermed energipolitisk set tæt på Tysklands kansler Angela Merkel, der sidste år overraskede ved at beslutte at udfase atomkraft i Tyskland inden udgangen af 2022. Men Hollande vil med sine nye udmeldinger gå endnu videre end tyskerne. Ikke alene vil han gennemføre det, han kalder en national transition énergétique – en energimæssig omstilling – der svarer den Energie­wende, som Merkel vil gennemføre i Tyskland.  Hollande vil bruge energipolitikken til at vise værdien af politisk integration i Europa og dermed forsøge at dæmme op for den stigende folkelige vrede mod EU, der er fulgt i kølvandet af eurokrisen. Initiativet bygger på en erkendelse hos den nyvalgte franske præsident af, at det er umuligt at komme igennem med større og mere omfattende ændringer i EUs traktater. Derfor foreslår han, at et kommende fransk-tysk udspil til relancering af Europa tager konkret udgangspunkt i energipolitikken, på samme måde som Tysklands og Frankrigs forsoningsbestræbelser i årene efter Anden Verdenskrig tog konkret udgangspunkt i en europæisering af de kul- og stålindustrier, der udgjorde kernen i de to landes militærindustrielle komplekser.

Velforberedt valgvinder

Francois Hollande har haft et tæt program efter valgsejren sidste søndag. Allerede samme aften havde han en længere telefonsamtale med Angela Merkel. I de efterfølgende dage modtog han besøg af EUs præsident, Herman Van Rompuy, og af eurogruppens formand, Luxembourgs premierminister Jean-Claude Juncker. Endelig havde han en samtale med Irlands premierminister, Enda Kenny, som i øjeblikket har de store eurolandes opmærksomhed, fordi Irland 31. maj skal have en folkeafstemning om finanspagten. Frankrigs nyvalgte præsident har med andre ord været ekstremt velforberedt på sin valgsejr, og han begyndte arbejdet i samme øjeblik, det stod klart, at han var valgt. Det er i det lys, man skal se hans udspil om at placere energipolitikken centralt i den aftale med Angela Merkel, som han rejser til Berlin for at forhandle i denne uge. Stadigt mere tyder på, at Hollande og Merkel rent faktisk vil nå frem til et substantielt vækst- og reformkompromis, som vil blive debatteret med EUs øvrige stats- og regeringschefer i Bruxelles 23. maj og formelt vedtaget ved sommertopmødet 28. og 29. juni.

Hollande har formuleret sin europæiske energivision i et omfattende interview, som han fredag før valget gav til den franske udgave af netmagasinet Slate med henblik på offentliggørelse umiddelbart efter valgsejren. I interviewet, der er lavet af fem førende franske journalister, redegør Hollande for sin knivskarpe positionering på alle internationale spørgsmål, fra Europa over USA, NATO og Kina til Iran, Afghanistan og den anspændte situation i Sahel-regionen, hvor der er udbrudt krig efter Gaddafi-regimets fald i Libyen. Efter Hollandes stab havde givet interviewet en hurtig gennemlæsning, blev det offentliggjort umiddelbart, da valgresultatet stod klart. Denne ekstreme grad af forberedelse og præcision synes i det hele taget at være kendetegnende for Hollandes arbejdsmetode. Han formulerede sine planer om Energiens Europa således:

“Hvis ikke der sker en genetablering af tilliden mellem folkene og Europa, vil vi blive vidner til en vækst i populismerne, som vil ende med at udradere det europæiske projekt og en dag bringe eurozonen til fald. Det er nødvendigt at tage et ekstra skridt fremad …  Jeg foreslår, at vi tager en ny udfordring op: Efter Kul- og Stålunionens Europa i 1960’erne og det indre marked i 1980’erne er det nu Energiens Europa med fælles målsætninger i forhold til energibesparelser, vedvarende energier og sikkerhed i forbindelse med installationerne (atomkraftværker. red),” sagde Hollande, der samtidig gjorde det klart, at omfattende traktatændringer ikke foreløbig kommer på tale i EU.

