Det vil være flot, hvis Jakob Ellemann-Jensen kan levere den vare, som Schlüter senere gjorde med sit parti: ro på bagsmækken, stigende indflydelse, bedre meningsmålinger, fremgang ved valg på valg og til sidst statsministerposten i over ti år og positionen som Danmarks største borgerlige parti.

Men dermed kan man heller ikke i dansk politik være sikker på ”fred i vor tid”. Allerede i Schlüters sidste år som statsminister stod det klart, at en ny magtkamp kunne være under opsejling, nu mellem daværende finansminister Henning Dyremose og daværende justitsminister Hans Engell. Som partiets generalsekretær (1988-1992) oplevede jeg, hvordan de gamle skillelinjer fra magtkampen i 1970’erne igen kom til syne. Og jeg var jo selv en del af det.

Valget af den tredje mand

Spørgsmålet er nemlig, hvordan et parti kommer af med en bacille af fløjdannelser, når det først er inficeret. Når de uskyldige ungdomsopgør bliver alvor i toppen af et parti, ja, i toppen af dansk politik. Når det ikke er nok, at man vælger ”den tredje mand” – dengang Schlüter, nu Jakob Ellemann-Jensen. Når det måske splitter mere end samler at have kampvalg om næstformandsposten.

Op gennem 1990’erne blev det med skiftende politiske ledere – Dyremose, Engell, Per Stig Møller og Pia Christmas-Møller – klart, at nye ledere ikke i sig selv er løsningen. Der skal være et mindstemål af opbakning til en ny leder både i partiorganisationen og i folketingsgruppen. Ikke mindst skal der være en erkendelse af, at denne opbakning skal udvises i praksis.

Her kan erindringsbøger i utide, ukoordinerede kronikker med mere blive elefanter i glasbutikken, mens hårdt parlamentarisk arbejde for at opnå selv den mindste indflydelse også på forholdsvis ubetydelige lovforslag vil gøre godt. Både på den interne selvforståelse og i forhold til de interesseorganisationer, som vil se resultater af lobbyisme, og de vælgere, som vil have mandater omsat til konkret indflydelse.

Jakob Ellemanns mest presserende opgave ser derfor ud til at være at få skabt enighed i Venstres folketingsgruppe om, at nu handler det om at parkere drømmen om hurtigt at få nøglerne tilbage til Statsministeriet og allehånde ministerambitioner. At man oven på det igangværende interne opgør må bruge kræfterne på eksternt at genvinde tillid til et politisk projekt – hvis man ellers har et sådant.

Bredt samarbejde kan være kuren

For Konservative har vejen til stabil ledelse, ro og indflydelse været at tage del i regeringsmagten. Det var det for Bendt Bendtsen, og det blev det for Søren Pape Poulsen. Stærkt initieret af partifæller som Per Stig Møller og Brian Mikkelsen, som begge vidste, at det klæder partiet at påtage sig ansvar – og misklæder partiet at råbe om kap med Liberal Alliance om flere skattelettelser, med Dansk Folkeparti om en strammere udlændingepolitik og med Nye Borgerlige om begge dele og lidt til.

Det er og bliver også et afgørende spørgsmål for Venstre: Om det – oven på Lars Løkke Rasmussens udtrykte ønske i ’Befrielsens øjeblik’ om en SV-regering, som gav partiet fremgang ved valget, men kostede ham posten som leder – troværdigt kan indgå kompromis på kompromis, i forlig efter forlig med regeringen. Vel vidende, at det til tider vil give andre oppositionspartier mere plads til kritik af regeringen … og af Venstre.

Venstres folketingsgruppe besidder tilsammen nok Folketingets største kompetencer, hvis man ser på parlamentarisk erfaring, interaktioner med partifæller i kommuner og regioner, engagement i folkelige bevægelser, relationer til interesseorganisationer og andre lobbyister. Og ingen havde formentlig flere penge til valgkampen i juni og vil få det igen om fire år. Så meget mere er den nuværende magtkamp et granatchok for partiet – og for det borgerlige Danmark. For, lidt højstemt formuleret: Venstre har et tungt ansvar for, at det borgerlige Danmark ikke bliver sat uden for indflydelse mange år frem.

Her er vi så fremme ved de afgørende spørgsmål: Har Venstre lært så meget af de historiske partistridigheder hos Konservative og til tider også i Socialdemokratiet, at der ikke nu kommer en liberal gentagelse?

Ved festlige lejligheder taler Venstre-folkene om, at der i deres parti er højt til loftet og langt til døren, men kan det også praktiseres i fremtiden? Og måske ikke mindst: Har Venstres nye ledelse – i modsætning til mange forgængere – den ydmyghed, fordomsfrihed og hjælpsomhed i forhold til andre partier, som var Poul Schlüters og siden Bendt Bendtsens og nu Søren Pape Poulsens måske vigtigste redskaber på vejen frem?

Knud Enggaards fem år gamle advarsel

For fem år siden var jeg medforfatter til en bog ’Partiledelse – 6 indspark fra den politiske virkelighed’ (Handelshøjskolens Forlag, 2014), hvor socialdemokraten Jacob Buksti, den radikale Søren Bald, SF’s Aage Frandsen, VS’eren Preben Wilhjelm, Venstres Knud Enggaard og jeg delte erfaringer om de ledelsesmæssige udfordringer i politiske partier.

Specielt samværet med den historisk kyndige, parlamentarisk erfarne og unikt ordentlige Knud Enggaard var berigende. Aldrig tidligere havde jeg samarbejdet så godt med en Venstre-mand.

Hvorfor nævner jeg nu det? Fordi vi, Knud Enggaard og jeg, under en diskussion om hans kapitel om Venstre blev stærkt uenige om en formulering i retning af, at Venstre aldrig vil kunne komme til at opleve stridigheder som dem hos Konservative.

Få måneder senere, i juni 2014, var det, at Venstre havde det siden hen så berømte og berygtede hovedbestyrelsesmøde i kælderen i Odense, som nu bare må betegnes som forspillet til den nuværende krise.

Få dage efter dette møde skrev Enggaard til mig:

”I anledning af den sidste uges tumult i mit gamle parti tænker jeg med taknemmelighed på din redaktionelle hjælp med mit kapitel i bogen om partiledelse. Du foreslog et lille spørgsmålstegn efter al den lange snak om stabilitet. Tak! Nu er det heldigvis ikke en strid mellem politiske holdninger, men personstrid kan over tid udvikle sig til politisk strid – og borgerkrig er den grusomste form, der findes, sagde den gamle forsvarsminister stilfærdigt!"

Så er spørgsmålet, som vi måske får besvaret på Venstres ekstraordinære landsmøde på lørdag, om personstriden, der allerede har udviklet sig til en politisk strid, også har kimen i sig til en borgerkrig. Det må man ikke håbe, hverken for Venstre eller det borgerlige Danmark i øvrigt.