“I dag vil det være svært at få ratificeret enhver institutionel traktat uden en genetablering af tilliden mellem folkene og unionen. Derimod kunne en traktat om vækst, beskæftigelse og energi mobilisere opinionerne,” sagde Hollande i interviewet, hvor han også endegyldigt gjorde det klart, at hans vækstinitiativ ikke skal finansieres via udskrivninger fra den slunkne franske statskasse.

“Vi bliver nødt til at gennemføre strukturelle reformer for at forbedre konkurrenceevnen, reformere skattesystemet og styrke vores industri. Det er ånden i den produktivitetspagt, jeg har foreslået,” sagde Hollande, som udelukkede en national keynesiansk stimulering af økonomien.

“Vi kan ikke øge de offentlige udgifter yderligere, fordi vi er nødt til at kontrollere dem. Og det kan ikke være skattelempelser, som er os forbudt. Men det (finansieringen, red.) kan være at bringe instrumenter i spil på europæisk niveau: En forøgelse af Den Europæiske Investeringsbanks kapital, mobiliseringen af strukturfondene og skatten på finansielle transaktioner kan finansiere infrastrukturarbejder. Endelig kan Europa beslutte sig for at optage lån – det er jo det, de såkaldte euroobligationer og de såkaldte ’projekt-obligationer’ handler om,” sagde Hollande, som samtidig gjorde det klart, at Tyskland efter hans opfattelse ikke kan lukke af for både indførelsen af euroobligationer og for en direkte refinansiering af kriseramte eurolandes gældsposter via ECB.

Merkel kan bruge fransk hjælp

Mandag Morgen har lagt Hollandes planer frem for europapolitiske eksperter i Tyskland og Frankrig og for EUs klimakommissær, Connie Hedegaard. De konstaterer, at Francois Hollande tilsyneladende med stor dygtighed har identificeret et område, hvor han kan gøre sig forhåbninger om at opnå en aftale, der kan imødekomme både Angela Merkels krav om bæredygtige strukturreformer, og som samtidig giver ham selv mulighed for at indfri sine valgløfter om vækstskabende initiativer til understøttelse af beskæftigelsen i Europa. De hæfter sig ved, at energipolitikken er af strategisk vigtighed for Europa, og området rummer betydelige muligheder for kompromis mellem Frankrig og Tyskland. Samtidig rummer energiområdet gode muligheder for både hurtig vækst- og jobskabelse og for langsigtede strukturelle forbedringer af Europas konkurrenceevne.

“Alle de ting, Hollande siger om strukturfonde, Den Europæiske Investeringsbank og projektobligationer, er ting, som Kommissionen har foreslået inden for de seneste 12-18 måneder, så det er til at gå til. Materialet ligger der. Beregningerne ligger der. Jobpotentialet ligger der. Og der ligger også nogle forslag til, hvordan man kan tiltrække den kapital, der skal investeres. Det er ikke noget, som dumper ud af det blå,” siger Connie Hedegaard og tilføjer:

“Det er enormt spændende, hvis Frankrig laver en parallel til Kul- og Stålunionen og peger på, at det er en ny generation af problemer, der trænger sig på, der er lige så vigtige at få løst i fællesskab. Det er set fra en klimakommissærs synsvinkel et rigtig godt udgangspunkt for en ny fransk præsident.”

I Tyskland har Angela Merkel ifølge Joachim Fritz-Vannahme fra tænketanken Bertelsmann Stiftung brug for al den støtte, hun kan finde, i bestræbelserne på at tøjle de store privatejede energiselskaber, som i en vis udstrækning modarbejder regeringens beslutning fra sidste år om at udfase atomkraften. Se figur.

“Det er en god idé fra Hollandes side, fordi det er et område, hvor han kan diskutere med Merkel. Samtidig er Hollande mere realistisk, end den tyske regering var, da man lige efter ulykken ved det japanske Fuku­shima-værk besluttede at udfase atomkraften. I dag står det klart, at det bliver svært både for den aktuelle og for kommende regeringer at gennemføre energiomstillingen,” siger Joachim Fritz-Vannahme.

I Frankrig konstaterer Pierre Verluise, der er forskningsdirektør ved Institut for Internationale og Strategiske Relationer, IRIS, i Paris, at energispørgsmålet er af strategisk betydning for både Frankrig, Tyskland og hele Europa. Og han understreger, at der i Paris har været megen vrede over, at Tyskland ikke udbad sig den franske regerings syn på sagen, før man besluttede at udfase atomkraften.  Hollandes udspil kommer derfor ifølge Verluise med en rigtig god timing:

“Den politiske kontekst kan være til fordel for Mr. Hollande, fordi de andre partnere har indset, at man bliver nødt til at gøre noget for væksten. Hvis han scorer point, så er det, fordi de andre mener, at der er behov for det, han beder om,” siger Verluise.

Hollandes projekt har den fordel, at det møder Tyskland et sted, hvor landet har problemer. Og samtidig ved tyskerne godt selv, at de optrådte meget ueuropæisk, da de traf beslutningen om at udfase atomkraften uden at spørge deres europæiske partnere.

“Det er klart, at Europa er blevet mere afhængig af russisk gas og hele Putin-systemet med den tyske beslutning. Måden det blev gjort på, var ikke den bedste i forhold til de europæiske partnere,” siger Joachim Fritz-Vannahme fra Bertelsmann Stiftung.

Netværk og grønne jobs

Ifølge Ulrich Bang, EU-chef i Dansk Energi, er der stort behov for at fortsætte europæiseringen af den europæiske energipolitik, selv om store dele af området allerede i dag er reguleret af EU-lovgivning. Bang peger på, at særligt udbygningen af det europæiske energinet skal styrkes kraftigt i de kommende år, hvis man skal kunne distribuere al den elektricitet, der produceres af vindkraft i nord og solenergi i syd, til de befolknings- og industricentre, hvor det store forbrug findes. Men der er store beskæftigelsesgevinster at hente, vurderer han.

“Der vil være megen fornuft i at sætte energipolitikken i centrum i den kommende vækstpagt. Investeringer i vedvarende energi og i energieffektiviseringer udløser nemlig store private investeringer. Man regner med, at en offentligt investeret euro udløser syv euro fra private investorer. Og disse investeringer giver mange lokale arbejdspladser,” siger Ulrich Bang.

Han peger på, at både energirenoveringer og etablering af vedvarende energi ganske vist kræver store investeringer umiddelbart, men at disse udløser hurtige job, og at de samtidig lægger grunden for efterfølgende energibesparelser.

Denne udlægning er Connie Hedegaard helt enig i.

“Det er svært at finde noget, der kan give job hurtigere, og som samtidig kan nedbringe Europas udgifter på længere sigt. EU-landene importerede sidste år olie for 315 mia. euro – altså cirka 2.400 mia. danske kroner. Det er bare, hvad vi betalte i olieimport. Det er mere end det dobbelte af EUs samlede handelsunderskud på 150 mia. euro. Man behøver hverken at være grøn eller klimainteresseret for at kunne se, at det er en rigtig god forretning at få nedbragt den regning,” siger Hedegaard.

Hun påpeger samtidig, at en europæisering af energipolitikken er særlig vigtig i forhold til udbygningen af nettene.

“Her er der en tendens til, at medlemslandene kun kigger på deres egne net. Hvis alle gør det, så risikerer man, at de forbindelser, der går på tværs af landegrænserne, ikke får nok opmærksomhed.  Hvis vi skal have så meget mere vedvarende energi i de kommende år, så kræver det enorme investeringer i nettene. Og det er ligeledes noget, der skaber job lokalt,” siger Hedegaard.

Mandag Morgens kilder deler den opfattelse, at Francois Hollande allerede mindre end en uge efter sin sejr har formået at vise sig som en stærk med- og modspiller for Angela Merkel. At han samtidig har personlig respekt for den tyske kansler og for vigtigheden af hårdt arbejde i sit nye embede, viser han ved, at han i morgen tirsdag – få timer efter sin indsættelse – flyver til Berlin.